Luften var tung da jeg gik ad stien fra Vanløse Station. Det føltes næsten som om, den var foldet dobbelt. Når jeg skriver ”jeg”, mener jeg i øvrigt ”vi”. Min seksårige søn og mig.
Der lød en rumlen, et sted fremme, nær destinationen på vores rute. Ikke fra et tordenvejr, men fra en tromme der fik kærlige stryg, og ydermere tumlede rundt i cementrungende akustik.
Da vi ankom til Vanløse Idrætspark, var det sammen med en hel del andre mennesker, i en hel del forskellige aldre. Himlen havde fortsat tunge bryn, men den nye kunstgræsbane lignede en vandkæmmet konfirmand og folk havde smil smurt over ansigterne…
Noter fra tribunen 