Vanløse IF – IF Lyseng (4-2)

Denne tidlige lørdag eftermiddag havde søvn i øjnene. Den lænede sig bagover. Forsøgte at læne sig ind i den sidste rest af sommerferie, som var det en dyb liggestol, den nægtede at rejse sig fra.

Således var det også en stilfærdig oplevelse at ankomme til Vanløse Idrætspark, en halv times tid før kampstart. De få mennesker, der var ankommet før mig, sad som spredte helligdage på en stor, tom tribune, og var faldet dybt og ubehjælpeligt i hver deres sæt staver.

Jeg holder meget af intense, sitrende tribuner, men jeg holder også af den stilfærdigt summende sommer-tomhed, man kan opleve. Et fodboldstadion må også gerne være et sted, hvor folk kan sidde sammen, hver for sig, og være stille. Sådanne steder finder man generelt for få af i 2022…

Vanløse IF – Boldklubben Avarta (2-0)

Det er ikke ofte, jeg drager afsted til en fodboldkamp, når klokken på det digitale ur stadig hedder 9 til fornavn. Det viser sig dog at verden også findes på dette tidspunkt, på en lørdag, og vejret, som var et skinnende barberblad af sol og blæst, fik mig nogenlunde nådesløst på stikkerne…

Vanløse IF – FC Roskilde (2-4)

Luften var tung da jeg gik ad stien fra Vanløse Station. Det føltes næsten som om, den var foldet dobbelt. Når jeg skriver ”jeg”, mener jeg i øvrigt ”vi”. Min seksårige søn og mig. 

Der lød en rumlen, et sted fremme, nær destinationen på vores rute. Ikke fra et tordenvejr, men fra en tromme der fik kærlige stryg, og ydermere tumlede rundt i cementrungende akustik.

Da vi ankom til Vanløse Idrætspark, var det sammen med en hel del andre mennesker, i en hel del forskellige aldre. Himlen havde fortsat tunge bryn, men den nye kunstgræsbane lignede en vandkæmmet konfirmand og folk havde smil smurt over ansigterne…

Vanløse IF – Næstved BK (3-1)

Jeg nåede lige akkurat at skimte en skakternet fane på Ålekistevej, inden jeg drejede om hjørnet, ned mod stadion. Det varede heller ikke mange solsammenknebne øjeblikke, fra jeg havde parkeret min cykel, før jeg også fik øre på begivenhederne.

På en helhjertet forårsdag, i anledning af sæsonens sidste hjemmekamp, havde en flok dedikerede Vanløse-tilhængere fået stablet både sig selv og en fanmarch på benene.
Det første rytmiske fællesråb, der mødte mine ører, var ”Fuck, hvor er vi flotte!”, hvis jeg ikke tager meget fejl. Det var svært at være uenig i…

Vanløse IF – AB Gladsaxe (0-2)

En ældre herre, et par rækker længere nede på tribunen, rømmede sig i en rytme der passede 1:1 med temaet fra ’The Final Countdown’. Det gjorde mig lidt nervøs.
Ikke grundet risiko for smitte – for vi var udendørs, og folk tog de nye retningslinjer vedrørende mundbind seriøst – men derimod fordi jeg var lidt bekymret for om jeg nu skulle have Europes hit fra 1986 på hjernen i 2 x 45 minutter, plus tillægstid…

Vanløse IF – Hillerød Fodbold (1-2)

Sveden kom pr. efterkrav. Halvandet minut efter jeg var hoppet af cyklen, havde jeg det som om jeg havde været i bad med tøj på. Et hidsigt ridt for at vriste mig fri af cykelstiernes hovedfelt resulterede nu i en lugt af livstræt bomulds-t-shirt.
Denne første septemberdag var fra starten en rodebutik af sommer og efterår. Aldeles umuligt at klæde sig på til. Fint illustreret allerede fra morgenstunden, da jeg spottede en sprinter i shorts, halstørklæde, solbriller og fingervanter…

Vanløse IF – AB Gladsaxe (1-3)

Der findes få ting der er bedre at bruge en formiddag på end at drikke kaffe, høre Blur og have udsigt til en weekend med divisionsbold. Sådan en dag der aldrig helt kommer ud af starthullerne. Sådan en lørdag, man mistænker for at være en søndag i forklædning…