AB Tårnby – Køge Nord FC (4-0)

AB Tårnby 4 – 0 Køge Nord FC
Tårnby Stadion, Danmarksserien, lørdag d. 4. september 2021 kl. 14.00


Nanna med den røde mund og lange sorte negle.
Ordene og melodien blæste rundt i udkanten af hørelsen, men tog til i styrke i takt med at vi nærmede os Tårnby Stadion.
Hvis man har et stadion på Amager, virker det ærlig talt også som spild ikke at spille Kim Larsen. Ikke mindst når dagen tager sig så helt igennem strålende ud som dette pragteksemplar af en lørdag.

Det var min første nål, dette sted på kortet – min første fodboldudflugt til dette stadion. Og jeg var ikke alene. Det er jeg naturligvis sjældent på tribunen, men denne lørdag var jeg ydermere i selskab med min ældste søn. 
Jeg tænker, det er på plads med en kort introduktion. 

Førstearvingen er seks somre høj. En lille, tænksom gut. Moderat interesseret i fodbold på nuværende tidspunkt, men i virkeligheden nok mere interesseret i alt det, der foregår rundt om fodbolden, end i hvad der sker mellem kridtstregerne.
Det giver en skøn kombination af et noget tilfældigt detaljefokus – og en optagethed af det samlede kampbillede, der kan ligge på et forsvindende lille sted. Det vrimler ikke altid med skarpe taktiske analyser fra den kant, men det er altid en fornøjelse. 

En fornøjelse er også lige præcis, hvad det var at gå gennem tælleapparatet ved Tårnby Stadion og se de charmerende omgivelser slænge sig på langs i solskinnet. En fodboldbane, omkranset af et hyggeligt amfiteaters stentrappetrin, omkranset af en forsamling træer i nystrøgne uniformer. 
Den eneste lille splint i dette fine billede er, at en løbebane også har sneget sig med til festen, som en middagsgæst uden situationsfornemmelse.

Der er plads til ganske mange mennesker på stentrapperne omkring banen – især for en klub der for tiden befinder i Danmarksserien – og af samme grund føltes det også som om, en sommerferieforladt dag var skåret ud fra en tidligere side i kalenderen, med kirurgisk præcision, og placeret nænsomt i skødet på os.

Som udgangspunkt er jeg naturligvis glad for fyldte tribuner. Men der er stort set altid stemning at suge til sig – også selv om man ikke ligefrem kommer hjem fra stadion med ringen for ørerne – og i dag var der stemning i metermål.

Vi satte os på solsiden, midt i et sløvt ekko af juli, som altså nu rungede ind i september og gjorde det for varmt at have jakke på. Det var perfekt.

Kampen kom på gled.
Det rødklædte hjemmehold flåede taktstokken til sig, før det hvidblusede udehold helt var kommet ud af fjerene.

Efter to minutters spilletid vendte Juniors hoved alle andre steder hen, end ind mod banen. Han var i færd med en entusiastisk monolog omhandlende de hurtigste måder at tælle til 100, og nåede i øvrigt at demonstrere adskillige af disse, over den næste håndfuld minutter.

Til højre for os sad en familie, bredt ud i tre generationsled. Plus en hund. De fulgte begivenhederne på banen med venligt alvor. Selv hunden var på dette tidspunkt mere fokuseret på kampen end min rejsekammerat.

”Der er mål!”, meldte en kvinde i mormoralderen med seriøs indlevelse. Det var der ikke.

”Nu er der gået ni minutter!”, sagde Junior og pegede energisk mod den digitale måltavle bag det ene mål. 
”Om lidt er der gået ti. Jeg siger til!”, forsikrede han mig.

”Så er den der!” sagde mormorkvinden med eftertryk. Det var den ikke.

Kampen var en stilfærdig størrelse. Egentlig blev der kæmpet fint for det derinde, på den grønne dug, men lyden havde – grundet løbebanen – en vis distance at forcere, for at nå ud til os på tilskuerrækkerne. De eneste ord fra banen, jeg nåede at fange i første halvleg, var ”Nej, nej, nej – er du seriøs!?”, da en spiller mente at linjevogterens flag dirigerede det efterfølgende indkast i den forkerte retning.

Vi hankede op i os selv og begav os over mod modsatte langside, for at teste hvordan sæderne føltes på tribunen, ovre i skyggesiden. Der gik få sekunder fra vi var dumpet ned i de blå sæder, til eftermiddagens første scoring skrev sig ind i billedet.

En bold blev – efter et par retningsskift – mere eller mindre slentret ind over stregen. 1-0 til hjemmeholdet. Spillerne fejrede sig selv og hinanden, vi lettede en lille meter fra sæderne da Lille Palle omgående tumlede ud af stadionhøjtalerne og sang ”Knalde Kalle har hentehår”, med en volumen der havde stylter på.
Målscoreren var – såfremt, jeg ikke hørte helt galt – sponsoreret af ”Amagerhylden”. Hvor fint og ”lørdag i Tårnby” kan det blive?

Folk var kommet dryssende kontinuerligt gennem første halvleg, og de klædte det i forvejen fine sted.
Selveste Johnny Cash stak hovedet gennem buskadset, fra det kræmmermarked der fandt sted på nabomatriklen. Walk the line. Og apropos linjer, råbte en ældre gut, placeret lige til venstre for os, ”Den kan du godt vinke!” ind mod linjevogteren, da han mente at en offside var blevet overset.
 
Junior, som så lidt forvirret ud over hvad det udbrud kunne betyde, nøjedes med at konstatere, at der nu var 32 sekunder til pausen. 

De fire optimistiske toner fra en dur-skala, der annoncerede at noget skulle annonceres, prikkede mig hårdhændet i øret og fik igen rettet min opmærksomhed mod banen, da pausen havde sneget sig ubemærket forbi, og anden halvleg skulle til at starte.

Den lagde fra land nogenlunde som forgængeren var drevet i havn. Junior havde tygget et par huller i en Toms stang, som han nu forsøgte at bruge som blokfløjte. 
Hvad der lød som en tyndhåret Elvis-imitator sang ’Always On My Mind’ fra festlighederne bag hækken, inde hos naboen. Spillet foregik primært som det passede hjemmeholdet fra Tårnby.

Vi havde aftalt at genoptage vores nomadefærd rundt på stadion når der var spillet 60 minutter (”Jeg siger til når der er fire minutter til der er gået en time!”), og travede således hen mod området bag det ene mål, hvor vi var kommet ind på stadion i første omgang.

Jeg skal blankt erkende at jeg havde mindre fokus på denne kamp, end jeg trods alt plejer at præstere.

Vi bestilte et sæt stadionpølser, en øl og et krus vand. Den seksårige, som er startet i skole denne sommer, og har lommerne fulde af løsrevne informationer, nåede lige akkurat at udbryde ”Jeg kan faktisk godt se H2O’erne i vandet – der er mindst 100 i det her glas!” – inden klapsalverne omkring os brød løs. 
Den overdimensionerede lommeregner bag modsatte mål strålede stolt at stillingen nu var 2-0, og at vi befandt os i kampens 76. minut.

Og nu gik bunden ud af udeholdet, som ellers havde hængt i med neglene. 
I det 82. minut kindkyssede en afslutning indersiden af stolpen, hvorefter bolden tog en blød bue i indersiden af nettet. Og i det 87. minut nåede det sågar at blive 4-0, til stor glæde for det sollune hjemmepublikum, mens nogens ældre familiemedlem brummede en udstoppet version af ’Mr. Tambourine Man’ i en mikrofon, omme på kræmmermarkedet, et sted bag hækken. Det lød blødt, som en mundfuld bomuldsvat.

Dommeren brummede i fløjten for sidste gang, og vi hev en god portion solskin med hjem i ansigterne, da vi forlod Tårnby Stadion. De havde alligevel så rigeligt af det derude, denne lørdag eftermiddag.