ÍBV – Valur Reykjavík (3-2)

ÍBV 3 – 2 Valur Reykjavík
Úrvalsdelid, Hásteinsvöllur, søndag d. 17. juli 2022 kl. 16.00

Jeg er jo selv én af dem. 

Turisterne.

Dog er det min klare ambition at gebærde mig som en afdæmpet repræsentant for dette ofte lidt anstrengende folkefærd. Ikke være ét af de eksemplarer, som, i en rus af overmod og dødsforagt, tager selfies med ryggen til stejle skranter, hvor måbende lunde-kolonier ufrivilligt udgør et nervøst anlagt publikum. Ikke være ham med den tre etager høje, krebserøde pande, og t-shirten med teksten ”This is the oldest I’ve ever been”, der traver i hidsige rander omkring en sagesløs gejser, og – med talebobler fulde af røde lamper og udråbstegn – lader sig irritere over at skulle vente et tocifret antal sekunder på næste vandsøjle.

Alligevel afslører min venstre underarm mig. Kvinden, jeg har henvendt mig til, bemærker den og peger med et medlidende smil, der får mig til at føle at jeg er syv år, og er kommet til at vende min bluse på vrangen. Jeg fortryder omgående mine opsmøgede ærmer. Min venstre underarm, som dagen forinden – med lidt søgt poesi – lignede en nattehimmel med myggestik som stjerner, har nu antaget karakter af et forvredet månelandskab, ikke ulig udsigten på bilturen mellem Keflavik og Reykjavik. Det er ikke den flotteste underarm, jeg nogensinde har haft.

Hun løfter øjenbrynene og presser læberne sammen i en skæv grimasse, jeg ikke lige er i humør til at tolke. Derefter svarer hun på mit spørgsmål. Næsten. Hun fortæller mig, at hun ikke lige ved, hvor jeg kan betale for at komme ind at se kampen, eller hvad det koster, for den sags skyld. Jeg er ellers ganske overbevist om at hun arbejder for hjemmeholdet. I hvert fald tilbyder hun mig i stedet at købe et ÍBV-halstørklæde og en lunde-bamse med klubbens emblem på maven. Hvis jeg har lyst. Jeg giver op, lader masken falde, placerer foden i turistrævesaksen, og køber et tørklæde, samt to lunde-bamser. Én til hver af mine sønner.

Jeg befinder mig på øen Heimaey, hvor fodboldklubben Íþróttabandalag Vestmannaeyjar – i forkortet form: ÍBV – har hjemme.

Indsejlingen til øgruppen Vestmannaeyjar var så smuk at jeg ikke kunne have digtet den, hvor meget jeg end kunne have prøvet. Det samme gælder de omgivelser, dagens stadion, kaldet Hásteinvöllur, er dumpet ned i. Med al respekt for alle de pragtfulde stadioner, jeg har besøgt over de senere år; dette ligger smukkest. Og der er ingen på andenpladsen.

Jeg bevæger mig ind på tribunen. Havblå og solgule sæder. Over min ene skulder, stikker et rødmosset vulkankrater snuden op i horisonten. På min venstre side har jeg udsigt til vandet, der glinser i synsfeltet. Foran mig ligger en smuk græsplæne, kridtet op som en fodboldbane, og bag denne har jeg udsigt til massive klippeformationer, der ikke har noget problem med at stjæle showet helt og aldeles. Solen skinner, luften er knivskarp. Jeg er havnet i en rejsebrochure, og solgt til stanglakrids. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde et sted at betale for at befinde mig på dette stadion, så jeg løsriver mig og traver ud fra rækkerne igen.

På parkeringspladsen, bag tribunen, møder jeg min nye tyske ven, Omvendte Pippi. Jeg lærte ham at kende i går. For en lille introduktion til denne høj-pitchede gejser af ord, kan man læse min seneste beretning fra et lille stadion i Reykjavik. Også i dag er vi altså havnet til samme kamp. Ganske langt fra Reykjavik, hvor dagens udehold kommer fra, dog. 

”Hello, good Sir!” taber jeg lidt friskfyragtigt ud af munden og græmmer mig omgående, mens ordene glider ud i verden som en stor, fjollet heliumballon. Men Omvendte Pippi har tankerne og blikket alle andre steder. Han sender mig et distræt nik, og kaster derefter irritabelt blikke i hundrede forskellige retninger igen. De står fra ham som reflekterede lyspletter fra en discokugle i selvsving. Også i dag har han, med hårelastikker, samlet sit skæg i to rottehaler på hagepartiet. Og de to hårtotter sitrer. Jeg bilder mig ind, jeg kan høre dem summe. Hans tyske sans for effektivitet og strømlinethed kan slet ikke forlige sig med at vi, igen – for anden dag i træk – står ved et stadion, med omtrent 20 minutter til kickoff, og ingen tegn på at en fodboldkamp rent faktisk skal finde sted. 

Jeg bemærker at han også er iklædt et ÍBV-halstørklæde og knuger en ÍBV-lunde-bamse under den ene arm. Jeg tror, vi ser en anelse fortabte ud, begge to.

Når jeg skriver at der ingen tegn er, på at en fodboldkamp skal finde sted, passer det dog ikke helt. I spøjs kontrast til de postkortlignende omgivelser, vælter en omgang hårdtpumpet, elektronisk musik – med spidse albuer og en stortromme der kunne stable en død på højkant – ubærligt højt ud over den endnu mennesketomme tribune. Jeg har stadig en hårdt oppløjet midterskilning i nakken fra da jeg stak hovedet ind i højtalernes farvand, nogle minutter tidligere. Samtidig har en insisterende vind fra venstre flanke kastet sig over mit pandehår, og jeg forestiller mig at min frisure må ligne en form for borgruin.

Efter at have forhørt os yderligere om entré, men kun være stødt på blindgyder, opgiver vi for nu, og sætter os ind på tribunen med hver vores nyerhvervede kop kaffe. Omvendte Pippi ville gerne have haft sukker i, men den venlige kvinde i lugen foreslog skælmsk at han bare kunne dyppe den enorme chokoladebar, han også købte, i koppen.

Jeg har lagt de to lunde-tøjdyr i min taske, hvorimod Pippi har besluttet at hans skal have lov at blive oppe og se kampen. Hvis jeg ikke tager meget fejl, snakker han lidt til den, i ny og næ.

Det får jeg dog ikke tid til at tænke yderligere over, for pludselig opstår friske folk med friske kinder ud af den knitrende, friske luft. Der findes med ét mennesker omkring ørerne på os, på den overdækkede tribune, og ligeledes har en del fundet vej til den lille, ikke-overdækkede tribune, ved modsatte sidelinje. Herudover sidder der folk på tæpper, på græsskråningerne omkring banen. Med ét er det hele én stor, smuk picnic.

Jeg har haft så travlt med at lade mig opsluge af omgivelserne, både natur og tilskuere, at jeg først bemærker spillerne og dommertrioen, da kampen blæses i gang. Og de folk omkring os, som for få øjeblikke siden talte lavmælt sammen, ud gennem hver deres søndagssmil, har nu pludselig skruet markant op for lyden. Der er desuden blevet skruet bisser på. Det er vigtigt, det her.

ÍBV er kommet bemærkelsesværdigt skidt fra start i sæsonen, og ligger, forud for dette opgør, til nedrykning fra landets bedste række. Folk, her på øen, længes efter at glædes over fodbold, fornemmer jeg. Og således sender det en bølge af uforfalsket glæde over rækkerne, da det hvidklædte hjemmehold rammer gæsternes mål, tre sekunder før stadionuret rammer 30 minutter. 1-0.
Étmålsføringen holder til pausen.

Jeg strækker benene, vipper prøvende med anklerne i mine to stive vandrestøvler, rejser mig, og går på jagt efter et sted at betale entré, og et sted at købe en øl.

Pippi og jeg har aftalt at begive os over på modsatte side af banen i anden halvleg. Udsigten er ikke lige så overvældende derfra, men så er der omvendt mulighed for at koncentrere sig en anelse om selve kampen. Desuden belønner solen gavmildt den lille tribune for ikke at have noget tag.

Han sidder der allerede, da jeg kommer derhen. Jeg er bevæbnet med en dåse Gull, som smager himmelsk, han er bevæbnet med sin lunde-bamse, som sidder trygt i hans favn, og inden jeg har fået sat mig ned, er han allerede i gang med at berette lystigt om sine observationer fra Tysklands femte bedste række. 

I det 61. minut bryder jublen løs igen, og denne gang med endnu større eftertryk. ÍBV er foran 2-0, og folk begynder næsten at tro på en sejr, denne eftermiddag. På rækken foran os sidder to kvinder, hvoraf den ene – som i en dansk version formentlig ville have heddet Birthe – med den ene arm hæver en knyttet næve, og med den anden, rystende, filmer spillernes jubelscener. Hun har zoomet så meget ind, at jeg bliver søsyg bare af at kunne skimte displayet på hendes telefon ud af øjenkrogen. Jeg tror, hun er tæt på lykkelig i øjeblikket.

Pippi forklarer mig at han bringer lykke, og derfor mener, han har en vis andel i hjemmeholdets nuværende fordelagtige resultat. Han forklarer mig efterfølgende, at han netop har besluttet sig for at kalde ÍBV for ”The Puffins”, og begynder straks derefter – med en stemmepragt, som altså minder ganske meget om Mickey Mouses ditto – at halvråbe ”Go Puffins, go! Go Puffins, go!”
Birthe drejer hovedet, skæver op mod ham, smiler et halvt smil, hvorefter hun ryster næsten usynligt på hovedet med det lysgrå hår, som hun igen retter blikket mod kampen.
Uanset hvor meget, Pippi mener at kunne tage æren for føringen, fortæller min livescore mig at det er Halldór Jón Sigurður Þórðarson har sat begge mål ind.

”Í-B-V! Í-B-V!” gjalder det taktfast over rækkerne. Men det er som om, det faktum at en sejr nu endelig rent faktisk synes inden for rækkevidde, får nervøsiteten til at brede sig, både blandt hjemmepublikum og hjemmehold. 

Det dirrer.
Og da Pippi begynder at chante ”Fight Puffins, fight!” med sin stemmes højere luftlag, bliver Birthe nødt til at vende sig om mod ham, og venligt, men bestemt, forklare, at vi altså råber ”Í – B – V”
Hun taler tålmodigt, finder en form for auditiv staveplade frem. ”It’s not that hard, really.”

I det 75. minut, slår Valurs Arón Johannssón et skår i glæden, da han reducerer til 2-1, og får hjemmepublikummets hænder til at famle efter ansigter og hårgrænser. Et endnu større skår, slår selvsamme Johannssón af, da han, bare tre minutter senere, udligner.
2-2.
På rækkerne omkring mig, strækkes ansigter lange og hjerter går til bunds. Selv Pippi forstår at man nu bør træde varsomt, så han hvisker at han ikke forstår hvad der sker – han er her jo.

Stemnings- og spændingskurver emulerer bjergene konturer. Bratte stigninger, bratte fald. Der uddeles glædeskram til tilfældige, da ÍBV får tilkendt et straffespark med få minutter tilbage. Men al glæden spoles ind igen, da Reykjavík-keeperen parerer skuddet. Folk punkterer for øjnene af mig, og få syn er mere triste end Birthe, der må gå den lange, slagne vej ind i hendes foto-app, og slette den optagelse af hvad hun troede ville være sejrsmålet. Mavepusteren er tung og kollektiv.

Der er bare lige dét, at denne fodboldoplevelse hele tiden har været for magisk til en middelmådig afslutning.
Ganske som jeg havde svært ved at finde ordene til at beskrive indsejlingen til øen, har jeg svært ved at finde ordene til at beskrive glædesscenerne der udspiller sig, da det alligevel, på forunderlig vis, lykkes ÍBV at score til 3-2, til allersidst. Halldór Jón Sigurður Þórðarson kan notere sig for et hattrick. Alt og alle er på benene omkring mig.

Da dommeren, kort efter, fløjter kampen af, triller en spiller lykkelig om i græsset, og bliver straks overfaldet af sin lille datter i fuldt ÍBV-dress. Hvor jeg står, på strakte ben, ivrigt klappende, er tilskuerne én jublende bunke arme og ben, inden det hele, i løbet af nogle minutter, samler sig til en fælles sejrsdans – spillere og tilskuere, sammen.
Det er rørende scener i omgivelser, som komplet tager pusten fra en. Sikke en eftermiddag.

Og Omvendte Pippi – hjemmeholdets selvudnævnte maskot – er naturligvis ikke til at skyde igennem, som vi forlader Hásteinsvöllur. ”I told you, I am good luck!”, pipper han smålykkeligt.