BK Union – B 1908 Amager (0-1)

BK Union 0 – 1 B 1908 Amager
Genforeningspladsen, Danmarksserien, lørdag d. 12. juni 2021 kl. 14.00


“Er det en sangkonkurrence?” spurgte min 6-årige søn – helt oprigtigt og lidt forvirret – da de italienske spillere krængede deres sjæl ud gennem munden, under afviklingen af deres nationalhymne ved åbningskampen til det længe ventede EM.
Deres indlevelse landede som et kirsebær i ferskenstørrelse, på toppen af en åbningsceremoni med både himmelhøje og horisontbrede armbevægelser. Det var som bekendt ikke en sangkonkurrence – ikke udelukkende, i hvert fald – men jeg kan godt forstå, han fik tanken.

16 timer senere var kulissen en lidt anden, da jeg stillede min cykel ved Genforeningspladsen i Københavns Nordvestkvarter. Jeg lænede forsigtigt den trætte tohjulede op ad et træ, som havde den – eller jeg – tømmermænd. Vi fandt begge balancepunktet ganske nænsomt.

Udover en hidsig vind, som havde forsøgt at fjerne mine øjenbryn, var den korte cykeltur fra København N til København NV præget af 50 nuancer af rød. Der var en vrimmel af danske landsholdstrøjer fra både nære og fjerne tidsaldre, der var flag fra vinduer og altaner. Der var en busk, jeg ikke kender navnet på, som stolt havde brækket sig lyserødt udover hele fortovet.
Omkring Genforeningspladsen var de røde bygninger, som står skulder ved skulder, rykket endnu tættere sammen end normalt.

Føromtalte vind blev også grebet af stemningen, og kastede ikke-uvæsentlige mængder af det rødlige sand fra de omkringliggende tennisbaner, i en ikke-uvæsentlig procentdel af mit synsfelt.

Men selv en blind fodboldseer finder som bekendt også øl, og det lykkedes mig herudover at finde mig en plads på et af de tre trin, hugget ind i en græsklædt høj, der udgør tribunen på stedet.
Jeg var således klar til dagens opgør i Danmarksserien mellem BK Union og B 1908 Amager.

Placeret et sted over mig stod BK Unions stemningsfans. De stod deroppe, øverst på højen, forskanset bag et stort hjemmemalet banner, og mindede ikke så lidt om en håndfuld kampklare krigere på en lille fæstning.

Selv om mandtallet på fæstningen ikke var overvældende, ydede de en indædt indsats. Der blev sunget stædigt, både en tromme og en megafon blev presset til deres yderste – og så kan det godt være at budgettet for pyroteknik i det København NV ikke er helt det samme som på Stadio Olimpico i Rom, men her var stadig hjerte i metermål.

Solen, som ellers havde været helt oppe i ansigtet på hele byen i løbet af ugen, sendte nu out-of-office-replies, og da kampen blev fløjtet i gang, var det under en lav himmel, der så ud til at være fremstillet af beskidt vat.
Da kampen blev sat i gang, fik blæsten det til at se ud som om, træerne omkring pladsen havde hold i nakken.

Forholdvis mange mennesker havde fundet vej til kampen. Det var dog stadig primært den lille flok inkarnerede riddere, som satte lydkulissen. Megafonen var lutter røde lamper, og det ekko der blev sendt tilbage fra murene på den modsatte side af pladsen, lød som et uddrag af en demonstration gennem en hovedpude.
”Dommeren er en idiot” blev der chantet rytmisk, men jeg tror mest af alt det var for at få versefødderne til at gå i takt, da den forrige strofe var sluttet på ordet ”Union”. På den måde rimede det. Næsten.

I min optik gjorde dommeren ikke det store væsen af sig, ud over – korrekt – at dømme en lille byge af hjørnespark til de amagerkanske gæster fra B 1908 i løbet af første halvleg.

Da der blev fløjtet til pause, trak vinden og skydækket fortsat temperaturen i anklerne, og folk gik mod ølboden med korte ærmer og nubrede underarme. Stadig 0-0.

Jeg flyttede også på mig for at få varmen. Spadserede en tur over til modsatte sidelinje, og stillede mig nær en ældre gut der stod og delte en lille flok dåseøl med sig selv. En sirene ude fra nærmeste hovedvej syede sig klagende ind i lydtæppet. Han tyssede lavt på den.
Dommeren fik dog lov til at fløjte anden halvleg i gang uden påtale.

Det sekund bolden blev sat i bevægelse, begyndte der igen at gjalde slagsange fra krigerne oppe i Mågereden. Nu, hvor jeg stod ved modsatte langside, slog ekkoet fra megafonen endnu mere markant. Det tumlede rundt og baldrede mod de omkransende mure som et énmandsmoshpit til en Alphabeat-koncert.

Hjemmeholdet kom ud af starthullerne med friskt mod på tilværelsen, og det tunge, mørke kunstgræs havde sort krudtpulver mellem tæerne, som slog op i små eksplosioner når bolden studsede overfladen.

Ikke desto mindre var det udeholdet der, efter omtrent 10 minutter af anden halvleg, trillede bolden i nettet. Det skete på modsatte banehalvdel i forhold til min placering, og jeg havde lidt svært ved at fornemme præcis hvordan det gik til. Fra mit ståsted så det mest af alt ud som om, bolden blev afleveret stilfærdigt i mål.

0-1.
”GO AL” skar den overdimensionerede lommeregner af en digital måltavle rødt og tavst ind i den grå luft, mens en udskiftningsspiller fra udeholdet luntede hen og tissede i busken bag mig.

Ti minutters tid senere var hjemmeholdet tæt på at udligne, men chancen blev effektivt pakket væk med en solid fodparade fra B 1908’s keeper.
Cirka samtidig kom en lille flok Roligans, med rød-hvide klovneparykker, gående ind over pladsen, langs banen, og lignede ikke for alvor nogen der havde forventet at støde på en fodboldkamp her. ”KOM SÅ DANMARK!” brølede en af dem, som en slags rådvild helgardering.

Kampen endte uden yderligere scoringer, og således kunne gæsterne – fra Danmark – tage tre point med sig hjem til Amager, mens hjemmeholdet – også fra Danmark – ramte fyraftenen med tomme lommer.

I bakspejlet kunne blæstens enorme lunger, og det bemærkelsesværdige gråvejr, måske af nogen tolkes som et forvarsel for, hvad der skulle ske i Parken, senere samme aften.
Men på dette tidspunkt betød det ikke meget andet, end at hjørneflagene fik så travlt med at løfte armene og pege, at de må have syret til.



(God bedring, Christian)