Rusland – Danmark (1-4)

Rusland 1 – 4 Danmark
Parken, Europamesterskaberne 2020, mandag d. 22. juni 2021, kl. 21.00


Søndag morgen hev jeg – som mange andre – størstedelen af mit hår ud af hovedet, i store totter.

De resterende billetter til Danmarks sidste gruppekamp ved EM blev sat til salg, og ganske som forventet fik serverne hurtigt sved på overlæben, og systemet konstante blackouts.
Jeg nåede at lægge en billet i min virtuelle kurv, hvorefter eksistensen af min virtuelle kurv ophørte.

Mandag formiddag demonstrerede et par fodboldengle pludselig udsøgt kombinationsspil, og fik på mirakuløs vis sendt en billet direkte i støvlen på mig.

Således stod jeg med en kropfuld taknemmelighed, da en venlig – men bestemt – poder fjernede spindelvæv fra de absolut inderste kroge af mine næsebor, så jeg kunne få mit grønne stempel i coronapasset.

Timerne drejede forbi på en bolsjestribet karrusel, og en distræt bunke timer senere sad jeg i sadlen, med kurs mod Østerbro.
Det hele vibrerede. Det summede på barer, fortove, cykelstier. Dannebrog hang som tørstige tunger ud af vinduer langs Jagtvej. Det brusede i panden.

Ved Parken lykkedes jeg med at finde min gode følgesvend foran indgang D, det lykkedes os derefter at finde den gode mand med vores billetter foran indgang C og slutteligt lykkedes det os at traske stort set hele vejen rundt om stadion, i den stædige ensretning, og finde vores tildelte indgang.

Cementtrappetrinene tog hinanden og vi fandt vores sæder – ganske yderligt placeret, nederst på øverste dæk. Der var på alle måder tæt. I takt med at sæderne fyldtes, at mellemrummene i gebisset også fik tænder, føltes det nærmest som om ilten svandt en smule, på trods af at vi befandt os udendørs.

Minutterne greb ind i hinanden, og blev til en uformelig masse. Indtrykkene var mange og modsatrettede. Klodsede, arrangerede indslag, nede fra området omkring banen, transmitteret på storskærm. Smukke syn af et rødt og hvidt hav, der brusede mere og mere, som flere og flere af de føromtalte minutter legede kluddermor.

Den sidemand, jeg blev tildelt, var en ung gut. Jeg tænker, vi kalder ham Thomas.
Jeg tror, den gode Thomas havde fundet en solid mængde øl inden han fandt Parken. Han gik næsten i ét med den klaphat, han havde som en stjerne på toppen. Thomas var et konfettirør. Og det var ikke altid til at forudse hvad der blev skudt ud.

Da vi nærmede os kampstart, blev han så grebet af eufori, at han stak mig en spontan krammer ud af det blå. Det var jo sådan set sødt nok at hans glæde boblede over. Sagen er bare den at han havde fået plads ved siden af en endnu ikke vaccineret neurotiker med fyldige noter af sygdomsangst. Jeg følte mig nødsaget til at folde mit venligste mundtøj ud. Jeg fik sagt noget i stil med ”Min ven. Du virker som en super fin fyr – men jeg er en af dem, der har brug for lidt afstand. Så måske helst ikke flere krammere, er det i orden?”. Jeg forsøgte at lyse et stort smil gennem det mundbind, jeg stadig havde på.

Jeg ved ikke om Thomas er katte-menneske, men han så pludselig ud som om, jeg havde kørt hans kat over to gange i træk. Med vilje.
Om han blev såret, skuffet eller bare syntes, jeg var en klaphat, ved jeg ikke. Han tilgav mig i hvert fald aldrig.

Arrangementets æstetik skød i vejret da aftenens reelle åbningsceremoni gled over grønsværen, og gåsehuden under ’Der er et yndigt land’ føltes nærmest som små tegnestifter fra mine arme.

Det var stort og voldsomt og brølende og smukt og overvældende. Det var næsten for meget af det gode. Næsten.

Til gengæld var selve kampen en noget låst størrelse i den første halve times tid.
Fra tilskuerrækkerne føltes det som én lang serie af små kramper. Intet ville helt vriste sig fri, bort set fra en russer der i en sekvens løb slalom gennem det danske felt.
Heldigvis valgte Kasper Schmeichel at slå hælene sammen og gøre honnør i det helt rigtige sekund og afværge forsøget.

Derimod blev det som bekendt Mikkel Damsgaard der krøllede kampens første mål ind efter 37 minutters spil.
Som min gode følgesvend, Emil, og jeg talte om, var det et af de momenter, hvor man vidste at bolden ville gå i nettet, allerede det splitsekund, kuglen slap hans fod.
Bagefter vendte nogens far sig om mod os med et venligt ansigt og konstaterede ”Den ramte han da vist lige i røven”.

Fra kanten af feltet – med hvad der lignede et halvt aftræk – havde den unge Damsgaard foldet den smukkeste origami-svane ud af sin højre fod, reduceret den russiske keeper til statist, og da bolden sejlede i mål, blev jeg ramt af et fadølsregnskyl, jeg aldrig troede jeg skulle opleve mage til igen.
Der tog jeg fejl.
Et kvarter inde i anden halvleg fik Yussuf Poulsen som bekendt foræret en mulighed, der var umulig at misse, hvorefter skumsprøjt af bibelske dimensioner slog ned over os. 2-0.

Omtrent ti minutter senere mærkede vi kollektivt et dobbelt nyrestød. Det startede ellers med et jubelbrøl, som begyndte at rulle som en bølge et udefinerbart sted fra stadion, hvilket kun kunne betyde at vores venner fra Belgien havde bragt sig foran i tvillingekampen, i Sankt Petersborg. Alle folk fandt deres telefoner frem og mobildækningen blev omgående sendt til tælling.

Så dejsede en russer i det danske felt, og dommeren pegede på straffesparkspletten mens Kasper Schmeichel febrilsk tegnede firkanter i luften. Russerne omsatte straffesparket, og cirka samtidig ramte meldingen om at Belgiens scoring var blevet annulleret. Folk tabte underansigterne ned i deres øl.

Herfra begynder det at blive en smule svært at beskrive. Og måske i virkeligheden også lidt omsonst. Jeg formoder, de fleste har set hvad der skete.
Den i forvejen tætte luft tætnedes yderligere. Det hele flød sammen. Der var eksplosioner af jubelbrøl som overdimensionerede knaldperler på en snor.

På cykelturen hjem, oplevede jeg folk vælte ud fra Nørrebros barer og værtshuse. Jeg har sjældent set noget lignende. De skyllede i ren lykkerus ud over fortove, cykelstier og veje, under de stjerner som i sidste ende stod helt rigtigt.

Jeg faldt i søvn til lyden af feststemte bilhorn og min feststemte tinnitus.
Her, dagen efter, knitrer der stadig hvid støj for mine ører. Og rød.