Pokalfinale: Silkeborg IF – AGF (1-0) – Noter fra skyboxen feat. Onkel Hawaii

Silkeborg IF 1 – 0 AGF
Pokalfinale, Parken, torsdag d. 9. maj 2024 kl. 16.00


Lad mig starte med at slå fast: dette er ikke noter fra tribunen, som du måske kender dem. 
De er faktisk slet ikke fra tribunen, og kan kun lige akkurat tælle som noter. Langt de fleste noter, jeg tog, denne prægtige Kristi himmelfartsdag, var af den mentale slags. Og disse blev mere og mere uldne, forede – udstoppede, nærmest – i takt med at jeg, med ildhu, indtog drikkevarer på andres regning. Spørgsmålet er således, hvor meget af det følgende, der rent faktisk har fundet sted.
Men det er jo det evige spørgsmål, så den slags trivialiteter, kan jeg naturligvis ikke begynde at tage mig af nu.

Jeg tror i det mindste, det ligger nogenlunde fast at Silkeborg IF mødte Aarhus Gymnastikforening i årets store pokalfinale. Allerede når jeg, mere præcist, skal hive frem, hvornår på dagen, forskellige ting fandt sted, begynder jeg dog at få problemer.

Under alle omstændigheder er jeg helt og aldeles sikker på at min fodboldoplevelse starter på en bænk i Fælledparken, overfor Parkens indgang D2, et uspecificeret antal timer før kampstart. 

Mens jeg venter på Onkel Hawaii (mere om ham senere) og Onkel Hawaiis bror (mere om ham senere), kommer en gut, med en allerede afholdt fest malet i ansigtet, i langsom tølt, med kurs mod min bænk. Måske præsenterer han sig som ”Thor”, måske synes jeg bare han ligner en der præsenterer sig sådan. 
Han spørger med en sprukken tenor – og så høfligt, at jeg bliver en anelse mistænksom – om han må slå sig ned ved siden af mig på bænken. Det viser sig dog hurtigt at forklaringen på både rolige tølt og hans høflighed, bare er at han er fra Silkeborg. En venlig Silkeborg IF-fan, der ikke har set Silkeborg IF spille siden 1994. ”Er vi gode?” spørger han – og jeg forklarer ham at AGF regnes som favoritter, men at der er nogle ting, der har samlet sig for hans hold, på det sidste. Det gør ham glad at høre, men han var også glad i forvejen, så jeg ved ikke om det tæller.

Onkel Hawaiis bror ankommer før Onkel Hawaii. Jeg tænker, vi kalder ham Bror Hvid. Og her må jeg straks understrege, at det ikke er fordi, han holder med dagens finaledeltager fra Aarhus – i så fald havde jeg døbt ham Bror Hvi’ – men derimod fordi han er indehaver af et roligt, lyst gemyt, og derudover holder med den hvidblusede klub, der normalt huserer som hjemmehold i Parken.
I den forbindelse, bemærker han i øvrigt sjældenheden i at Parken er fyldt, men at der alligevel er en fornemmelse af plads omkring stadion, fordi det sædvanlige hav af parkerede cykler er fraværende. Der er ganske enkelt et bemærkelsesværdigt albuerum i cykelstyrhøjde.

Lidt efter ankommer Onkel Hawaii. Thor takker af, og overlader sin plads på bænken til ham – og lidt senere i denne tekst, overlader jeg helt og aldeles ordet til ham. Sagen er nemlig den at Onkel Hawaii også skriver. Han skriver mere end de fleste. Det er sådan, jeg har lært ham at kende. Gennem bøgernes verden. Jeg kan melde at han, efter den tyske model, den såkaldte “50+1-regel”, kun er 49% fiktion. Han findes altså. Jeg lover.
Skulle man gribe til dovne løsninger, kunne man kalde ham Bror Sort, da hans skriverier til tider indeholder et brølende mørke, men når Maestroen ankommer i lyserød jakke, kridhvidt hår, sørgmuntert humør og en skjorte med ananas-print, synes jeg ganske enkelt ikke, det kan forsvares.

To af tre ryger cigaretter, tre af tre drikker øl, samtalen valser rundt mellem boligforhold, Ferenc Puskás’ dødsleje og pensionister i en lettisk middelalderby. Så melder Bror Hvid at det er tid til at vi indfinder os ved den port, hvorigennem vi skal sluses ind til dagens finale.

Her opstår det første tydelige tegn på afvigelserne fra mine sædvanlige noter, og ikke mindst mine sædvanlige fodboldoplevelser. Vi er inviteret som sponsorer. Af en art. Eller folk der skriver. Af en art. Vi står pludselig og hilser på en flok venlige, men aerodynamisk corporate mennesker. Det føles som at være barn, og hilse på mine forældres venner. Hver gang, jeg rækker hånden frem, skal jeg modstå den instinktive indskydelse at sige ”Jeg hedder Jonas, jeg er 41 år.” Bror Hvid gør det glimrende. Onkel Hawaii og jeg står ud som to ufrivilligt genstridige skægstubbe på en ellers glatbarberet kind.

Vi forcerer nogle bemærkelsesværdigt rene betontrapper, og en dør åbnes til en skybox. Det er her, vi skal se pokalfinale. Den uvirkelighedsfølelse, hele sceneriet afstedkommer, får mig til at gribe ud efter min arm for at nive mig i den, men jeg rammer ikke.

Mit blik driver lidt rundt, strejfer et opdækket langbord i massivt træ, en fuldvoksen flok fadøl, rødvin på display, hvidvin på køl. Så suges mit blik ud mod stadion, gennem nogle massive ruder. Ruder der er så renskurede at jeg overvejer et forsøg nr. 2 på at knibe mig i armen. Vi er guldfisk i verdens reneste akvarium. Det føles som at streame virkeligheden ude på den anden side.

Vi halvsnakker lidt med folk, hinanden, os selv. Kigger ud på det hav af aarhusianske fodboldentusiaster, der for længst har skyllet tribunerne hvide, i højre side af synsfeltet. I det andet ringhjørne er dagens rødklædte modpol fashionably late.

De øl, jeg allerede har nået at indtage, trækker mig utålmodigt i ærmet. Jeg finder vej ud til skyboxens toilet. At være til fodbold, hvor man kan lade vandet, uden at skulle forholde sig til genfærdene af millioner andre menneskers urin, er en højst forvirrende fornemmelse. Alting er så rent, at det nærmest gør mig utryg. Det er det omvendte scenarie; normalt er jeg indehaver af en småsolid fobi, når det kommer til bakterier. Nu savner jeg dem pludselig en smule. 
”Don’t know what you got ’til it’s gone”, som den store Joni Mitchell udtrykte det – sandsynligvis efter et besøg på selvsamme toilet, jeg nu forlader.

Det, der primært slår mod mig, da jeg indfinder mig ved de polstrede sæder, hvorfra vi skal se kampen, er ingenting. Det komplette fravær af dufte. Okay, lugte. Jeg forestiller mig at det er samme lette panik, der får Onkel Hawaii til at vælte en stor fadøl, med eftertryk, få øjeblikke senere.

Så bliver maden serveret. Vi omrokerer halvtilfældigt, sætter os til langbords, hvor jeg bliver et taknemmeligt tennisnet mellem Onkel Hawaii og hvad jeg antager er en mere end halvvejs succesfuld forretningsmand fra Litauen. En venlig gut, med et smil der ikke når helt op i øjnene.
”You have a good sense of humor, Sir!”, siger han på et tidspunkt, henvendt til Onkel Hawaii, som smilende svarer ”That’s because of my unravelling depression, Sir.”

Kampstart er lige om hjørnet. Vi er tilbage i akvariet, og pludselig er Silkeborg også dukket op på smukkeste vis. Alting bølger i rødt, i venstre side af billedet på mit live-stream, og i hvidt, i højre side. Nationalmelodien sniger en lille rem af gåsehud ind gennem et vindue på klem i vores sneløse snekugle. Jeg kan som altid sværge, jeg hører nogen synge ”Vort gamle Danmark skal bestå, så længe lager haves”, men kan ikke placere lydkilden. Måske er det min egen mund, det kommer fra.

Kampen skubbes i gang. Lydtrykket presser mod trommehinderne. Mod øjeæblerne, sågar. Det er smukt at mærke noget.
Jeg tillader mig at antage, at der er stor sandsynlighed for at du, kære læser, selv så kampen. Det virker derfor omsonst at gen-udrulle handlingen.

Dog får jeg lyst til at indskyde at den elskværdige Kent Nielsen også ligner en, der er havnet et godt stykke udenfor sin comfort zone. 

Han sidder på trænerbænken, for en gangs skyld ikke iført træningstøj, og ligner en vandkæmmet konfirmand der har overskredet sidste holdbarhedsdato.
Silkeborg har, få øjeblikke forinden, scoret hvad der viser sig at blive kampens enlige mål, men han sidder nu – mens målets gyldighed efterses – roligt, og ser en anelse fortabt ud i sit jakkesæt. Som om det, på én og samme tid, er for stort og for småt til ham. ”Der er mål” former hans læber, kan jeg se på en af skærmene i vores dyre dykkerklokke. Han hvisker det mest af alt til sig selv, med et næsten bedrøvet smil, i splitsekundet før VAR-domstolen beslutter at vende tommelfingeren opad, og lade målet stå. Som om, han allerede har set det hele. Som om, han allerede har spolet hele kampen, sejren og fejringen igennem, og for tidligt er snublet ned i det tomrum, der findes lige på den anden side af den forestående lykkerus.

Herudover er alting løsrevne glimt. 
Som at en jakkesætsklædt fyr, på rækken foran os, fra sit kongeligt polstrede sæde, hurtigt mister interessen for kampen i en sådan grad, at han sidder og spiller skak på sin telefon.
Som at to unge, stakkels AGF-fans ligner nogen der er ved at kaste op af gråd, lige nedenfor vores glasbur.
Som at både Onkel Hawaii og Bror Hvid – af årsager, jeg ikke helt kan huske – vælger at tage en mundfuld håndsprit på vej ned ad trapperne. Måske for, på eget initiativ, at foregribe en form for opvågning, så virkeligheden ikke kommer til at slå alt for hårdt, når vi møder den igen, det sekund vi går ud gennem porten. Måske bare fordi den dufter af citrus.

”Der findes ingen i København med bedre ånde end mig, lige nu!” siger Onkel Hawaii, og lyder oprigtigt glad.

– – – 

TILLÆG:
Onkel Hawaii har udstyret mig med sine egne noter fra pokalfinalen. Jeg tillader mig, ikke uden en vis stolthed, at viderebringe dem her, i al deres pomp og pragt:

Onkel Hawaiis noter fra VIP-sektionen: 

(”En, to, tre, (klap) – leasingaftale!”) 

Vi er trådt ind i HBO-hitserien Succession. Langbord, servietter af den slags der ligner segl på de både, der ligger i Rungsted havn. Og så bestik – det må være første gang jeg æder stadionmad med bestik. Tjeneren der lader som om, vi er interessante. Og så en kamp bag ruder. Ikke den slags man oplever på udebane, hos Slavia Prag, i novemberkulde, hvor intet kan ses gennem det ridsede plexiglas, der skal skærme ballade inde, men den slags glas, der er pudset, og giver en følelsen af at være bedre. Herinde er det os mod dem – pøblen, plebejerne. Vi er dem, der bestemmer. Såsom Peter Hummelgaard, hvis far engang har arbejdet i lufthavnen. Altså store folk med ydmyg baggrund, der har arbejdet sig op. Folk taler om kampen herinde, det gør de. Hvor er det nu, Silkeborg ligger? Ikke i ligaen, men som i verden? Er det på Sydsjælland, who cares. Og spiller vi med offside og ekstra tid? Store spørgsmål. Minder mig om dengang, min folkeskolelærer i seksualundervisning, spurgte os hvad præ-sæd var, hvortil Kasper sagde, at han engang havde drukket en liter mælk virkelig hurtigt, for så at hoppe hidsigt i trampolin, en halv time, indtil han besvimede. Herinde findes svaret, måske bare ikke på de spørgsmål som fodbolden stiller. 

I mange år har jeg haft et problem med stadiontoiletter. Er det mig, der er genert? Nej, jeg har bare savnet blomsterbuketter. Som her. Og da jeg kom til at tisse på brættet, valgte jeg at tørre op. Det er også første gang jeg har tørt op efter mig selv på et stadiontoilet. Ved pausen diskuteres kampen. I form af metaforer. Der siges ting som: Jeg sælger møbler. Ligesom dem her, siger han og banker på det dyre langbord. – Altså ikke dem her specifikt, men vi upscaler og er 50 mennesker i firmaet. Varelageret ligger i 35 lande. Mange nikker interesseret. God observation på kampen. AGF bør upscale i 2. halvleg.

Jeg forlader samtalen og glæder mig oven på første halvleg; dansk fodbold har beholdt sin integritet. Et strålende eksempel på finansiel fairplay, for sjældent havde AGF’s publikum set noget så fattigt. 

Hvordan er troen her i pausen? – råber et par af os rige fra boxen ned til de fattige under os. Den var bedre inden kampen, svarer de. 

Og så hen til sæderne igen. Ægte læder. Føler mig som Joaquin Phoenix i Gladiator. Underhold mig, forsøg, min tommelfinger er allerede på vej ned. Am I not merciful? 

I boxen var spændingen stor. Var vi ude i Dronningen Gambit? Eller ville Silkeborg overraske? En mand ledte efter svaret, på et pixeleret skakbræt, på sin telefon.

Og så rejste GF’s talrige fans sig op. Var der straffe? #drømmenlever. Men det gjorde den ikke. 

2-0, og nederlaget var uundgåeligt. Men så kom den 27. VAR-kendelse. Mål annulleret. #drømmenlever. 1-0 igen.
Og jeg så hvordan de fortabte GF-sjæle, fra helvedes syv cirkler, rejste fra dybet, og fejrede det nyfundne håb som en sejr. Men desværre måtte de sande, at selv om #drømmenlever, så er det ikke en 2024-drøm. Alligevel blev de to gæve gutter til venstre for os stående, forankret til den absurde ide om mirakler. Det var tribunelivet. 
Dengang alle menneskets rædsler og ulykker kom myldrende ud af Pandoras æske, lod de gamle grækere håbet komme allersidst, for dét er kilden til den største ulykke af dem alle.