Danmark 2 – 0 Bosnien-Hercegovina
Brøndby Stadion, venskabskamp, søndag d. 6. juni 2021 kl. 18.00
Omgivelserne bar præg af den nylige mesterskabsfejring på Vestegnen, da vi ankom til stadion. Der hang gult og blåt spindelvæv, fra kæmpeedderkopper, i træerne. Det var en åbenlyst godsindet, mild dag. Junistemningen var naglet fast med syvtommersøm. Syvsommersøm.
Jeg var endnu en gang i selskab med min foretrukne fodboldrejsekammerat, min far.
Den seneste landskamp, vi havde set sammen på stadion, før denne, fandt sted i Københavns Idrætspark, den 14. november 1990. Her røg Danmark, på en regnvåd aften med kulde tværs gennem knoglerne, ud af kvalifikationen til det EM, vi på magisk vis alligevel endte med at vinde.
Denne dag – omtrent tredive års liv længere fremme – var naturligvis en anden størrelse. Ingen knugende anspændthed, ingen glemmen-at-trække-vejret, intet spontant hårtab. Dette var en øvelse. En stilfærdig, rød/hvid farveprøve, foretaget en lille uge inden selve EM-slutrunden skulle i trykken.
Solen havde vendt sin gode kind til, og en gut bag os i køen ved indgang D2 fløjtede ’Seven Nation Army’ – fodboldstadionets svar på lasagne – med hænderne i lommen og skuldre så sænkede at det næsten så ud som om, de var gået af led.
En usamarbejdsvillig håndscanner forsinkede vores entré en smule, men ind kom vi.
Vi rundede et ældre ægtepar der begge havde vendt deres mundbind forkert, samt en gut med navnet ”Kegle” og et 7-tal trykt på trøjen. Vi klatrede op i Tårn 23, op på bagerste række, tre alen under himlen, hvor vores billetnumre havde hjemme.
Her havde vi udsigt til mennesker med tid i metermål, matchende farvekombinationer og smilene hæftet fra øre til øre. Den mest iørefaldende lydkilde stammede indtil videre fra udebaneafsnittet, hvor Bosnien-Hercegovinas tilhængere allerede havde antændt lunten til en fest, der stod i lys lue resten af aftenen.
Et sæt jubelbrøl rev sig dog også løs fra de resterende lægter, da de danske spillere løb ind til opvarmning. Lydniveauet fik gnedet lidt søvn ud af øjnene.
Et par fyre på det tilstødende tribuneafsnit, med skarpe frisurer – som et par modkørende vindstød fik til at ligne kakaduers hårpragt, i et par fine øjeblikke – fik råbt deres medtilskuere op. En gut med bar mave, og mavemuskler som et vellykket spil Tetris, sang solo i en megafon og blev bakket op af et talstærkt kor i refrænet.
Nationalmelodien hældte en spand koncentreret gåsehud ned ad ryggen, hele stadion agerede svarkor til opråbet af startopstillingens fornavne, og kampen blev sat i gang.
Den havde lidt svært ved at finde en rytme, steppede lidt ubestemmeligt rundt på plænen, fik sendt et par afleveringer et par meter bag manden, de var adresseret til. Det gjorde ikke det store. Det var ikke for alvor pointen denne aften.
Til højre for mig havde jeg to venligt udseende gutter, med smil hele vejen op i øjnene. Jeg har altid være enormt dårlig til at bedømme alder, jeg placerer dem således i rodekassen ”35 til 55 år” – men jeg føler mig ret sikker på at den mest talende af dem hed Thomas. Den anden kunne godt ligne en Klaus.
De var i fin form. En dynamisk duo, en bande på to. De provianterede drikkevarer, som var de på en mission.
”What! Hvorfor har du købt seks øl igen, mand?”
”For balancens skyld!” sagde Thomas, og pegede ihærdig på paphanken.
Da Braithwaite lykkedes med en vellykket kombination af et hovedstød og et rullefald, var det ikke en eksplosion, men et veltilfreds suk der gik gennem tilskuerrækkerne som et venligt spøgelse. Og folk fandt både deres håndflader og fødder at stå på.
Det var præcis som det skulle være.
Pausen kom med blandede bolsjer fra Den Store Fodboldsangskat. En solblæst gut dansede til ’Waka Waka’ i sit eget gode selskab. En ung gut faldt i staver, og bed negle og/eller spiste bussemænd, mens Big Fat Snake atter klemte en ekstra stavelse ind i ordet ”England” for at få versefødderne til at udfylde et par sandaler i størrelse 52.
I anden halvleg begyndte det at gå op for Thomas og hans kompagnon, at de ikke var i stand til at drikke alle de øl, de løbende købte. Men i stedet for at sætte kadencen ned, begyndte de at forære store dele af formuen væk. Jeg fik stukket en i hånden.
Kort efter gik Klaus ned til boderne igen. Thomas sad og gestikulerede lidt til spillerne nede på banen. Prøvede, i stilhed, dér fra bagerste række, at hjælpe til med idéer til hvem der skulle tage dybdeløbene og hvornår de sylespidse stikninger skulle prikkes gennem linjerne.
Han tabte dog interessen efter at være blevet ignoreret i et par minutter og kastede sig over et spil Candy Crush.
En mexicansk bølge blev forsøgt startet et sted på stadion. Den skulle bruge en stribe forsøg på at finde koblingspunktet, men så rullede den også.
Med omtrent 20 minutter tilbage i timeglasset fandt kampens store oplevelse, Mathias Jensen, en åben pande, tilhørende Andreas Cornelius, og måltavlen lyste 2-0 til Danmark.
Der var god stemning hele vejen rundt. Bosnien-Hercegovinas tilhængere festede som havde de vundet EM. Og VM.
Jeg havde kun lige akkurat nået at inhalere endnu en øl fra mine gavmilde sidekammerater, før jeg fik stukket en ny i hånden. Jeg forsøgte at sige ”tak”, men det blev mest til et par boblelyde, da jeg følte mig nødsaget til at tale gennem en ny tår for ikke at sakke agterud.
Så nøs dommeren i fløjten for sidste gang, og generalprøven var tilendebragt.
Vi fulgte bevægelserne ud fra stadion. Vi blev en del af en samling glade mennesker, da vi alle sammen ventede på grønt ved fodgængerfeltet. Der var fægtende flag og fællesråb. En far dækkede strategisk og rytmesikkert sin søns ører, så den lille gut gentagne gange kun hørte ”- Schmeichel er en mur”.
Fra bilruden, på hjemvejen, så vi en vrimmel af omvendte klaphatte på cykelstierne. Hvilken forventning. Syvsommersøm, syvtommerdrøm.
Noter fra tribunen 