UMF Selfoss – HK Kópavogs (1-2)

UMF Selfoss 1 – 2 HK Kópavogs
1. delid, JÁVERK-völlurinn, torsdag d. 21. juli 2022 kl. 19.15


Et skydække begyndte at vride hænderne smånervøst over taget på den engang sorte Ford, vi sad i. Fra det ene øjeblik til det andet, blev forruden gennemsigtigt sandpapir, Forden blev skyllet sort igen, og kun skosnuderne af de omkringliggende bjerge, stak ud under disen.

Det passede mig fint at min sidste aften i Island, i denne omgang, bød på vejr, der gav køreturen et næsten overjordisk præg. Min hjælpsomme svoger, som havde sagt ja til at køre mig de 46 kilometer, der strakte sig mellem vores base og Selfoss, lod heller ikke til at være generet af det. Til tider er det som om, regn kan erstatte ord, og der var således lidt længere mellem sætningerne end sædvanligvis. Måske var vi bare begge opmærksomme på at bruge den sidste aften inden hjemrejsen, på at inhalere hvad vi kunne af dette storslåede, voldsomme land.

Dette er således tredje og sidste omgang noter fra de islandske tribuner.

Musik strømmede mig i møde, da jeg blev sat af ved porten til JÁVERK-völlurinn – UMF Selfoss’ hjemmebane. Jeg vil gætte på, jeg lignede den turist, jeg var, som jeg traskede mod billetlugen, alt andet end lydløs, i mit regntøj. Det var stoppet med at regne.

Jeg lod mit VISA-kort hvile panden mod terminalen, uden hverken at høre eller se hvad entréen lød på. Håbede bare på det bedste. Derefter flyttede mine fødder mig over til ølboden, hvor jeg bestilte en øl og – ganske ueksotisk – blev stukket en Carlsberg pilsner i dåse, af en smilende, ung kvinde.
Da jeg efterfølgende gik mod tribunen, kom jeg i tanke om, at hun havde talt engelsk til mig, før jeg selv havde nået at åbne munden. Jeg måtte nok tage til takke med at ligne det fremmedelement, jeg var.

Som jeg nærmede mig den ganske store, men ikke-overdækkede tribune, blev musikken mere og mere altopslugende. Og da jeg satte mig på næstøverste række, i sektionen fjernest fra indgangen, var hele min hørelse blevet trukket ud i spaghettistrimler, i det brølende sorte hul af lyd. Det var så højt, hvor jeg sad, at jeg ikke kunne orientere mig i lydbilledet. Jeg er egentlig uddannet musiker, men jeg havde ikke været i stand til at udpege et ét-slag, om det så gjaldt mit liv. 

Men så opstod en pludselig bar plet i den heftige lydkulisse. Det føltes som at få trukket tæppet væk under fødderne, og desuden opdage at gulvbrædderne under tæppet også bare havde været en illusion. I nogle sekunder var stilheden mere sugende end støjen havde været. Så blev der skramlet med en mikrofon i længere tid end man kunne have ønsket for nogen mikrofonbestyrer, hvorefter stadionspeakeren, der nærmest lød genert – som om han hører til den sjældne race, der gerne vil bede om mindre monitor – sagde nogle få ord, jeg naturligvis ikke forstod.
Jeg var eftertrykkeligt på udebane, og jeg nød det.

Vi nærmede os kickoff, og da jeg så mig omkring, gik det op for mig at en hel fornuftig mængde mennesker havde valgt at bruge deres torsdag aften på at kæmpe sig gennem musikkens modvind, og hægte sig fast til tribunens mørkerøde plastiksæder. På de ubemandede sæder hist og her, lå sovende paraplyer, som sammenfoldede ravne, eller larver der bare ventede på at vejret skulle give dem en anledning folde sig ud som sommerfugle.

De to mandskaber løb på banen – hjemmeholdet, UMF Selfoss, i bordeaux trøjer, og udeholdet, HK Kópavogs, i røde og hvide, vandrette striber. 

Det fugtige vejr var allerede begyndt at prikke mig lidt åndsfraværende på højre kind, da dommeren fløjtede kampen i bevægelse. Mens mine øjne fulgte bolden, trådte mine tanker sine egne stier, nogle minutter. Jeg befandt mig i omegnen af en lille undren over, at man, i et land som Island, vælger at spare taget væk, når man får bygget en stor, fin tribune, da jeg blev hevet ind på den afmærkede sti igen.

Den digitale måltavle, der var monteret nede på klubhusets bliktag, havde netop nået at lyse fem minutter spillet, da hjemmeholdet afviklede et frispark, et lille stykke uden for gæsternes felt. Om det var meningen, skal jeg ikke kunne sige, men skuddet slog en spøjs blød bue over de første stopklodser, og ramte en medspiller, i hoftehøjde. Denne medspiller var dog hurtig til at fjerne benene på sig selv, og formåede således at stange et akrobatisk, lavt hovedstød ind bag HK’s keeper. 1-0.

Jeg klappede entusiastisk – fordi der var mål – for dog derefter hurtigt at registrere, at stort set alle, i min sektion af tribunen, var stille som graven. Man behøvede ingen antropologisk uddannelse for at forstå, at jeg havde fået sat mig midt mellem de medrejsende tilhængere, fans af udeholdet, og jeg slog drastisk bremsen i, efter lige nøjagtigt 3,5 klap. 
Nu var det bare om at håbe, at gæsterne også ville score, så jeg kunne klappe balance i regnskabet. Havde jeg haft pap og en tusch, havde jeg fluks lavet et diplomatisk skilt for at gøre skaden god igen. ”I just hope both teams have fun”. Eller ”Jeg er turist og kan ikke holdes ansvarlig for mine handlinger”.

Støvregnen, som led af en situationsfornemmelse tilsvarende min egen, hang pludselig over tribunen som et søvnigt gespenst. Det var den slags regn, der ikke falder, men nærmere bare står i luften. Som om, den hænger og venter på noget, eller nogen. Paraplyerne foldede vingerne ud rundt omkring på rækkerne. Helt klart ravne.

I modsatte ende af tribunen, sang en håndfuld drenge, i 9-10 års-alderen, noget repetitivt, der sluttede på ordet ”Selfoss” – ”Kom så, Selfoss” er vel et rimeligt bud – og sørme om de ikke havde medbragt et par trommer til at tæve lidt i.

En vidunderlig situation opstod, da det viste sig at HK også havde medbragt en lille delegation på syv drenge, i samme aldersgruppe.
Med ét var kulissen en West Side Story-agtig bandekrig, hvor to små grupper hueklædte, rødkindede drenge sang mod hinanden, med deres klare drengekorsrøster. Jeg tillod mig at være lidt skuffet over at de ikke nærmede sig hinanden, knipsende, med dansetrin.

Musicalen fik under alle omstændigheder en brat ende, da en lidt ældre dreng, på rækken foran mig, råbte noget af sine lungers fulde kraft, som fik mere eller mindre alle til at fnise. Mit islandske er som bekendt lidt rusten – ok, ikke-eksisterende – så jeg vælger at tro at han råbte noget, der ikke var alt for slemt. Med lidt god vilje, lød det måske lidt som ”Snot-skovl!”

Støvregnen blev en mere og mere tætvævet størrelse. Hele verden var grå og grøn, med undtagelse at spillerne på banen, der lyste forskellige nuancer af rød. Det er ikke utænkeligt at man, på en klar dag, ville kunne se bjerge i baggrunden, men denne aften var bagtæppet altså en stort set ensfarvet flade, som var bemærkelsesværdig konturløs og, i bedste fald, blot i tvivl om hvilken nuance af grå, den ville være.

I forgrunden kom HK frem til en stor chance, som de dog ikke fik vekslet til en udligning. 
To minutter senere var de igen tæt på, da et frisparksforsøg stod på skøjter på oversiden af sammenføjningen på hjemmeholdets mål.

En Selfoss-spiller blev flæsket lige ud for hvor jeg sad. Jævnet med jorden. Selv græsset blev pløjet på vrangen, på gerningsstedet. Men folk omkring mig lo bare hjerteligt, da de tydeligvis mente at hans sørgelige forsøg på at filme sig til et frispark, tenderede komik på Monty Python-niveau.

Folk – i begge ender tribunen – blev mere og mere vokale i deres syn på dommeren. De skældte og smældte, og kunne ikke alle sammen have ret. Minimum én lejr måtte jo tage fejl. Jeg nægtede dog at vælge side, og lod mig i stedet bare underholde af et medrivende opgør, med chancer til begge hold og fugt over hele skærmen. En medrivende aften, hvor mit liv var sponsoreret af Rains. Eller burde have været det.

I det 41. minut galopperede horder af børn fra den ene ende af parken, til den anden. Dommeren havde dristet sig til at fløjte et straffespark til hjemmeholdet, og nu tumlede disse små mennesker, som lyshårede sandkorn gennem et timeglas, der blev vippet abrupt mod højre. Det så næsten ud som om, jorden pludselig var begyndt at hælde drastisk.

De kunne således, fra første parket, overvære hvordan et skud, der var lige så blødt og svampet som vejret, det fandt sted i, blev pillet af gæsternes målmand. Hjemmepublikummet sukkede som om, de allerede hér fornemmede at en balance tippede. En mulighed for en vital fordobling af føringen var blevet formøblet, noget hang i luften, og et sted, ovre til venstre på tribunen, råbte en ældre herre sine frustrationer ud, så spyttet stod som et lille regnvejr i regnvejret.

Herfra begynder det at være småt med noter.
Sagen er nemlig den at jeg, kort før pausen, spottede en dansk forfatter (og TV-vært, podcaster mm.), som har en bog på samvittigheden, jeg er meget, meget glad for.

Da jeg, som tidligere nævnt, er ret introvert anlagt, er det meget ulig mig at hilse på folk, jeg ikke kender, men tilfældet var ganske enkelt for tilfældigt – at hun lige skulle indfinde sig på en regnvåd torsdagstribune i Selfoss – til at jeg kunne lade være at hilse på.
Så det gjorde jeg. 

Vi så resten af kampen sammen. Levede lidt med. Sludrede om fodbold og Island. Oplevede hvordan udeholdet vendte bøtten, og scorede til 1-1 og 1-2. Oplevede hvordan hjemmeholdet skabte en myriade af chancer, men ikke omsatte dem. Oplevede hvordan jorden igen hældte mod udeholdets mål i det 82. minut – nu, selvfølgelig, i modsatte ende af banen – min nye sidekammerat sammenlignede det med et skib, der krænger i høje søgang, så alle matroserne (her i halv størrelse) tumler frem i stævnen – og hvordan Selfoss igen ikke formåede at score fra ellevemeterpletten. Og dét på trods af at min livescore efterfølgende fortalte mig, at det var en spiller ved navn Gonzalo Zamorano der tog sig af at sparke. Det lyder ellers ikke umiddelbart som navnet på én, der nogensinde har misset et straffespark.

Tiden dryssede ud af kampen, alt imens et par kopper sort kaffe nærmest syntes at smelte i vores hænder, i regnen, som stadig stod og hang. Et forsigtigt bud er, at den står der endnu. Det håber jeg. Den må gerne blive hængende til jeg kommer igen.