BK Avarta – Hillerød Fodbold (0-3)

BK Avarta 0 – 3 Hillerød Fodbold
Espelundens Idrætsanlæg, træningskamp, lørdag d. 13. januar 2024 kl. 12.00


Nogen havde efterladt en halv durum i skraldespanden ved busstoppestedet på Frederiksberg Allé Station. Det var en anelse svært at afgøre om den allerede var blevet spist inden den havnede der. Jeg hældte til ja, men besluttede mig for at leve uden den endegyldige vished, og rykkede tre sidelæns skridt væk.

Verden var grå og fugtig og ikke for alvor i humør til gæster. Det forekommer mig at træningskampe ofte spilles på sådanne dage. En mand, med et af disse halvforvredne ansigtsudtryk, man stort set kun får når man modvilligt bliver regnet direkte i ansigtet, var af tre omgange ved at stikke sit højre øje ud med spidsen af en paraply, før det lykkedes ham at få den genstridige solsort til at folde sine vinger ud.

Under et minut senere kom bussen, og han måtte folde projektet sammen igen.

Inde i bussen var skærmene ikke i stand til at vise trafikinfo, men præsterede til gengæld at vise gamle TV2-nyheder, og reklamer der havde overskredet sidste anvendelsesdato. Et væld af gode bud på, hvor man kunne have købt sine julegaver henne.

Da jeg ankom til Espelunden var regnen aftaget en smule.
Jeg traskede forbi betonbygningen der rummer både omklædningsrum og klubhus, og om mod den kunstige baghave, hvor slaget skulle stå. Der er noget næsten fascinerende upoetisk ved kunstgræsbaner. Der lå to af disse side om side, og jeg begav mig mod den bagerste af dem, hvor jeg kunne se dagens to mandskaber, samt en neonlysende dommetrio, gøre klar til kampstart.

Jeg parkerede mig selv ved den vold af hvid og sort sne, der lå som et lille, kuperet banehegn langs sidelinjen. Kampen startede, og en nådesløs januarvind trak hundrede knive. 

Træningskampe er deres helt eget, isolerede univers. Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet det før, eller om jeg bare har tænkt det. Det er svært at forstå disse kampes rytme og gemyt. De er som oftest fragmenterede oplevelser, puslespil uden hjørnebrikker. Og selv under dagens halvvåde karklud af en himmel, lød det anderledes, når spillernes fødder traf bolden, end det gør når sæsonen er i gang. Som om det, på én samme tid, både lyder mere dæmpet og klinger mere hult.

Avarta spillede selvfølgelig i grønne bluser og hvide shorts, og Hillerød-mandskabet var klædt i sort fra top til tå.

Den blæst der havde markeret sig ved kampstart kom nu væltende som en hensynsløs tackling, trak tværs gennem samtlige lag tøj, videre gennem knoglerne. Den trak tårer ud af øjnene på min sidemand; en viljestærk herre med en bulldogs underbid og buskede, grå øjenbryn der blev bøjet som kornaks i vinden.
Et sted under sidstnævnte, gennem tårerne, kunne han se hvordan en Hillerød-inderside mod det lange hjørne, bragte gæsterne foran, efter omtrent fem minutters spil. Og omtrent to minutter senere betød manglende oprydning i hjemmeholdets målfelt at bolden kunne traskes i nettet igen. 0-2 til Hillerød.

Den anseelige stribe af mennesker der, ligesom jeg, havde taget opstilling langs sidelinjen reagerede ikke nævneværdigt. Jeg forestiller mig, det har skyldtes en kombination af at træningskampenes lille univers sjældent afstedkommer de helt store følelsesmæssige udsving, samt det faktum at størstedelen af mine med-tilskuere var bundfrosne. Et par unge mennesker, til højre for mig, holdt sig lige akkurat i live med tæpper og kanelgifler, men syntes heller ikke for alvor at lade sig rive med af kampen.

Med ét måtte jeg midlertidigt kapitulere. Vejret var klaret noget op, men det syntes umiddelbart kun at gøre temperaturerne endnu mere sibiriske. Så vidt jeg kunne regne ud, måtte der være i omegnen af fem minutter til pausen. Jeg forlod kampen for at finde klubhuset, for at mane en kop kaffe frem, der forhåbentlig kunne mane den varme og sjæl frem, der var ved at forlade mit legeme.

Det lykkedes. Kaffen, som var fra en automat, smagte lidt mindre end fantastisk, men gjorde tricket. 
Da jeg havde genvundet følelsen i mine fingre, kunne jeg således besvare en besked fra en ven, der – forståeligt nok – skrev: Hvorfor gør du det?
Gennem et vindue kunne jeg se spillerne forlade banen, og drive mod en velfortjent pause.
Jamen, jeg gør det fordi jeg ikke kan lade være. En mellemting mellem et frirum og en afhængighed, skrev mine tommelfingre tilbage. En afhængighed af et frirum! fulgte jeg op, nogle sekunder senere, da min hjerne var sync’et op. Jeg betragter svaret, der aldrig kom, som en stille, opgivende hovedrysten.

Anden halvleg startede hurtigere end jeg troede den ville. Hverken spillere, dommere eller stab så, ganske forståeligt, nogen grund til at stå og fryse i femten minutter, inden de kunne starte igen. Dette betød dog også at jeg missede indledningen på halvlegen, og måtte spørge en ældre, standhaftig gut, iklædt grønt Avarta-tørklæde og et stålfast eller fastfrosset ansigtsudtryk, om stillingen stadig var 0-2, da jeg atter indfandt mig ved sidelinjen. Han kunne berette at jeg var gået glip af endnu en Hillerød-scoring, som havde fundet sted få minutter efter der var blevet blæst liv i kampen igen.

Og levende blev den. Et veldrejet Avarta-angreb smældede en afslutning mod den ene stolpes ankel på gæsternes mål, hvorefter returbolden blev mødt med et hårdt træf, som Hillerød-målmanden havde dygtighed til at fodparere – ganske som opstanderen havde gjort det, få sekunder forinden.

Senere opstod der småskænderier på banen, da en Hillerød spiller blev tacklet så kraftfuldt – og muligvis nok ureglementeret – at han mere eller mindre stod på hovedet i snedriven langs sidelinjen.
”Nå, nå, nå – hov, hov, hov” sagde nogen til venstre for mig, og lød lige så rolig som Ulrich Thomsens karakter fra Blinkende lygter, efter at denne er blevet tørlagt og har fundet en nærmest provokerende mængde sjælefred, der slet ikke er afstemt med sine omgivelser.

Opgøret endte både uden yderligere slåskampe og uden yderligere scoringer. Isvinden pustede gennem dommerens fløjte, spillerne takkede hinanden for kampen, tilskuerne takkede kulden for det samme. For mit vedkommende var dette åbningen på fodboldåret 2024, og selv om jeg ikke kunne mærke op til flere af mine lemmer, følte jeg mig alligevel en anelse mere levende, da jeg traskede tilbage mod busstoppestedet.
Jeg kan godt forstå, hvis man ikke kan forstå det.