Vanløse IF 1 – 2 Hillerød Fodbold
Vanløse Idrætspark, Sydbank Pokalen, 1. september 2020 kl. 17.00
(Kampen blev afgjort efter forlænget spilletid)
Sveden kom pr. efterkrav. Halvandet minut efter jeg var hoppet af cyklen, havde jeg det som om jeg havde været i bad med tøj på. Et hidsigt ridt for at vriste mig fri af cykelstiernes hovedfelt resulterede nu i en lugt af livstræt bomulds-t-shirt.
Denne første septemberdag var fra starten en rodebutik af sommer og efterår. Aldeles umuligt at klæde sig på til. Fint illustreret allerede fra morgenstunden, da jeg spottede en sprinter i shorts, halstørklæde, solbriller og fingervanter.
Nu stod jeg ved Vanløse Idrætspark, med salte bække fra begge tindinger, og stirrede ind i en låst låge. Normalt ville der have været åbent på dette tidspunkt, og alt imens stadion legede stilleleg, begyndte nogle skyer med en seriøst dårlig attitude at trække sammen. Jeg rådførte mig med et par ældre, mere rutinerede herrer, som venligt forklarede mig at der nok lige var nogen der skulle have fri fra arbejde før de kunne låse op. Det gav mening. Det var tirsdag.
Heldigvis holdt himlen tæt og omtrent en halv time før kampstart blev vi sluset ind, med afsprittede hænder og knastørre sko.
Hvis man kommer direkte fra myldretidscykelstiernes hæsblæsende stillingskrig er kontrasten slående, når det kommer til afstand og andre sikkerhedsforanstaltninger. Det kan godt være, coronavirus aka. COVID-19 aka. C19 stadig har en fest, men det bliver uden Vanløse IF som julemand.
En smilende kontrollør sørgede, på forbilledlig vis, for at afstandskravene blev overholdt under hele seancen.
I øvrigt bør der uddeles tapperhedsmedaljer til folk som, med livet som indsats, holder deres nys inde. Flere gange kunne man næsten høre kranierne implodere under tribunetaget.
Til at starte med virkede tribunen i øvrigt en anelse tom, men det ændrede sig gradvist. Jeg kan virkelig anbefale at troppe op i god tid, sådan en eftermiddag, og sidde med nogen eller en øl i hånden, og se folk strømme til.
En mand gik direkte hen og kyssede hjørnet af det grønne frimærke, der i dag skulle spilles fodbold på. Ældre mennesker med hænderne foldet bag ryggen, som kun disse generationer kan, fløjtede sig vej til deres sæder. Børn med Vanløse-trøjer, græsgrønne knæ og deres forældre i hånden stemplede ind.
Hovedscenen blev dog indtaget af fire langlemmede teenagedrenge. Kombinationen af volumen og stemmer i overgang var uovertruffen. På denne måde lignede de føl, men lød mere som æsler når deres stemmebånd forrådte dem og skred en tur i rabatten – med oktavspring der ville have gjort selv Jeff Buckley misundelig. De sørgede for at mene en hel masse om alting, hele tiden. Det var umuligt ikke at holde af dem.
Da de to hold blev klappet på banen var vi en mangfoldig flok på tilskuerrækkerne.
Kampen blev nu fløjtet i gang, og det stod øjeblikkeligt klart at indlevelsen – både på banen og lægterne – var noget større end ved mit sidste besøg på stedet. Hvor holdene sidst kun havde rent kosmetiske placeringer i tabellen at spille om, gjaldt det denne eftermiddag avancement i pokalturneringen.
Det rungede under tribunens tagbølgepap af kollektive suk, tilråb, klapsalver.
Sidstnævnte har altid mindet mig om navnet på en sjælden fugleart, og klapsavlerne fløj så sandelig i flok da hjemmeholdets Storm Jacob Jung, i det 20’ende minut, sendte bolden i nettet med en knaldhård inderside. Jeg forestiller mig, det må have føltes som verdenshistoriens mest vellykkede highfive. Med foden.
Begge mandskaber kastede herefter alt ind, bølgerne slog mod begge baglinjer, og efter 41 minutters spil havde en Vanløse-spiller uheld til at rette bolden i eget net. Stillingen var således 1-1 da der blev blæst til en velfortjent pause.
I 2. halvleg blev der hverken slækket på tempo eller chancer. Mod slutningen blev man nærmest søsyg som tilskuer.
Vanløse fik formøblet en chance af den slags, hvor de virker markant sværere at vippe bolden over mål, end ind i det.
Der var kun et enkelt afbræk i det hidsige tempo, da en vildfaren bold havnede hos en kvinde på første række. Et øjeblik så det ud som om hun, i et anfald af sceneskræk, var ved at kaste den telefon, hun havde i den anden hånd, tilbage mod banen, men hun lykkedes med opgaven.
Det stod efterhånden klart at vi skulle ud i forlænget spilletid, og da dommeren fløjtede den ordinære spilletid af, trillede flere af spillerne udmattede om i græsset, som børn efter en for lang dag i institution.
Men der skulle findes en vinder. Den forlængede spilletid blev sat i gang, solen skvattede ned, et sted ude bag skydækket, og en flok myg begyndte at danse lambada om mit venstre knæ.
Vanløses målmand diskede op med en pragtredning, men få øjeblikke senere fik Hillerød bolden i nettet, da de skar gennem hjemmeholdets forsvar, som engangsbestik gennem blødt smør. Gæsterne jublede behørigt, myggene var begyndt at foretage prøveboringer på mit skinneben.
Hjemmepublikummet var slukørede men nærværende.
“Dommer, kan du ikke skifte dig selv ud?”, råbte nogens onkel. De fire teenagedrenge var ved at gå ud af deres gode skind da Hillerøds målmand lagde sig i græsset. De mente ikke, det var tilladt for så stationær en karakter at få krampe.
Det endte dog uden yderligere scoringer. Hillerød var videre i pokalturneringen, efter slid, slæb og et maraton i benene.
En ældre Vanløse-tilhænger, med hovedet på halv stang og et blik der ikke var helt i vater, rejste sig og lignede én der lige skulle bruge øjeblik på at komme i tanke om, hvordan det nu er trapper fungerer. Han kom ned i god behold.
Mit bud er, at han er at finde på sit sæde igen, til næste hjemmekamp.
Noter fra tribunen 