BK Frem – IF Lyseng (4-1)

BK Frem 4 – 1 IF Lyseng
Træningsbane i Valby Idrætspark, 3. division, lørdag d. 14. august 2021, kl. 14.00


Med bøjet nakke, må jeg melde at dette kun gør det ud for en halv note. 
Helhjertet, men halv.

Jeg skal være ærlig; denne lørdag syntes at have fået det forkerte ben ud af sengen. Jeg kunne fra starten fornemme at den ikke var helt på min side. Det hang i luften. Og luften stod bare og gloede dumt på mig, da jeg gik om i gården for at hente min cykel.

Farverne syntes at være løbet helt ud af billedet, da jeg placerede fødderne på pedalerne. Vejret var udvandet gråt, grænsende til ikke-eksisterende, og jeg selv var – som du nok fornemmer, kære læser – også lidt af en fest på to hjul.

Som et gespenst gled jeg langs Jagtvej, videre ad Falkoner Allé, men da jeg ramte Frederiksberg Runddel blev jeg pludselig blændet. Jeg var nær væltet af cyklen – hvilket reelt havde været ganske ufarligt, eftersom alting alligevel foregik i slowmotion – da min synssans, fra det ene øjeblik til det andet, skulle kapere en myretue af vaskeægte cykelryttere indenfor farvespektret larmende Lycra.
 
I gråvejret føltes det pludselige overfald af skrigende farver som at stirre direkte ind i en kradsbørstig neonreklame der skulle have forestillet solen.

På uforklarligvis fik jeg snoet mig gennem mylderet uden at stige af min cykel, lettet og halvblind, men også med fornemmelsen af at jeg måske fortjente en medalje af en art. Jeg må næsten have haft krydset én eller anden målstreg undervejs.

Så startede Valby Bakke. I modvinden syntes den at vende direkte op i himlen, og min stakkels cykel svedte møtrikker.

Verden fik farver for anden gang, den dag, da jeg ramte Valby Idrætspark.
Men denne gang var det dybgrønne plæner og blå/røde trøjer, der i fællesskab virkede som et skud solskin direkte i humøret.

Da BK Frems stadion i Valby Idrætspark for tiden renoveres, var dagens kamp mod IF Lyseng flyttet til en indhegnet træningsbane, som står og træder sin sin storebror over lilletåen. 

Der var ganske vist to afmålte trætribuner ved denne bane – som små sommerhusterrasser, stablet i tre niveauer – men jeg kan melde at dette skriv nærmere endte som noter fra udkanten af buskadset, hvor jeg havnede.

Her stod jeg fint. Jeg havde hentet en øl i den improviserede bod, betalt den gode, sølvhårede herre bag disken den ”fyrrekroneseddel” han bad om, og kunne nu betragte klubbens frivillige, samt de tilhængere, der løbende farvede udsigten mere og mere. Knuselskelige mennesker.

En forbipasserende ældre herre hygge-brokkede sig til min sidemand; ”Jeg har betalt to gange for at komme ind!”. ”Ja, så må de sgu spillekampen to gange” lød det prompte og åbenlyse svar.

Det bolsjestribede afmærkningsbånd omkring banen klaprede som tusind frosne kastagnetter i vinden, og ved modsatte langside var hængt et banner op der forkyndte at ”Loyalty is forever”. På disse Sydhavnskanter har de sandelig haft muligheden for at bevise det gennem årene.

Til venstre for mig udgjorde en monstrøs, rusten tromle, af en art, et par udmærkede siddepladser for en midaldrende gut og en ung kvinde. Brudstykker af samtaler mellem folk, der virkede som om, de alle sammen kendte hinanden, rev sig løs og fandt mine ører;

– Jeg får sgu ik’ rigti’ tømmermænd længere
– Nej, jeg har efterhånden også det sorte bælte i dét skidt

Der duftede af planter og af planter, nogen havde tændt ild i. En tromme ankom med en kvinde over skulderen. Køen til nærmeste ølbod var efterhånden groet sammen med forsamlingen langs banen og kampstart meldte sin nu ankomst.

Jeg var endt med at stå så jeg havde strålende udsyn til den ene banehalvdel, men til gengæld måtte se den anden banehalvdel gennem et gitter, der beskyttede en langhalset lysmast. Eller forhindrede den i at stikke af. Det var som at se fodbold i et koordinatsystem. Jeg tog det som en del af oplevelsen.

Om det var grundet placeringen så forholdsvis tæt på banen, kan jeg ikke helt vurdere, men kampen syntes at have en fin intensitet. Gnister i gråvejret. Ikke desto mindre havde de to mandskaber en stram klemme på hinanden, og det var ikke meget af indledningen på opgøret der fik en tå ind i de to målfelter.

I det 18. minut kom regnen.
Først som en let prikken på skulderen. Det næste øjeblik som en mere insisterende trommen. 
Folk begyndte at afsøge mulighederne for ly. Disse var ikke prangende. Nogle få stimlede sammen under paraplyer, andre forsøgte at forskanse sig i de forræderiske buskadser, der ikke ydede nogen nobelprisvindende fred for vandet fra oven.

Så tog regnvejret en dyb indånding. Folk åndede lettet op. Listede tilbage afmærkningen omkring banen. Fik sågar varmet hænderne med en solid flok klapsalver da hjemmeholdets Fredrik V. Kristensen fik studset føringsmålet ind ved fjerneste målstolpe.
En standhaftig gut strakte armene i vejret og blev stående med dem løftet imponerende længe. Faktisk er jeg slet ikke sikker på at de nåede at komme ned igen, for blot to minutter senere bragte Armend Aslani Frem foran 2-0.

Nogenlunde samtidig kom udåndingen fra oven. 
Dråber faldt som tunge glaskugler over Valby. Der blev på forunderlig vis ved at være noget i folks krus, uanset hvor ihærdigt, de drak. Der opstod venskabelige diskussioner om hvorvidt dét, at holde en paraply så den dækker to personer, var raketvidenskab eller ej.

Dommeren fløjtede første halvleg af.

Regnen ramte nu et gear, jeg slet ikke havde set komme. Himlens porte slog op på vid gab, og vandmasser af bibelske dimensioner vendte lodret. Nederste dæk stod allerede under vand. Jeg havde for længst vinket farvel til mine sko og strømper. Græsset gispede efter luft. Jorden kunne ikke drikke mere. Den blev flydende, begyndte at vende mavesækken på vrangen. Regnorme og Roskilde Festival 2006-traumer drev rundt mellem hinanden.

Med ét kapitulerede min regnjakke. Den indgav ganske enkelt sin opsigelse på stedet. Vandet fossede ind, og jeg vidste instinktivt at slaget var tabt. Jeg nåede slet ikke at tænke over det, tog bare nogle svømmetag mod udgangen og forlod anlægget. Var omhyggelig med at tømme brystlommerne på min skjorte for den dobbeltradede lungebetændelse som forsøgte at snige sig med ud.

Her sluttede fodbolden desværre for mig, på en genstridig lørdag, hvor stemningen og folkene omkring BK Frem stod tilbage som dagens helte i regnskysovs. Hvis man ellers kan bruge den lidt selvmodsigende betegnelse ”det altoverskyggende lyspunkt”, var det lige præcis dét, de var.