AB Gladsaxe 2 – 1 Slagelse B&I
Gladsaxe Stadion, 2. division, søndag d. 6. september 2020 kl. 13.00
Jeg har hørt at de står parkeret i lagerhaller, i Ballerup, resten af året – disse sagnomspundne, midaldrende, lycradyppede mænd, man kun ser på de danske cykelstier i de tre uger, Tour de France står på.
Denne søndag kæmpede de en ulige kamp mod naturens enorme lunger, og må have ædt sig selv utallige gange undervejs. Ingen ruter i verden er længere, end den til Gladsaxe, i modvind. Jeg føler, det er et faktum.
Også jeg selv stod stille i vinden. Ikke som en majestætisk rovfugl, skarpt tegnet mod himlen. Nærmere som en træt russisk bjørn på en trehjulet cykel. Selv på vej nedad bakke stod jeg bomstille, alt imens blæsten forsøgte at vende mit ansigt på vrangen.
Min GPS, Joyce, var heller ikke på mit hold i dag, og blev ved at råbe vejnavne, som jeg er ret sikker på, hun selv fandt på.
Langt om længe tonede Gladsaxe Stadion dog frem i synsfeltet, og da jeg gik gennem tælleapparaterne var der stadig en time til kampstart.
På dette tidspunkt var jeg stort set alene på tribunen, og kunne frit vælge mig et fint, grønt sæde. Ikke at der var andre farver at vælge imellem.
Jeg satte mig, flettede fingre med en varm kop kaffe og faldt lidt i staver indtil dagens to mandskaber trissede på banen for at varme op.
AB Gladsaxes sæson var kommet skidt fra start i spillerunden forinden, og de havde derfor brug for at få point i banken mod dagens gæster fra Slagelse B&I, som derimod var kommet godt fra land med en sejr over den nye dreng i klassen, KFUM Roskilde.
Der er noget meditativt ved at overvære opvarmningen, og desto større var chokket da en ældre herre, med en blæsebælg af en københavnerdialekt, begejstret råbte ”Flæææskestegssandwich! Et sympatisk træk! Det’ sgu godt fundet på!”.
Jeg lettede adskillige centimeter fra sædet. Som en ufrivillig ninja, lykkedes det mig, i én bevægelse, at tabe koppen, gribe koppen igen, gribe den flyvende kaffe med koppen – og lande på mit sæde, omtrent 10 år ældre.
Det gik op for mig at der nu var folk omkring mig, og som så ofte: et bredt udsnit. Ældre herrer med vindblæste sideskilninger i skægget, unge hipstere klædt ud som gamle sømænd, afdæmpede teenagepiger forklædt som afdæmpede voksne, et ægtepar med fine identiske Carles Puyol-frisurer, en ildsjæl som smed jakken – hvilket det i øvrigt var alt for koldt til – og højtideligt bankede på AB-emblemet på trøjens bryst, uden at nogen så det.
Min kærlighed til disse mennesker på disse stadions bliver kun større og større, og så vil jeg langt hellere overvære en AB-spiller trille omkuld i græsset i forsøget på at tage to vip på højreskøjten under opvarmningen (det skete), end at sidde på et strømlinet stadion og mærke ingenting.
Tre minutter før kampstart sendte en regnsky et par spredte advarselsskud, men de fleste af os – de grønblusede, de neutrale og det pæne opbud af rødblusede gæster – havde nu alligevel placeret os på den del af tribunen med det bedste udsyn, selv om det ikke var overdækket.
Vi havde således glimrende overblik da dommeren fløjtede opgøret i bevægelse.
På dette tidspunkt sad jeg bag en gut, som jeg antager var far til en af spillerne på banen. Han var en lille fest i sig selv, og udviste mindst ligeså stor indlevelse som junior og de andre spillere på banen. Det er svært at gengive stoltheden i hans stemme, da han jublede ”Hvor er det godt filmet, mand! Det gør han også derhjemme når han skal tage opvasken – så trækker han lige en fiber!”.
Om der var tale om film da AB, efter ti minutters spil, fik tilkendt et straffespark, nåede jeg ikke at opfatte. Ikke desto mindre blev det udnyttet. 1-0, og AB-tilhængerne gav volumeknappen et velplaceret smølfespark.
Da kampen var en halv time gammel, var der nogen som vred en massiv mørk sky som en karklud over Gladsaxe Stadion. Som en brandøvelse med omvendt fortegn, blev stort set hele tribunen clearet på 0,5 sekunder, da folk søgte tilflugt længere oppe, under tribunetaget. For spillerne på banen må det have lignet et tryllenummer.
Heldigvis er dette stadion gearet til højere luftlagt end 2. division, så der var rig mulighed for tørvejr. Jeg selv søgte også op på dækket, som dog var hjemsøgt af en vind der trak gennem marv og ben. Her kunne jeg, bitter og blåbenet, konstatere at shortssænonen nu officielt var ovre.
Der skulle dog imidlertid mere til at skræmme stemningsfansene, som buldrede videre på trommen et sted dernede, nær slagmarken, som feststemte orker i Morias miner.
Regnen takkede så småt af i løbet af pausen, og jeg havde netop fået stukket hovedet så langt ned i mine friske koffeinforsyninger, at jeg gik glip af Slagelses udlignende mål, som faldt efter en times spil.
Den røde sektion havde kun lige jublet færdigt før kampen begyndte at opføre sig som en løbsk metronom. Begivenhederne skvulpede frem og tilbage, og der gik et suk gennem rækkerne da Slagelse, i det 76’ende minut, havde et slangehug på stolpen, som må have fået rammen til at vibrere flere minutter efter.
Fem minutter i lukketid havde solen fundet vej til de vindblæste tilskuerrækker. En firkløver dumpede ned fra himlen, havnede i hatten på hjemmeholdet, og en lidt tilfældig, herreløs bold dumpede pludselig ned i gæsternes mål.
2-1 til AB – og med ét lignede tilskuerafsnittet foran mig én stor St. Patricks Day-fejring, hvor grønne faner og grønne folk fór op, som trolde fra æsker, som leprechauns fra skuldertasker.
Herfra virkede det som om, al taktik gik op i røg, hat og briller. Hjemmeholdet fik to enorme muligheder for at bringe sig yderligere foran, men spillerne virkede så trætte at de ikke rigtigt orkede at afslutte.
Kampen endte med hjemmesejr, og stemningen blandt de grønne var både vandfast og vindtæt da de forlod stadion.
Noter fra tribunen 