Hvidovre IF – Fremad Amager (3-0)

Hvidovre IF 3 – 0 Fremad Amager
Hvidovre Stadion, 1. division, fredag d. 6. august 2021 kl. 18.30


Indkøbskurvene i Kvickly lever deres eget liv.

I hvert fald kørte min kurv ikke den vej, jeg bad den om, da jeg stod i filialen ved Nørrebros Runddel fredag eftermiddag. Jeg var træt, viljeløs, og endte med at køre i cirkler nær konservessektionen i flere minutter. Det var udmattende. Det blev sværere og sværere at mønstre kræfterne til at hoppe af karussellen. Det var niveauet.

Det var derfor med en let ængstelse, jeg satte mig i sadlen for at cykle fra Nørrebro til Hvidovre, nogle timer senere. Det skal ikke være nogen hemmelighed at den entusiastiske modvind var en værdig modstander, men heldigvis havde min cykel sat sig for at køre lige ud af landevejen.

CV Jørgensen gnavede i både højre og venstre kanal, ikke desto mindre var min frisure nærmere smeltet i en Christian Brøns 2001-fortolkning, da jeg parkerede mit sorte gadekryds ved Hvidovre Stadion. Eller Pro Ventilation Arena. Eller bare Hvidovre Stadion.

På vej mod porten passerede jeg Daniel. Han gik alene, bag solbrillernes tonede ruder, og varmede op med et par anti-Amager-slagsange.
For de uindviede, kan jeg berette at Daniel er en Hvidovre IF-fan, som højst sandsynligt slet ikke hedder Daniel, men til gengæld ligner en der hedder Daniel. Han har været et fast indslag ved hver eneste Hvidovre-kamp, jeg har set, og han har leveret på alle stemningsparametre, hver gang.
Jeg tror ikke, han selv tænker over det, men det er Daniel’er der holder fodbolden i live.

For min part fik jeg stilfærdigt skannet min billet. Jeg traskede gennem porten, og solen smuttede med ind i et ubevogtet øjeblik.

Sommerferiens gule overstregningstusch lod til at strække sig hen over denne fredag.
En halv time før kampstart var stemningen så tilbagelænet at den kunne have vundet limbo-konkurrencer på seriøst niveau. Det passede mig perfekt. Jeg bestilte kildevand til den ene hånd, øl til den anden, og slæbte varerne op på række 20, hvor en edderkops hjemmestrikkede fluekirkegård blafrede let i vinden mellem mit sæde og nabosædet.

Herfra kunne jeg overvære hvordan flere og flere indfandt sig på tribunerne.
Unge kvinder med sammenknebne øjne og solbriller som hårbøjler. En lille komité af fyre med friskpressede Hawaii-skjorter og høje, røde pander. En bred kollektion af fuldskæg. En gråhåret gut i læderjakke og Elton John-t-shirt, hvilket omgående gav mig ’Yellow Brick Road’ på hjernen. Steroidepumpede hvepse der ledte efter nogen at slås med. En gut som enten gik under navnet Hans-Henrik eller ”hash-Henrik”.

Pludselig brød en stortromme løs i højre side af min hørelse. Den lød som en pauke med mellemørebetændelse, og blev efterfulgt af en sælsomt, lyst klingende båthorn. En måge der trængte til at få fjernet mandlerne, hvis vi skal blive i billederne. Og det skal vi.
Der var 15 minutter til kampstart og lydtrykket lettede i en 90 graders vinkel.

Jeg måtte sande at jeg havde placeret mig i en sektion et godt stykke fra både Fremad-tilhængerne og Hvidovres stemningsskabende fans. Heldigvis drev stemningen også over i min ende af tribunen. Der er tale om to fine klubber, med både langlemmede rødder og dedikerede fans. Dette var min første kamp med udebanefans, i 1. division, meget længe, og det gav unægteligt noget ekstra at se de Amagerkanske faner som bagtæppe for HIF-flagene, denne aften.

Vi befandt os nu få minutter før kampstart, tribunerne myldrede med levende billeder, og da spillerne løb på banen, blev konfetti spyttet ud i luftrummet over dette leben, som tre sække farvede fjer fra en vindmaskine.

Kampen blev fløjtet i gang, og en gut med siden halvt vendt til – og blikket alle andre steder end på banen – råbte omgående “Skyd!”.

De første ti minutter lignede til forveksling én stor reklame for sporten. Græstæppet havde en god hår-dag. Kampen trak vejret hastigt, og begge mandskaber havde tydeligvis en klar intention om at score flere mål end deres modstander.

Det brændte på foran begge mål. På den blå løbebane omkring plænen, hvirvlede vinden konfettien rundt i cirkler, som havde det været Kvicklys indkøbskurve. Og da Tobias Thomsen, i det attende minut, satte første bold i nettet, lød et brøl fra tribunen der syntes at lette fra folks fodsåler. 1-0 til Hvidovre.

Blot fire minutter senere gentog scenerne sig, da hjemmeholdets Kim Aabech støvlede kuglen ind langs stolpen bag Fremad Amager-målvogter, Jacob Pryts. 2-0.

I det 35. minut sendte Hvidovre et forsøg tæt over mål. ”Aaarrh, dommer”, brægede en ung gut, med et permanent, uroligt vippende venstre ben, til højre for mig.
Så krøb solen ind under tribunetaget og gjorde øjenlågene store og bløde og tunge.

Vi satte os op med et sæt igen, da et veldrejet Fremad-frisparksforsøg smældede mod sammenføjningen på hjemmeholdets mål. Men i stedet måtte Amagerkanerne sande at den defensive skanse var sprunget læk for anden kamp i træk, da Mohamad Al-Naser, kort efter, stak en tredje kniv ind, og markerede sit første mål på hjemmebane med en fejring løftet ud af FIFA 21. 3-0.

”Og der er lagt maksimalt – minimum! – ét minut til første halvleg”, meldte stadionspeakeren, hvorefter pausefløjtet blev smurt godt ind i veltilfredse klapsalver. Kampen var reelt lagt død, som havde Andrés Iniesta tæmmet den.

I virkeligheden har jeg heller ikke meget mere at berette, udover følgende glimt:

Hvidovre-keeperen som refleks-spytter i sine handsker for at afvikle et frispark, hvor han slet ikke må tage bolden med hænderne.

Den elektroniske storskærm der er blevet genstartet mens jeg har været nede at tisse, og nu i al hast må spoles fra nul og frem til 73 minutter. Og 3-0. Som for at træde i det, overfor de hårdt prøvede blå/hvide tilhængere.

At der var lige præcis 1001 tilskuere tilstede på Hvidovre Stadion, på en eventyrligt godsindet fredag i divisionerne, som denne.