Fremad Amager – AC Horsens (1-4)

Fremad Amager 1 – 4 AC Horsens
Sundby Idrætspark, 1. division, lørdag d. 31. juli 2021 kl. 13.30


Mit hoved rungede som en katedral. En katedral i turistsæsonens myldretid, vel at mærke. Der blev blitzfotograferet uden tilladelse. Jeg talte nænsomt mine fødder ned ad tribunens trappetrin. Den ene efter den anden. Jeg befandt mig i Sundby Idrætspark, og der var flere årsager til at det rungede bag panden. Ingen af dem var tømmermænd.

Den ene årsag var en nålepude af en nattesøvn. Det er under tre uger siden, jeg blev far igen. Nej, det er også forkert. Jeg var far i forvejen. Men med fødslen af min anden søn, er jeg jo blevet endnu mere far. Måske ligefrem dobbelt så meget? Jeg ved det ikke. Jeg tæller ikke så skarpt i disse dage.

Den anden ting der rungede i pappet, var nogle stilfærdige, men højstemte, mentale noter – en lavmælt lykke over at kunne sætte mig på en tribune i selskab med min far og min ældste søn. Det er svært at forklare præcis hvor meget, det betyder. Men det er meget.

Nogen nøs højt. Det lød næsten som skældud, jeg blev revet ud af højtideligheden, og havnede tilbage i min krop, placeret omtrent midtvejs i køen til ølboden.
”- forstad til Vejle, I er en forstad til Vejle” gjaldede det fra tribunen bag mig, ned mod Horsens-spillerne.

Så blev mit kø-nummer udtrukket, og jeg bestilte to Classic og en flaske kildevand. ”To Classic og …hvad? Kildevand?” sagde manden bag disken, med et halvforvrænget ansigtsbetræk, mens han forsøgte at forstørre sit venstre øre med sin venstre hånd.
Jeg tør ikke sige om det var de gode Fremad-tilhængere der overdøvede mig, eller om det faktum, at nogen bestilte kildevand i Sundby Idrætspark, forekom så usandsynligt, at han lige måtte dobbelttjekke.

Min vatforede balancenerve kom på arbejde da jeg stavrede tilbage mod vores pladser med de tre krus. Da jeg en enkelt gang vovede at løfte blikket, stirrede jeg direkte ind i en sort afgrund. OK, indrømmet, det gik mindre eksistentialistisk for sig end dét; jeg bemærkede at den elektroniske måltavle var gået i sort. Den stod op og sov, i modsatte ende af parken. Jeg fik tanken at den måske havde givet op på forhånd. En tanke, det aldrig helt lykkedes at få afkræftet.

Fremad-tilhængerne, derimod, var mødt op. En optimistisk fraktion havde allerede sunget ”Fire, fire, fire, fire-nuuuuuul”, med mere end en halv time til kampstart.

Men så indtraf kampstart, og pudset begyndte fluks at drysse fra hjemmeholdets defensiv. Jeg tog en tår af min øl, og da jeg kiggede op igen, havde Horsens bragt sig foran med to. Kampen syntes allerede slut. Det var en anelse vemodigt. Det pragtfulde hjemmepublikum fortjener bedre.

Mit blik faldt på en ældre gut, hvis kasket bestod af en halv læderfodbold med skygge. Han fik ild på en omgang hjemmekrøl, og få øjeblikke senere var den lille gruppe unge, der sad placeret til højre for ham, forsvundet i tågebankerne. Man kunne dog høre dem hoste, et sted derinde fra.

Havde Fremad Amagers gameplan været en motor, ville jeg også have beskrevet den som hostende. Men hvis sandheden skal frem, var det ikke ordet ”motor”, der faldt først for. Da Thor Lange bragte Horsens foran med tre mål inden pausen, sad man nærmere med fornemmelsen af en krigstræt, blegkindet voodoo-dukke, der bare talte ned til pensionen.

Pausen kom og gik.
Det samme gjorde regnen, i øvrigt. Hver anden gang, jeg kastede et blik over på modsatte langside, lignede folk spagfærdige spøgelser i deres regnponchoer. Bag dem var træerne trukket i deres fineste søndagstøj.

På vores langside afbrød Junior 7. runde af sin nævekamp med en mindre bemidlet hveps, der ikke var i stand til at kende forskel på dit og mit, for at juble over en pyntescoring til hjemmeholdet i det 52. minut.

Da de gulklædte gæster – 5-6 minutter senere – prikkede endnu en nål i, og scorede til kampens endelige resultat, 1-4, vendte en kvinde i nabosektionen sit let melede blik opad, og stirrede anklagende direkte ind i himlen.

Få minutter efter slutfløjtet virkede kampen dog allerede som et fjernt minde, da en samlet tribune, på smukkeste vis, sang deres opbakning ned mod deres spillere, mens Franz Beckerlees syrlige guitarsolo i ’Langebro’ dryssede ned fra stadionhøjtalerne.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: