Kære læsere, ENDELIG er min nye bog ude!
Mit forlag beskriver bogen som “en åndelig efterfølger til Bølge eller otte noter fra tribunen” – og det er ikke helt ved siden af. For der er masser af kærlighed til fodbold, masser af noter fra tribunen. Og så er der en masse mere, i lagene både over og under græsplænerne.
Min ven, den fantastiske fotograf Anders Hviid (kendt under aliasset Lunch with Gigi) har, gennem flere år, dokumenteret fodboldlivet i divisionerne og serierne og har givet bog en uforlignelig billedside.
Jeg er meget stolt af værket – og håber sådan, I har lyst til at læse med.
Bogen kan købes HER.
Eller HER.
Eller HER.
Eller hvor du plejer at købe bøger.


“Jeg kan lige så godt åbne ballet med at sige, at fodboldstadioner er blevet et sted, jeg gør af mig selv, når jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af mig selv. Det er måske store ord at klapre ud gennem tastaturet, på en tirsdag formiddag som denne, men det er sandheden. Måske er det en mild fornemmelse af formål. En slags, om ikke andet. Kender du det? Formål?”
I en række elektroniske postkort til en gud, han som udgangspunkt ikke tror på, rækker en mand ud for at gribe efter noget at holde i. Guds hånd, sin egen.
GRÆSSULT er en virkelig eller fiktiv historie, fortalt med en følsomhed, der kan synes underbelyst i fodboldlitteraturens verden. En sørgmunter priktegning over en sæson i et menneskeliv, hvor punkterne blandt andet udgøres af overtroiske ritualer relateret til kaffekopper, skilsmisse, årstiders utilregnelighed, skønlitterære reportager, flåter du forveksler med myggestik, skyggeboksning, stueplanters liv og død, liv og død i det hele taget, træningskampes parallelunivers, onkler der måske/måske ikke har spillet for Real Madrid, fællesskaber og ensomheder.

