Vanløse IF – AB Gladsaxe (1-3)

Vanløse IF 1 – 3 AB Gladsaxe
Vanløse Idrætspark, 2. division, lørdag d. 27. juni 2020 kl. 15.00


This is a ballad for the good times
So put a battery in your leg


Der findes få ting der er bedre at bruge en formiddag på end at drikke kaffe, høre Blur og have udsigt til en weekend med divisionsbold. Sådan en dag der aldrig helt kommer ud af starthullerne. Sådan en lørdag, man mistænker for at være en søndag i forklædning.

På forunderlig vis var Godthåbsvej også omtrent dobbelt så lang som den plejer at være, da jeg skulle forcere den. I hvert fald tog det omtrent dobbelt så lang tid. Og da jeg parkerede cyklen ved Vanløse Idrætspark havde jeg fornemmelsen af at have parkeret midt i en endeløs sommerferie. Det var perfekt.

Ved indgangen fik jeg udleveret kampprogram og håndsprit, 2020-style, og fandt en plads nogenlunde midt på tribunen.
At dømme ud fra spindelvævet på det engang-skrig-orange sæde, var det noget tid siden nogen havde siddet der. Formentlig har det ikke været rørt siden dengang, Corona bare var en øl til folk der ikke helt bryder sig om smagen af øl.

Jeg kunne samtidig konstatere at jeg havde fået placeret mig et sted hvor jeg havde rig mulighed for intens øjenkontakt med en stolpe. Den slags lever man med. Den holder trods alt tribunetaget oppe, hvilket jeg jo i bund og grund sætter stor pris på.

Selve stadion var hvad en ejendomsmægler nok ville beskrive som ”charmerende”. Det plejer at betyde ”Din ryg kommer til at have form som et 7-tal i løbet af en måned, når du har skulle bade, stående bøjet henover et toilet på halvanden kvadratmeter”, men i dette tilfælde betyder det egentlig bare at der er en hovedtribune på den ene langside, nogle fine trætribuner på den anden langside – og at hele herligheden er dumpet ned midt i et venligsindet villakvarter, hvilket stadion også emmer af. Tid der ikke rører sig ud af flækken, jordbærmarker for evigt.

For at føje lidt kant til billedet, kunne man i horisonten – klemt inde mellem en masse grønt og en enkelt blodbøg – skimte Bellahøjhusene. De stod ud som en flok grå, langlemmede suspekte typer, man ikke har lyst til at rende ind i efter mørkets frembrud.
Jeg holder meget af dem, for the record.

Omtrent 50 minutter før tid tjekkede en lille flok af udeholdets tilhængere ind. Med grønne faner og armene over kors. De havde også husket deres tromme.
Nu skal alt ikke komme til at handle om trommer til fodboldkampe, men man lægger virkelig mærke til dem når tilskuertallet er et godt stykke under 400. Det var dog sparsomt hvad man hørte til dagens tøndeslager. Til at starte med, da vi stadig kun var i omegnen af 20 mennesker på stadion, lød det som om han prøvede at spille ’Running Up That Hill’ med Kate Bush. Det gjorde han dog nok ikke.
Under selve kampen hørte man kun trommen når han forsøgte at stresse modstandernes spillere i forbindelse med hjørnespark.

Stemningen steg mådeholdent op mod kampstart. En ældre herre på en el-scooter dyttede mens han kørte med hele hovedtribunens længderetning. Det blev til ret mange dyt, da han kørte med 1-2 kilometer i timen.

Så løb – ok, gik – spillerne på banen. Fra AB’s tilhængere blev en sparsom mængde konfetti kastet på banen. Det så mest af alt ud som om nogen havde skudt en middelstor grøn/hvid due, men point for indsatsen.

Den føromtalte sommerferiestemning gennemsyrede også selve kampen. Personligt passede det mig perfekt. Minutterne dryssede af kampuret i slowmotion og det lykkedes en bemærkelsesværdig stædig Hjem Is-bil at overdøve publikum i størstedelen af de indledende ti minutter.

Vanløse IF ligger lunt i tabellen i 2. division. Ingen kniv for struben og jeg fornemmede at der er konsensus om at det generelt har været en godkendt sæson. Måske af samme grund følte hjemmeholdet sig ikke ligefrem pisket til champagnebold denne dag.
I langt størstedelen af seancen virkede de overtrumfet af gæsterne fra Gladsaxe og kampen ramte reelt point of no return kort før pausen, da Vanløse fik en mand udvist og AB i samme anledning omsatte et straffespark til 2-0 i gæsternes favør. Det virkede ingenlunde som den farligste føring på denne lørdag i søndagsklæder.

AB nåede også at komme foran med tre pinde, inden Vanløse til sidst fik reduceret ved Oliver Langs skud fra distancen. Jeg ved ikke om det var ment som et skud på mål eller et indlæg, men flot så det ud da bolden svævede over målmanden og dalede, som med faldskærm, ned i netmaskerne.

I modsætning til de seneste par divisionskampe, jeg har overværet, blev der ikke sunget på tilskuerrækkerne denne dag. Til gengæld brugte tilhængere af begge klubber de sidste 5-10 minutter på at råbe ”Skyyyyyyyyyd!”, hver gang en af deres spillere krydsede midterlinjen med bolden.

Så hostede dommeren tre gange i fløjten og det hele var forbi. Det blev aldrig nogen festforestilling af en fodboldkamp, men tømmermænd kan også være en helt smuk, let abstrakt størrelse.