FA 2000 1 – 0 Boldklubben Avarta
Frederiksberg Stadion, 2. division, lørdag d. 29. august 2020 kl. 13.45
Der duftede lidt af efterår på Frederiksberg Stadion i lørdags. Luften havde en smule mere kant end den har haft i nogle måneder.
Det havde været nemt at synke hen i mild melankoli, hvis det ikke lige havde været for en håndfuld vanvittige kamikaze-hvepse, som væltede rundt og prøvede at starte slåskampe med alt og alle.
Jeg forestiller mig hvordan Nik & Jays En dag tilbage har braget ud i cockpittet, mens disse nævenyttige giftnåle med vinger – og en klar agenda om at se verden brænde – maste sig helt op i masken på os sagesløse mennesker, der bare ønskede os en rolig dag i parken.
Ikke desto mindre var dette besøg – mit første – på Frederiksberg Stadion dog en fintunet fornøjelse. Jeg fornemmede straks en stemning, da jeg gik gennem portene en time før kampstart, og et lunt gemyt af en ældre kontrollør stak mig et kampprogram med ordene ”Værsgo, håber det virker”.
De frivillige i disse klubber er af det pureste guld, og den varme man bliver mødt med i en klub som FA 2000 er turen værd alene.
Fra grillen blev der sendt røgsignaler, som må have kunne ses helt ude i Sundby Idrætspark. I den forbindelse spurgte en besøgende, med en smule ængstelse, hvor længe det mon ville vare før man kunne anskaffe sig en pølse med brød. ”Bum-bum. Et slag på taskerne: halvanden times tid!”. Og som ekstranummer en latter, så sprukken at Tom Waits ville have lettet på hatten.
Som en afspejling af selve bydelen Frederiksberg, er stadion også en sammensat størrelse af nyt og gammelt. Støv og strøm. Ikke ulig føromtalte Sundby Idrætspark, er matriklen her også indkapslet af træer og buskadser, som vitterligt giver fornemmelsen af at befinde sig i en park. Begge steder findes tribuner der ikke er født i går, begge steder står en irgrøn statue nær det ene mål. Samtidig byder begge parker på velfriseret kunstgræs og en løbebane som støjer lidt i synsfeltet.
Jeg valgte mig en plads på øverste række af de smukt medtagede, grønne træbænke, der udgør siddepladserne. Den slags går lige i brystlommen på fodboldpladderromantikere som mig. Der var en næsten tjæreagtig duft under tribunetaget, og jeg inhalerede i fulde drag.
Midt på tribunen var en dykkerklokke fra fremtiden dumpet ned mellem trækonstruktionerne. Et lille drivhus, hvorfra stadionspeakeren kunne udføre sine kampdagspligter. Det var desuden her, musikken på stadion blev afviklet. Jeg kunne således nippe til min første øl til lyden af Shakira eller Kermit, der sang ”Waka waka” dybt nede fra halsen. Efterfølgende var et Volbeat-nummer gået forkert, og blev skippet prompte efter få sekunder.
Kort før de to mandskaber løb på banen, traskede tre gæve gutter med gråt eller intet hår – og en øl til hver hånd – forbi, mens sangen Dance Monkey tøffede ud af højtalerne. Nogen vil måske mene, det er en sang med en lidt særpræget vokal. I hvert fald hørte jeg en af dem spørge desorienteret ”Hva’ fa’en er dét, der siger sådan?”.
Uden de store armbevægelser blev opgøret beordret i gang af dagens kampdommer.
Her, til sæsonens første kamp, var der ikke trommer og syngende tilhængere, som man til tider støder på rundt omkring i divisionerne. Bortset fra fire drenge i indskolingsalderen, som i små eksplosioner lød som en af de mere eksperimenterende Björk-plader, var her nærmere en dyb, koncentreret murren blandt publikum. Det lød som et elektrisk piskeris i en kop ymer.
FA 2000 er – måske lidt overraskende – stiftet i 1999, da tre ældre klubber slog pjalterne sammen. Enogtyve år er en ung alder for en fodboldklub, og til trods for de ældre rødder, tager forankring naturligvis tid.
Men selv om det således var dem, der befandt sig på banen, som råbte højest denne eftermiddag, var der alligevel en dragende atmosfære og fornemmelsen af potentiale.
Selve fodboldkampen var en lidt grovkornet ballet. I perioder var det som en brydekamp i 8-bit, men der blev kæmpet med næb og kløer, og jeg – plus de 267 andre, der overværede kampen – var godt underholdt.
I det 29’ende minut studsede et frispark fra Avarta overliggeren, hvorefter bolden slog ned i banen. Der opstod straks tumultarisk uenighed om hvorvidt den havde krydset målstregen eller ej. Nogle så den mindst en meter ude, og kastede sig ud i dirrende foredrag om udgangsvinkler og boldens opspring fra underlaget. Andre prøvede med lystfiskervingefang at gøre dommeren opmærksom på, at den naturligvis måtte have været et par meter inde.
Folk diskuterede stadig da FA 2000’s Lucas Simonsen, nogle minutter senere, fik knoklet sig igennem de grønnes bagerste linjer. Gæsternes målmand fik kun halvklaret skudforsøget og jublen var stor da Sebastian Jacobsen øjeblikket efter kunne puste kuglen over stregen til 1-0.
Pausen kom og gik. Det sydede og boblede som kampen skred frem. Ikke mindst under de to respektive træneres kasketter. Flere gange måtte både kampdommer og linjevogter demonstrativt banke dirigentstokken i nodestativet og bede om kammertonen.
En FA 2000-spiller nærmede sig sin egen bænk for at give en melding, men fik fluks kastet ”Nu holder du altså kæft og går op og scorer” og en række velmente udråbstegn efter sig.
Med den papirtynde 1-0-føring til hjemmeholdet, forplantede anspændtheden sig også til tilskuerrækkerne. Tænder blev slebet, negle blev kortere og der lød en venlig-nervøs latter, da den gode stadionspeaker, som havde sit hyr med annonceringer af ud- og indskiftninger, kæmpede lidt med at få tungebåndet omkring meldingen vedrørende den Huawei-telefon, nogen havde mistet. ”Hooray-telefon” var det nærmeste, vi kom. Der var vigtigere sager at se til.
Resultatet viste sig at holde. En ildsjæl af en kontrollør, i neonferskenlaksefarvet vest, som udover at passe sin security-funktion havde ageret både træner, kommentator og enmandsheppekor under kampen, kunne knytte næverne, mens et lettet bifald regnede ned fra trætribunerne, da dommeren fløjtede kampen og sommeren af.
Noter fra tribunen 