Thróttur Reykjavik FC 3 – 3 Höttur/Huginn
Þróttarvöllur/AVIS völurinn, 2. delid karla, lørdag d. 16. juli kl. 14.00
Min venstre underarm er en stjernehimmel. En uoverskuelig priktegning.
Efter indledende prøveboringer, den første nat, har de små, bevingede djævle efterhånden stukket deres grådige sugerør i mit legeme, flere steder end jeg overhovedet orker at tælle. Jeg er i sandhed ankommet til Island.
Den første uge heroppe, har budt på lange linjer over landkortet, med roadtrips, hvor min svogers blandede playliste har afsløret at Portishead og Pink Floyd står smukt til landets storslåede, vrede og ubegribeligt fotogene widescreen-natur. Og at Humleridderne ikke helt gør.
Denne lørdag blev jeg dog hældt ud fra passagérsædet ved Þróttarvöllur – et lille stadion i Reykjavik. Dagens kamp – min første i Island – stod mellem to klubber i landets tredje bedste række, og jeg havde lige præcis ingen idé om hvad jeg skulle forvente.
Jeg ankom en time før kampstart. Ankom til en lukket port. Vindebroen var oppe, men en stribe vindblæste flag og et par lysmaster, hvorpå lamperne klumpede sammen som ti overlagte tæer, bekræftede dog at jeg befandt mig på rette sted.
Efter at have kløet mig entusiastisk på håndryggen – lige til venstre for Karlsvognen – i nogle minutter, satte jeg mig på en bænk, og forsøgte at dyppe hovedet i en bog, men lykkedes ikke med at få presset andet end pandehåret og næsetippen ned i materialet.
Endelig, omtrent 20 minutter før kampstart, blev en luge knirket op, og et venligt ansigt tittede ud. Før jeg nåede sige noget, fossede undskyldningerne fra den smilende, lyshårede kvinde bag glasset, som forklarede at stort set alle omkring klubben var på sommerferie, og at de derfor ikke havde nået at åbne biksen før nu. Hun håbede, der ville være nok spillere hjemme til at stille et hold, lo hun. Måske med en lille snert af ængstelse.
Det var nu ikke fordi, der havde nået at samle sig en kødrand af mennesker uden for portene. Vi var, rundt regnet, to levende billeder; mig, og en anden gut på min alder, som viste sig at være tysker. Han var i øvrigt et markant mere levende billede end mig. Omtrent lige så udadvendt som jeg er introvert. Det er en del.
Det første, jeg bemærkede, var selvfølgelig de hvide hårelastikker. Med disse havde han splittet sit gedeskæg op i to rottehaler på hagepartiet, og lignede en form for omvendt Pippi. Vi faldt straks i snak. Eller, han faldt straks i snak med mig. Måske mest til mig. Han havde en hel del at fortælle, og – indtil videre – kun mig at fortælle det til.
Vi bevægede os ind på stadionets enlige tribune; en stabil, overdækket sag, af bastant cement, blik og stål. Da vi havde sat os i hvert vores røde plastiksæde – gjort i et materiale der mindede mig om overdimensioneret engangsbestik – skruede jeg en anelse ned for lyden i højre kanal, og lod i stedet synssansen mæske sig.
På trods af at vi ikke befandt os langt fra Reykjaviks centrum, bød udsigten fra tribunen alligevel på et majestætisk bagtæppe af bjergmassiver med skyer om ørerne.
De to mandskaber løb på banen. Hjemmeholdet, Thróttur, i rød/hvide bolsjestriber, og udeholdet, Höttur, i en nuance af grøn, som, lettere forvirrende for yours truly, fik dem til at ligne ti Superligadommere, plus en keeper.
Et stykke alvorligt pompøs musik forlod stadionhøjtalerne, mens spagfærdige, men oprigtige, klapsalver forlod hænderne på de omtrent halvtreds mennesker, der havde fundet vej til tribunen. Kampen blev fløjtet til live, og fem minutter senere syntes antallet på rækkerne fordoblet.
Omvendte Pippi berettede om det imponerende antal kampe, han havde sat til livs, diverse steder i verden, over de seneste par år. Hagerottehalerne vibrerede som små, lykkelige antenner, mens han på et ejendommeligt, lyst, syngende engelsk, gennemgik sine indvendige kamparkiver, og foldede dem ud af sin mund. Der var en hengivenhed, næsten grådighed, i hans iver, som han berettede om sine fodboldmeritter.
Efter seks minutter, afbrød kampen ham. En klapsalve, med et overraskende stort vingefang, baskede over tribunen, i splitsekunderne efter at hjemmeholdet havde held til at trille dagens første kugle over stregen. 1-0.
Tolv minutter senere lyste den digitale måltavle 2-0.
Et mærkværdigt mål var blevet tumlet og fumlet i netmaskerne. Det er svært at gengive præcis hvad der skete, på trods af at det hele syntes at foregå i forunderlig slowmotion. Men hvis jeg ikke tager meget fejl, var episodens slutscene denne: udeholdets keeper, liggende på ryggen, på målstregen, bokser til en bold, som altså ender med at spadsere den forkerte vej – den vej, der sender den i mål.
Vi fik noget for vores 2000 islandske kroner. Intensiteten var en nær-konstant stigning, og begge hold syntes mere optaget af at angribe end at forsvare. Kampen levede, åndede og svedte lampeolie. Omvendte Pippi glemte helt at snakke om fodbold, og kom i stedet til at se det. Således lykkedes det ham også at se den dobbelte skudsalve, der resulterede i at udeholdet reducerede til 2-1 i det 37. minut. Det stod omgående klart at ganske mange gæstende tilhængere havde taget turen til hovedstaden, da jublen kom væltende med en noget større volumen end jeg var forberedt på.
Jeg skal blankt erkende at jeg måske nok ikke, for alvor, havde forventet en direkte medrivende forestilling i Islands tredjebedste række, men det var præcis hvad vi fik. Dommeren groede klaser af svedperler nær hårgrænsen, og virkede næsten lettet da han kunne blæse til pause.
Min nye ven med hagehårelastikkerne bekendtgjorde at han ville finde et toilet, noget mad og et Thróttur-tørklæde. I den rækkefølge.
Da han kom retur, var det dog kun første led i tretrinsraketten, han var lykkedes med.
Jeg kastede et blik rundt på rækkerne omkring os. Mænd, kvinder, ældre, yngre, børn. Unge mennesker med prøvebilleder i blikket, med så trætte ansigtsbetræk, som kun teenagere kan præstere. På forunderlig vis lader teenagere – på tværs af landegrænser – til at være ældre end alle andre mennesker, indtil klokken runder 16.00, lokal tid.
En rustik anordning af metal, fnøs vand ud over banen, og så det meste af tiden ud til helt at leve sit eget, bedste liv. Den gjorde også hvad den kunne for at få ram på udeholdet, da de løb på banen til anden halvleg.
Nogle få sekunder tænkte jeg over det paradoksale i udsigten til de massive bjerge i baggrunden, de ranke træer på mellemdistancen, og så kunstgræsbanen som fremstod sært sjæleløs i sammenhængen. Men så trak kampen mig igen eftertrykkeligt i ærmet.
I stedet kunne jeg nu registrere det paradoksale i at have udsigt til en kamp der bød på ild, bid og vilje, og samtidig, i ny og næ, lægge øre til en stadionspeaker der var så rolig, at jeg fik fornemmelsen af at han sad i sin lænestol og nikkede til en kedelig, engelsk krimi, han allerede kendte slutningen på.
Da der var strøget en lille time af kampuret, stødte to spillere hårdt sammen. En af dem blev liggende i græsset så længe, at man godt vidste, han ikke ville komme op og spille videre. Han blev klappet fra banen, af både ude- og hjemmepublikummet, da han blev båret ud.
Pippi, som ikke helt havde opfattet situationens alvor, jublede over en anledning til at genbesøge toilettet, men blev mere tavs end jeg tidligere havde oplevet ham, da han vendte tilbage og kunne konstatere at en ambulance var trillet ind på det lille stadion. Heldigvis lod det ikke til at være nødvendigt at den tilskadekomne spiller stiftede nærmere bekendtskab med indersiden af køretøjet.
I det 83. minut syntes kampen at lægge an til at klappe sig selv sammen, da et lavt, præcist skud, som aldrig skulle havne noget andet sted end i målhjørnet, gjorde det til 3-1 i hjemmeholdets favør. En mådeholden sjæl havde medbragt en stortromme, som der, i denne anledning, blev banket på med lige nøjagtigt to velplacerede dask. De eneste to slag, jeg hørte fra trommen under hele kampen. Selv Søvnig i speakerboksen lød næsten vågen for en kort bemærkning.
Men som en zombie efter fem stærke kopper kaffe, rejste kampen sig alligevel igen. Chancer begyndte at slå mod begge mål. Og fem minutter senere opstod en af de situationer, hvor det hele pludselig er en film, man kender slutningen på, selv om handlingen først skal til at udspille sig i de følgende sekunder.
Et kys fra en udebanevrist – sådan et skud, man kan mærke på sin egen fod, helt ude på tilskuerrækkerne – sendte, via overliggeren, en lille perle af en bold i nettet til 3-2.
Selvfølgelig havde dette opgør også et allersidste svirp at byde på.
Vi ramte tillægstiden. Det brændte på, på alle ledder og kanter. Hjemmepublikummet tabte mere og mere hår, tribunegulvet føltes næsten som et ryatæppe. Og i minut 90+2 skete det uundgåelige; et hovedstød blev fjernstyret i hjemmeholdets netmasker. 3-3. Thróttur-tilhængerne gik i nogle sekunder i ét med naturen; spruttede og svovlede. Pointdelingen var en realitet.
Dommerens afsluttende salut syntes dog at hæve den forbandelse, der i nogle øjeblikke havde lagt sig over de gode folk.
Da de rejste sig for at forlade stadion, var der smil at fornemme, hele vejen rundt på rækkerne. Måske var det største eksemplar smurt ud i mit ansigt.
Fodbold i Island var en overordentlig smuk størrelse, denne eftermiddag.
Noter fra tribunen 