Fremad Amager – FC Roskilde (2-0)

Fremad Amager 2 – 0 FC Roskilde
Sundby Idrætspark, 1. division, søndag d. 28. juni 2020 kl. 13.00


I søndags hoppede jeg på cyklen med fornemmelsen af at skulle på en form for tidsrejse.

For mig har navnet Fremad Amager altid ligget lagret et sted i baghovedet, luret tavst i kulissen. Jeg aner ikke hvordan det er havnet der. Måske er det mine forældre der har kodet det ind i min tidlige barndom, som en slørhale til det succesrige 80’er-landshold. Jeg har i hvert fald både tydelige og utydelige minder om Frank Arnesen, Søren Lerby, Ivan Nielsens overskæg.

Fremad Amager er altså ikke en klub, jeg har haft et forhold til, men alligevel har den hele tiden haft en plads i periferien af min bevidsthed. Sådan var det i hvert fald indtil for tre måneders tid siden.

Da Danmark, sammen med resten af kloden, klappede sammen som følge af COVID-19, blev tiden pludselig en underligt dirrende, fastlåst størrelse. Man var hjemme, men havde ikke ligefrem fornemmelsen af hverken at holde- eller at være fri.
Ingen vidste præcist hvad der skulle ske, der var intet gelænder at holde i, hvilket er en skræmmende oplevelse for de fleste.

Mit svar blev at læse bøger om fodbold. Det at sidde med en bog – og dermed fjerne mig selv fra myriaden af gule bjælker på diverse skærme – hjalp mig ganske enkelt til at trække vejret.
At bøgerne alle havde fodbold som tema er nok heller ikke noget tilfælde. Det er det perfekte helle for mig. Det emmer af mild barndom og udgør samtidig en masse checkpoints i løbet af mit liv, som hjælper mig med at holde styr på kronologien.
Jeg kan eksempelvis huske at jeg stod og tissede i en busk bag et sommerhus da Martin Jørgensen scorede til 1-0 mod Brasilien til VM i ’98 (og at jeg var tæt på at få våde sko).

Under lockdown fik jeg således gnavet mig gennem en hyldemeters fodboldbøger. Jeg inhalerede alt hvad der duftede den mindste smule af græs og kridtstreger. Cruyff, 80’er-landsholdet, mirakler i Castel di Sangro, biografier, romaner.

Så ramte jeg Fodboldenglen. Dén stod ud. Hans-Jørgen Nielsens generationsroman fra 1979 er en smuk og voldsom fortælling om Danmark i 70’erne, kvindefrigørelse, fodboldens uforfalskede poesi, venstrefløjens selvmål – og som et anker gennem hele fortællingen ligger klubben Fremad Amager.
Jeg forstår godt, den betragtes som en klassiker. Den gjorde kæmpe indtryk på mig og jeg besluttede mig for at Fremads hjemmebane, Sundby Idrætspark, skulle være et af de første steder jeg skulle besøge når landet igen kom nogenlunde på højkant.

Bare rolig, nu bliver det mindre højstemt.

Den tidsmaskine der fragtede mig Sundby, denne søndag, har ikke været kalibreret ordentligt. Jeg havde en forventning om at den ville sende mig tilbage til årtiet før jeg blev født, til en magisk version af 70’erne. I stedet havnede vi akavet midt på plankeværket, og da jeg parkerede min cykel ved stadion kunne jeg konstatere at Bonsoir Madame med Big Fat Snake blæste ud af højtaleranlægget.
Herefter vankede der perler fra både Humleridderne og Den Gale Pose – og da jeg bestilte min øl måtte jeg nærmest råbe for at overdøve ”Vil du, vil du, vil du break my heart”.

Men magien opstod alligevel. Allerede en time før kampen, da jeg drejede ned ad Englandsvej, så jeg en familie med tre generationer repræsentere, som var ude at spadsere i deres blå Fremad-trøjer. Jeg er en sucker for den slags.

Og Sundby Idrætspark er noget specielt. Det er meget muligt at klubben for tiden roder rundt lige over dyndet af 1. divisions nedrykningspladser, men der er alligevel et ekko af noget stort og vigtigt. Noget af det første, man bemærker når man træder ind gennem portene, er statuen En fodboldspiller fra 1903.

En anden påfaldende ting var at der ikke lod til at være noget skel mellem tilhængere, som elsker klubben med liv og sjæl, og dem, der havde en jobfunktion derude denne dag. Nogle var væsentligt yngre end yours truly, andre havde nået en alder hvor de har flere fingre end tænder. Det spillede ingen rolle. De overlappede og hjalp hinanden på kryds og tværs. Den slags smitter af på stemningen.

Jeg fandt mig en plads øverst på tribunen. Mine sidekammerater på rækken var to ældre gutter og to ældre gutinder. De havde vejrbidte ansigter, 50% af dem var i træsko og over alle fire besad en stemmepragt der kunne gøre sig glimrende i et Joe Cocker Tribute-orkester.

Det var ikke en flok kedelige kommentatorer at have i det ene øre.

De lo til de hostede når en af deres egne spillere ømmede sig en tand mere end hvad de mente var nødvendigt, og da en Roskilde-spiller forspildte en stor chance, ved at misse målet med en ladeports bredde, råbte en af gutterne – vi kalder ham Bjarne (og så vil jeg tro der er 70% chance for at vi har ramt rigtigt) – ”Du er så dygtig, mand! Med dine neon-tøfler, mand!”.

Hver gang Bjarne & co. skulle til øl-boden og proviantere – og det skulle de ofte – rejste jeg mig troligt op. Jeg forestiller mig at deres knæ har gjort deres arbejde gennem mange år og nu er gået på pension. Der findes ikke nok WD-40 i denne verden til at gøre det rart for dem at skulle skræve over sæderækkerne.

Seks minutter efter kampen blev fløjtet i gang bragte Fremad Amager sig foran og folk fløj op fra deres sæder mens ’Vi er dem de andre ikke må lege med’ brølede ud af højtalerne. Søndag i Sundby.

Otte minutter før pausen gik himlen i stykker. Den revnede simpelthen på midten fra det ene øjeblik til det andet, og vandmasser af bibelske dimensioner væltede ned over banen. Min vejr-app havde ganske vist sendt trusselsbreve hele dagen, men det var først nu der blev gjort alvor af det. Tænk på lyden af regnens trommen på taget og forestil dig så hidsige pauker. Tribunetaget holdt, men jeg nægter at tro, de har regn af samme tyngde på Gentofte Stadion. Søndag i Sundby.

Et minut før pausen parerede publikumsfavoritten, Fremads målmand, kaldet ”Danne” (og sågar kaldet ”Dannevirke” når de kom op på de helt høje nagler) et missil af et skud fra klods hold til bragende klapsalver. Søndag i Sundby.

Pausen gav anledning til at tage omgivelserne yderligere ind. Der er tiltag til strømlining, men de kommer (heldigvis, fristes man til at sige) ikke helt i mål. Banen udgøres af velfriseret kunstgræs, der er flashy elektroniske bannerreklamer og ligeledes en stor elektronisk måltavle. Denne dag virkede den dog omtrent 35%. Man kunne således ikke se kampens stilling, til gengæld kunne man næsten se hvor lang tid der var spillet. Søndag i Sundby.

15 minutter inde i anden halvleg kom Bjarne gående tilbage til sin plads med en flok friske øl. En af dem stak han mig. ”Fordi du er så fandens flink til at rejse dig”. Søndag i Sundby!

20 minutter før slutfløjtet lykkedes det Kristoffer Munksgaard at blive dobbelt målscorer og sikre Fremad sejren.

Da kampen var slut trak jeg tiden lidt ud. Det var svært at løsrive sig. Men der var ophold i regnvejret og det virkede som det rigtige tidspunkt at hoppe på jernhesten. De blå/hvide engle skulle på værtshus, og jeg sendte vejrguderne en venlig tanke. Jeg skylder dem en øl til næste hjemmekamp.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: