Vanløse IF – IF Lyseng (4-2)

Vanløse IF 4 – 2 IF Lyseng
3. division, Vanløse Idrætspark, lørdag d. 6. august 2022 kl. 13.00


Denne tidlige lørdag eftermiddag havde søvn i øjnene. Den lænede sig bagover. Forsøgte at læne sig ind i den sidste rest af sommerferie, som var det en dyb liggestol, den nægtede at rejse sig fra.

Således var det også en stilfærdig oplevelse at ankomme til Vanløse Idrætspark, en halv times tid før kampstart. De få mennesker, der var ankommet før mig, sad som spredte helligdage på en stor, tom tribune, og var faldet dybt og ubehjælpeligt i hver deres sæt staver.

Jeg holder meget af intense, sitrende tribuner, men jeg holder også af den stilfærdigt summende sommer-tomhed, man kan opleve. Et fodboldstadion må også gerne være et sted, hvor folk kan sidde sammen, hver for sig, og være stille. Sådanne steder finder man generelt for få af i 2022.

Temperaturen valgte at sætte sig mellem to utilregnelige klapstole. Den befandt sig i udkanten af den føromtalte sommerferie, men også med kontakt til en lurende efterårsferie. Luften havde en skarphed, den ikke har haft i et stykke tid.

Et par minutter i kickoff fandt flere folk vej til rækkerne.
Til venstre for mig plantede en flok ældre, gæve gutter sig. Jeg kan ikke forestille mig andet end at minimum to af dem må have hedder Bjarne. Til højre for mig lykkedes en mand halvt med at skræve over et orange plastiksæde. Der kom ingen lyde fra hans mund, men jeg forestiller mig at han gav lyd fra sig indvendigt. I falset.

En dirrende pegefinger var ved at ramme bagsiden af min venstre øreflip. Fingeren sigtede dirrende ned mod banen, jeg var bare et tilfældigt bump på vejen, en tåbe der uforvarende havde fået forvildet sig ind i skudlinjen på en golfbane. 

”Det dér, det har aldrig været kunstgræs”, lød det fra pegefingerens ejermand. Det var det. 
Vaskeægte kunstgræs. Det stod som en artig konfirmand, der lige har været hos frisøren. Men det var ikke en diskussion, jeg havde tænkt mig at blande mig i, med tanke på pegefingerens ihærdighed. Der fandtes nok indestængt energi i den pegefinger til at forsyne hele stadion med strøm, i en uge.

Kampen kom på gled. Jeg frøs. Kunne se gåsehud på mine knæ, gennem bunden af mit ølkrus. Jeg løftede lige nøjagtigt hovedet i tide til at se Vanløses Marco Vinterberg folde en sikker pande ud, og stange kampens første mål i netmaskerne. 1-0.

Applausen var overraskende voluminøs, tilskuertallet taget i betragtning. Det lød som en middelstor meteorregn af overdimensionerede knaldperler, under tribunetaget. Der var liv i Vanløse. Der er noget fint over den pludselige vekselvirkning mellem summen og umådeholden jubel.

En ting, der altid slår mig, når jeg ser Vanløse spille hjemme, er hvor bredt klubbens publikum spænder, aldersmæssigt. Der er ofte mange børn – også i en størrelse, hvor de er nødt til at vikle deres hvide og sorte VIF-halstørklæder adskillige gange om halsen, for at disse ikke skal slæbe henad jorden. Der er børnenes forældre. Der er unge mennesker, i den alder hvor man, med millimeterpræcision, lægger sin kasket oven på hovedet, fremfor reelt at tage den på. Der er stort set også altid et fint fremmøde af segmentet med sølvfarvet hår, eller sparsomt hår. Sixpences, velvoksne øreflipper, hænderne på ryggen på vej mod ølboden.

Den flok repræsentanter for dette segment, der sad til venstre for mig – Bjarnebanden – var i højt humør efter det tidlige føringsmål. Og da en bold i det treogtyvende minut smækkyssede tæerne på den ene stolpe af gæsternes mål, nåede minimum to af disse ældre gutter at forhåndsfejre den antagne scoring med en halv fadøl hver, inden det gik op for dem at bolden var tumlet ud i verden igen, ud i frit spil.

En anden bold slap løs, et sted i randområdet af Lysengs målfelt. Gæsternes keeper pilede ud for at møde bolden, men han mødte desværre mest af alt den fremadstormende Vanløse-spiller, og pådrog sig hvad der virkede som en slem skade. Der blev et længere ophold i kampen, mens den gulklædte målmand var tvunget til at forholde sig horisontalt og blive behandlet.

Det viste sig at Lyseng ikke havde medbragt en reservemålmand til dagens kamp. Da det stod klart at førstevalget ikke ville komme på benene igen, måtte en markspiller trække i målmandstrøjen og sjoske ind mellem stængerne. Han så ukomfortabel ud. Fod i handske, hånd i hose. En ung fyr på dobbelt udebane.

Nogle gange får man en fornemmelse af en person, udelukkende baseret på personens stemme. Det oplever jeg ofte med stadionspeakere. Jeg vælger som regel, med vilje, ikke at kigge op mod speakerboksen, for, derimod, at knipse mit eget mentale portrætfoto af personen. Ved denne kamp i Vanløse Idrætspark, fik jeg en klar fornemmelse af at stadionspeakeren kunne hedde Ole, og spille badminton i sin fritid.

Ole var et fint indslag ved denne kamp. Rolig, men levende. Og ærlig.
Da kampen endelig gik i gang igen, efter skadespausen, meddelte han at Lysengs førstemålmand nu var blevet erstattet på banen. Erstatningen forblev dog anonym.
”Navnet må I undvære… jeg har det ik’”, meldte Ole.

Første halvleg blev trukket i ørerne for at indhente den tabte tid. Da måltavlen lyste 48:16, eller deromkring, lykkedes hjemmeholdets Simon Pedersen med en yndefuld tofodsdribling, lige bag fjendens linjer, hvorefter han færdiggjorde svendestykket ved at placere bolden sikkert i målets mundhule. 2-0. 
Tilfredsheden omkring mig var til at skære skiver af, da der blev fløjtet til pause.

Anden halvleg var stadig våd bag ørerne, da måltavlen tikkede 3-0.
Den stakkels Lyseng-vikar, med handskerne som fremmedelement, fik i fællesskab med en forsvarsspiller grebet-skubbet et hårdt indlæg ind over egen målstreg. Bolden hostede i nettet og Bjarnebanden lignede nogen, der savnede en flok cigarer at tænde.
Ole i speakerboksen opsummerede det fint: ”Ja… sjovt mål… 3-0 til Vanløse”

Men så vendte bøtten og billedet.
Få minutter senere reducerede Lyseng til 3-1, efter endnu en mærkværdig situation. ”Næsten lige så sjov” lød anmeldelsen fra speakerboksen. Og få minutter efter dette, stod der pludselig 3-2 på tavlen, og spændingen i kampen havde fået effektiv hjertemassage.

”Op med humøret!” brølede en gut ovre fra Bjarnebanden, tvært.
Generelt begyndte en vis humørmæssig metaltræthed at indfinde sig hos de ellers gæve gutter på min venstre flanke.
Da gæsterne, efter omtrent en times spil, indkasserede en udvisning og fik et frispark i en giftig position imod sig, var tilråbene mere af kommanderende end opmuntrende karakter; ”Se lige om I kan ramme målet!”
”Kig op!”, ”brug hovedet!”, ”tag jer så sammen!”, var andre gode råd der drev fra den sektion af tribunen.
”Det værste af det hele; de ka’ ik’ høre hva’ vi si’r” sagde Bjarne stille til Bjarne, lidt senere, i et øjebliks eftertænksomt klarsyn.
Til tider fylder passionen hele hovedet og hele brystet.

Det nåede at blive en kende nervøst, som kampen nærmede sig målstregen.
Men så lykkedes det alligevel Vanløse at slå sidste, forløsende søm i. 

Jeg fik netop flyttet blikket fra ingenmandslandet mellem tribunen og banen, hvor en ældre herre moonwalkede, siddende i en kørestol, i tribunens længderetning, i tide til at se Simon Pedersen blive dobbelt målscorer.

Den lyshårede 14’er modtog en selvindlysende fin stikning, dybt inde i feltet, og satte bolden i nettet, som en nål, der lukkede luften ud af kampen, som også kort herefter blev fløjtet i bad. 

Det blev fejret behørigt på rækkerne omkring mig, hvor ingen gjorde mine til at rejse sig foreløbigt. Der var stadig lidt næring at suge, fra en pokkers fin liggestol af en lørdag eftermiddag.