Vanløse IF – FC Roskilde (2-4)

Vanløse IF 2 – 4 FC Roskilde
Vanløse Idrætspark, 3. division, søndag d. 12. september 2021, kl. 13.00


Luften var tung da jeg gik ad stien fra Vanløse Station. Det føltes næsten som om, den var foldet dobbelt. Når jeg skriver ”jeg”, mener jeg i øvrigt ”vi”. Min seksårige søn og mig. 

Der lød en rumlen, et sted fremme, nær destinationen på vores rute. Ikke fra et tordenvejr, men fra en tromme der fik kærlige stryg, og ydermere tumlede rundt i cementrungende akustik.

Da vi ankom til Vanløse Idrætspark, var det sammen med en hel del andre mennesker, i en hel del forskellige aldre. Himlen havde fortsat tunge bryn, men den nye kunstgræsbane lignede en vandkæmmet konfirmand og folk havde smil smurt over ansigterne.

Vi begav os hen langs tribunen for at proviantere, cirka samtidig med at spillerne begav sig mod omklædningsrummene, efter deres opvarmning. 
Da vi passerede Vanløse IF’s stemningsfans – CURVA – på vej til boderne, måtte Junior pludselig sætte sig på hug.

Han var i dagens anledning klædt som en hemmelig agent fra en tegneserie – med hat og solbriller – og det var således lidt svært at afkode hvad der foregik inde bag de tonede ruder, men jeg forstod på ham at stortrommen blev benyttet så eftertrykkeligt, at han følte, det blafrede i solar plexus.

Det var også et imponerende lydtryk, den veloplagte Curva leverede. 
Fodbold er en fin sport i sig selv – som unægteligt lader til at være kommet for at blive – men det er og bliver menneskerne, der findes omkring sporten, der giver den liv.

Denne lørdag eftermiddag var livet i høj grad repræsenteret ved disse stemningsskabende tilhængere, men også de omtrent 800 børn i hvide Vanløse-trøjer, der var samlet på banen kort før kampstart. De myldrede ud mod tribunen igen, som en flodbølge i knæhøjde, blev tiljublet af Curvaen, og kampen kunne sættes i svingninger.

Vi klatrede langt op på rækkerne. Herfra kunne vi se små sorte eksplosioner slå op fra underlaget, hver gang bolden slog ned. Nede foran tribunen så en gut ud til at lede efter en mønt i sin lomme, men var så optaget af kampen at han præsterede at tabe både 10’ere og 20’ere på jorden i processen, uden at lægge mærke til det i første omgang.

Kampen var også en spillevende størrelse. Gæsterne fra Roskilde sendte et missil få centimeter ved siden af den ene stolpe, som fik svitset et par knurhår i situationen. ”Dårlig’, dårlig’” messede Vanløse-tilhængerne lettet fra modsatte ende af parken. Junior, som ikke bare havde vænnet sig til stemningen, men nu også var blevet decideret grebet af den, proklamerede at han havde intentioner om at medbringe den blokfløjte, han har lånt fra sin musikskole, næste gang, vi skal til fodbold.
Jeg responderede med et klart og rungende ”Ja-eh, det må vi lige se på”.

Der gik ikke mange øjeblikke fra førnævnte chance til FC Roskilde, før kuglen fandt vej til rusen. Vanløse-keeperen fik en frossen vante på afslutningen, men formåede ikke at forhindre bolden i at spankulere nonchalant over mållinjen. 0-1.

En lidt ældre gut på rækken bag os, iklædt min fars frisure anno 1995, prøvede at ryge en cigaret for at komme sin hoste til livs. Curvaen, som kort tid forinden havde haft gang i en sang på melodien fra DJ Ötzis desværre udødelige klassiker, ’Hey Baby’, kastede sig nu ud i et uddrag fra introsangen til Luftens Helte. Bum bum bum, bum-bum bum-bum-bum- bum, bum bum bum-bum-bum – det skal nok gå!

Ikke desto mindre gik der kun fire tyndbenede minutter, før en Roskilde-spiller foldede en kælen inderside ud af sin venstre støvle og trillede bolden ind langs foden af den ene opstander. 0-2, med 27 minutter spillet. 
Og i det 44. minut smuldrede tingene yderligere for Vanløse, da en returvare blev sendt i kassen af udeholdets Andreas Maarup, hvilket betød at der blev blæst til pause med “0-3” nådesløst indgraveret på måltavlen.

Stemningen i Vanløse Idrætspark holdt dog stand.
Personligt blev jeg kortvarigt sendt på en tur til mine sene teenageår med Nostalgi-Rejser A/S, da ’Every You Every Me’ med Placebo stak en Dr. Martens i størrelse 44 ud af stadionhøjtalerne. 
I det sekund, jeg vendte mig mod junior for at berige ham med denne musikalske anekdote fra før verden kom i HD, der ville kede ham bravt, kom han mig i forkøbet ved begejstret at udbryde ”Hold da op, den sang lyder meget forfærdelig!”. 
Jeg rullede pænt tanken sammen igen og stak den i lommen.

Anden halvleg var knapt fyldt seks minutter før Roskilde-mandskabet stak en fjerde nål ind. Benjamin Lund havde medbragt en følt venstrefod og havde derudover en lille ladeport at sigte efter. 
0-4.
Gutten bag os hostede en sarkastisk fanfare, spyttede en marsmand, og fumlede småfebrilsk efter en ny pind at sætte ild til.

Vanløse fik kæmpet sig frem et par anseelige chancer, men fik dem ikke vekslet til andet end de mønter, man slæber med hjem fra ferie. Dem, du tænker, du måske kan bruge næste gang. De småpenge der ender med at ligge og samle støv i en krukke, og udelukkende generer dig når du støder på dem.

Det så ud til at blive værre endnu for hjemmeholdet.
I det 61. minut gik en ørn i græsset og dommeren rettede en sikker fingerpistol mod straffesparkspletten. Bag mig var den storrygende gut få sekunder fra at hive totter ud af hovedet på sig selv, så hans frisure slet ikke ville ligne min fars frisure anno 1995 længere.

Men Vanløses målvogter fik på fornem vis pareret forsøget fra elleve-meter-pletten. Der lød stor jubel fra en flok mennesker, som hungrede efter ting at juble over. Og sørme om ikke handlingen ramte en båndsløjfe, og hele scenariet udspillede sig en gang mere, ganske kort tid senere. Den eneste forskel i denne genudsendelse var, at målmanden ikke reddede straffesparket, men at bolden derimod highfivede indersiden af stolpen, hvorefter den blev ekspederet ud af spil.

Hjemmeholdet kunne reelt have været bagud med smertefulde 0-6 på dette tidspunkt, og lettelsen over at undvige endnu en scoring imod, sang fornøjeligt i tribunens cement.
Det var dog intet sammenlignet med det jubelbrøl, der slog kolbøtter over parken, da Vanløse fik reduceret til 1-4, med et kvarter tilbage af kampen. 

Det forekom mig, at den skakternede fane der vajede ovre ved stemningsafsnittet, nu stod endnu skarpere tegnet end før. Solen åndede pludselig folk i nakken, gennem ruderne over tribunens bagerste rækker, for en kort bemærkning. Selv hvepsekirkegården, på cementgulvet bag os, kom til live.

Og det blev bedre endnu for hjemmepublikummet.
Adskillige spadestik nede i kampens overtid, lykkedes det Vanløse at nette en gang mere. Det er muligt, der var tale om resultatmæssig kosmetik, men samtidig skal man ikke undervurdere hvad det kan betyde at komme ud af en lurende katastrofe med bare et enkelt lag skin mere på næsen.

Jeg begyndte at finde regnjakker frem til at skærme os mod et regnvejr, der aldrig rigtig kom. Dommeren fløjtede af, skyerne lå hulter til bulter på horisonten, og en helt igennem fin søndag var blevet forkortet med et par helt igennem fine timer.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: