Brønshøj Boldklub – Frederikssund IK (2-2)

Brønshøj Boldklub 2 – 2 Frederikssund IK
Tingbjerg Idrætspark, Danmarksserien, lørdag d. 21. august 2021 kl. 14.00


Det var ikke en rendyrket pyntesol der lå over Nørrebro Station, men den blæste alligevel på mærkbart lavere blus end for bare nogle uger siden. Jeg havde dristet mig til shorts, og luften snappede let efter mine lægmuskler da jeg holdt for rødt i grænselandet mellem Nørrebrogade og Frederikssundsvej.

Jeg fik den tanke at efteråret meget vel kunne luske rundt i buskadset, ude omkring Utterslev Mose. Stå på spring bag et træ for at overrumple mig, netop som jeg drejede til venstre efter tunnelen, op mod Tingbjerg Ground.

Det var dog stadig sommer da jeg parkerede cyklen ved indgangen, og det var sommer endnu, da jeg fandt mig en plads på tribunen, på trods af at kontrollørerne havde været bemærkelsesværdigt grundige da jeg skulle sluses gennem porten.

Fra mit gule sæde havde idrætsparken allerede en bred vifte af nuancer. Både dagens playliste og dagens elektroniske måltavle var klædt i regnbuefarver. 
Det er slet ikke et uvant syn med mangfoldighedsmarkeringer i denne krog af fodbold-Danmark, men i dag havde de toppet det ved at spænde et stort regnbuebanner ud over hegnet bag det ene mål, hvorpå der var trykt ordene:
VI HADER KUN OS SELV
VI ELSKER ALLE ANDRE

Parken syntes derudover ganske afdæmpet, en halv time før kampstart. 
En familie, med tre generationsled repræsenteret, placerede sig på samme række som mig. Her udgjorde en kvinde med tørklæde, og en cigaret i et kærligt jerngreb, det tydelige epicenter. På rækkerne under os begyndte en forsamling ældre gutter, iklædt Brønshøj-trøjer der så ud til at være sendt fra en anden tid, så småt at indfinde sig.

I sidste sæson måtte denne traditionsrige klub se sig selv gå i brædderne, i 2. division. Og så gik den gennem gulvbrædderne. To etager. Den formåede ikke at hægte sig fast i den nyoprettede 3. division, og havnede i stedet hos den nye underbos underbo; Danmarksserien.
Klubbens maskot, Hvepsen Verner, så ganske vist også en smule tømmermændsramt ud, som han sjoskede lidt duknakket rundt langs tribunen, tyve minutter før kampen.
Han fik dog hurtigt stablet humøret på højkant, da han fik selskab af tribunens godtfolk. 

Disse lignede sig selv til forveksling, og talte blandt andre: en lille gut med lysende hår og store øjne, som, at dømme ud fra trykket bagpå hans sort- og gulstribede trøje, hed Victor. 
En ung kvinde med en taske, et betalingskort, en halvliters dåseøl, samt en telefon, i den ene hånd – og ingenting i den anden.
En ung mand med en tilsyneladende hjemmestrikket, ærmeløs pullover, hvor der på fronten stod BACON LOVER, og på ryggen stod NEVER TURN YOUR BACK ON BACON.
En ældre gut med en Brønshøj-bøllehat, hvorpå der var monteret en lille bamse, klædt ud som en hveps.

Apropos hvepse, så forsøgte en ægte repræsentant for denne art, med flere ihærdige tilløb, at kravle ind i øjet på en mand på rækken foran mig. Denne stoiske søjle af et menneske tog det imidlertid roligt. Lukkede bare det øje, hvepsen forsøgte at kravle ind i, og rørte sig ellers ikke ud af flækken. Jeg havde muligvis nok reageret mindre værdigt.

De to mandskaber kom nu på banen. Frederikssund IK som 10 ranke flasker rødvin plus en grønklædt keeper. Brønshøj til hvepsekonfetti og et navneopråb, der kun blev yderligere farverigt af de personlige sponsorater. Vi blev eksempelvis præsenteret for ”Mathias Veltz – ’Den lille gode slagter’”. Desværre nåede jeg ikke at registrere hvem der havde æren af at få hæftet ”Sabotøren” efter sit navn.

Kampen lagde fra land, og i samme øjeblik startede trommen fra stemningstribunen. Ikke i vild og voldsom galop. Nærmere i et drevent og sejt tråd, som om, den udmærket var klar over at der både var bakker og bjerge at forcere forude.
Ikke desto mindre steg melodien uvægerligt et par optimistiske kvarttoner hist og her, da tilhængerskaren kort efter begyndte at synge om at være de smukkeste i København.

Så måtte de stirre dagens første bakke i øjnene.
Måltavlen havde kun lige omtrent tikket fem minutters spilletid, da gæsternes Daniel Hacke, med frie meter omkring sig, krøllede en kugle tæt op ad fjerneste opstander, som stod og døsede hen. 0-1.
Hacke fejrede målet med et imponerende flikflak, som ikke just understøttede hjemmepublikummets koordinerede, rytmiske konspirationsteorier om diverse Frederikssund IK-spilleres tilbøjeligheder til opbagt sovs.

På trods af det konsekvente forsøg på at punktere hjemmeholdets festivitas, forblev stemningen mere godsindet, end man nok ville opleve i mange andre idrætsparker, i tilsvarende situationer – og i det 18. minut slog humøret sågar hovedet mod tribunetaget for en stund, da Hvepsene fik tilkendt et straffespark.

Men ak. Gæsternes keeper fik afværget det lidt for centrerede skudforsøg fra 11-meter-pletten. 
” – kun når vi gider, vi scorer kun når vi gider”, sang hjemmepublikummet.

I det 22. minut dumpede et strejf af elegance, som egentlig hører hjemme adskillige hylder over Danmarksserien, ned i Tingbjerg, da en af udeholdets spillere tilsyneladende havde lånt Andrés Iniestas æstetiske sans – samt ene pote – til at vippe bolden over en Brønshøj-forsvarer. 
Jeg havde svært ved at se hvad der foregik i sekunderne der fulgte, men en anden af gæsternes angribende spillere fik trukket græstæppet væk under sig, og dommeren pegede – for anden gang i kampen – på en straffesparksplet.

Straffesparket blev forvaltet med selvfølgelighed. 0-2.

En gut, et par rækker nede på tribunen – en brumbasse i hvepsekostume – havde en hel del at sige om dommerens præstation. Det var ikke ligefrem verbale glansbilleder. Hans ører sendte røgsignaler, der lignede svovlerier fra en tegneserie.

Kampen begyndte også gradvist at få skarpere hjørnetænder. Få minutter efter senest dømte straffespark, gik en Brønshøj-spiller i græsset. Et ganske åbenlyst frispark blev dømt, og stemningsafsnittet lød således:

(Bum, bum-bum-bum-bum)
Svin
(Bum, bum-bum-bum-bum)
Svin
(Bum, bum-bum-bum-bum)
Svin
(Bum, bum-bum-bum-bum)
Møgsvin…


Det ser hårdt ud på skrift. Sandheden er, at det meste fra denne tribune foregår med et umiskendeligt glimt i øjet, samt at det næsten nærmere blev talt end råbt. Jeg så sågar en gut mime ordene lettere åndsfraværende, mens hele hans opmærksomhed var dumpet ned i den telefon, han var opslugt af at skrive noget på.

Kort herefter var det en Frederikssund-spillers tur til at se nærmere på underlaget, hvor han lå og ømmede sig ganske eftertrykkeligt. Han var dog pludselig oppe igen, og kunne selv afvikle sit frispark.
”Er du allerede klar igen!? Der må sgu da mindst have været nogen, der har pustet der hvor du slog dig!” råbte brumbassen fra tidligere, mens røde pletter stimlede sammen i hans dirrende nakke.

Brønshøj fik tilkendt et hjørnespark. Den gamle traver ”Vi scorer altid på hjørne” havde fået et skud pragmatisme, og således blev der nu sunget ”Vi scorer af og til på hjørne”.

Første halvleg var stort set hevet op af vandet, men fortsatte med at sprælle til det sidste. Et tredje straffespark blev dømt. Det var Brønshøjs tur. Rasmus Suhr omsatte muligheden med usvigelig sikkerhed. Hatte voksede omgående i højden, tribunen flød med mælk, honning og konfetti. 1-2.

Der blev blæst til pause. 
Jeg slog ufrivilligt pauseskærmen til, men blev hevet op fra den brønd af staver, jeg var faldet i, da en ældre gut kantede sig forbi mig, for at tage plads lige til venstre for mig. 
Hvis han hed andet end Charles, vil jeg ikke vide det.

Charles var i korte skjorteærmer og fik fisket en mobiltelefon frem, som han råbte lidt i.
Kort efter ankom den kammerat, han formentlig havde råbt rutevejledninger og generelle instrukser til. Han var iklædt træningsjakke og en flot, skurrende stemmepragt, og vi døber ham Bent, inden nogen når at gøre indsigelser.

Anden halvleg så dagens lys. Brønshøjs nummer 11, Anas Guendouri, panikkastede sit tyggegummi da dommeren fløjtede opgøret i gang, og præsterede næsten at få sendt det ud over sidelinjen. Resten af kampen lå det på banen, som en lille ensom, hvid planet.

En Brønshøj-spiller vandt en luftduel, hvilket resulterede i en herreløs bold, som endte med at luske ud med bøjet nakke, et sted nær midterlinjen.
Charles, som jeg vil skyde til at have rundet hjørne nummer 70 med ganske komfortabel afstand, talte med en stemme som tyndslidt sandpapir, og sagde ”Det kunne jeg have gjort bedre, det der. Men så havde jeg nok fået lidt ondt i hovedet”.

Bent svarede noget, jeg aldrig fik fat på. Det lød som om, han forsøgte at løsne et femkornsbrød fra stemmebåndet, når han skulle overdøve stemningstribunen. Hvilket var hele tiden.
”Frederikssund, I er en endestation”, gjaldede det fra stemningsafsnittet.

Jeg nåede dog at opfange, at Charles og Bent nu befandt sig i en helt ensrettet debat om billetpriser, og herefter gled over i en samtale om hvad forskellige ting kostede, helt generelt.

Et kvarters tid før den ordinære spilletids endeligt, opstod en situation hvor hjemmeholdets målmand, Kasper Vilfort, måtte reagere med reflekser på højde med en kats dårlige nerver. På imponerende vis fik han basket en bold over mål, som ellers ikke var mange millimeter fra at slukke dagslyset i Tingbjerg.

I stedet indtraf kampens sidste højdepunkt i modsatte ende af banen.

89 minutter var klippet af målebåndet, da en bold pludselig dumpede ned foran hjemmeholdets Rasmus Suhr. Han spændte resolut en pragtfuld indskydelse af en vrist, og sendte en afslutning i nettet, der var den argentinske fodboldlegende, Batistuta, værdig. Bemærkelsesværdigt nok har Suhrs frisure i øvrigt tilsvarende kvaliteter.

2-2. 
Således endte det.
Måske var det ikke helt og aldeles hvepsenes dag, men jeg er ret sikker på at man i Tingbjerg stadig går og håber, det er Hvepsens År.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

2 kommentarer til “Brønshøj Boldklub – Frederikssund IK (2-2)

  1. For at være helt ærlig var stemningen på Tingbjerg Ground faktisk lidt sløj i forhold til normalt… Vi var slet ikke igennem de mest fjollede sange. Så du er velkommen til at komme tilbage senere på sæsonen 🙂

    Like

    1. Jeg har efterhånden besøgt Tingbjerg en god lille stribe gange – og du kan godt have ret i at stemningen på nogle punkter var mere afdæmpet, end ved andre lejligheder. Ikke desto mindre fandt jeg den god og lun, som altid. Jeg vil bestemt vende tilbage – så ser vi hvor på festbarometret, vi ligger ved den lejlighed!

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: