Danmark – Brasilien (2-1)

Det kan være en rørende oplevelse, pludselig at blende ind, og blive en lille brik i en større mosaik, på vej til en fodboldkamp. Den oplevelse fik jeg foræret dobbelt; både gennem mit eget sanseapparat og min søns.
Nogen havde flottet sig og bestilt en ramme, der var lige efter bogen. Turen gennem Fælledparken var en puslespil af rød, hvid, grøn og solens gule Colgate-blitz. Støvet hostede tørt omkring anklerne, den tunge lugt af urin kom i ny og næ brasende ud fra et buskads som et platfodet gespenst. Som sagt; det var lige efter bogen…

Danmark – Kroatien (0-1)

En ældre gut, med en øl til hver hånd og et udmattet smil gemt i overskægget, stablede sig op ad de sidste trappetrin, inden han endelig kunne blinke af, dreje ind på sin række, og dumpe ned på sit sæde. Hans ansigt lyste i en nuance, så han kunne have sparet den røde farve på sine Dannebrogsmalede kinder. Han kastede et blik ned over Parken, tabte det nærmest i sin forpustelse, men lignede én der fik sendt en lille bølge af lykke retur…

Danmark – Bosnien-Hercegovina (2-0)

Solen havde vendt sin gode kind til, og en gut bag os i køen ved indgang D2 fløjtede ’Seven Nation Army’ – fodboldstadionets svar på lasagne – med hænderne i lommen og skuldre så sænkede at det næsten så ud som om, de var gået af led.
Junistemningen var naglet fast med syvtommersøm. Syvsommersøm. Syvtommerdrøm.