HB Køge Kvindeelite – Brøndby IF Kvinder (3-1)

HB Køge Kvindeelite 3 – 1 Brøndby IF Kvinder
Capelli Sport Stadion, Køge Idrætspark, Gjensidige Kvindeliga, lørdag d. 5. juni 2021 kl. 14.00


Jeg er ikke klar over hvordan guld dufter, men jeg tror, det var dét, der duftede af omkring Capelli Sport Stadion i Køge, denne lørdag.

Det var en gylden dag i flere henseender. Klokken havde rundet juni, solen brølede tavst og fik bilers interiør til at smelte. Jeg sværger, rattet var flydende, som et Salvador Dali-motiv, da vi parkerede med udsigt til de langstilkede lysmaster.
Jeg var i selskab med min far, som – udover at være min far – er min fodboldrejsekammerat.

Efter lidt logistisk forvirring, og en del gætterier – både fra vores egen- og de udstationerede frivilliges side – lykkedes det os at finde den indgang, vores billetter virkede til. Låsen klikkede op og vi blev lukket ind.

Den generelle stemning inden døre var forventningsfuld, omend mere tilbagelænet end den overgearede dancepop der skyllede ud af stadionhøjtalerne med fuld fart frem og fire i gulvet. Som en middagsgæst der allerede er beruset før resten af selskabet er kommet gennem forretten.

Der var dog også andre indslag der pegede mod en mere intens atmosfære end resten af parken befandt sig i.

En gut, et par rækker fra os, som jeg hermed døber Christoffer – du kan bare kalde ham Chris – havde medbragt et kompressionshorn. Sådan et horn som fandtes i hobevis, blandt de frådende masser i den gamle Idrætspark i København, når Elkjær og Laudrup løb på banen med shortsene oppe under hagen.

Sådan et horn formår virkelig at gøre opmærksom på sig selv, når de øvrige omgivelser i højere grad hælder mod en mild søndagspicnic, og første gang Christoffer trykkede på aftrækkeren blev jeg så forskrækket at jeg var ved at hoste en halv fadøl ud gennem næsen.

Kompressionshornsdesperadoen sad mellem, hvem jeg formoder var, henholdsvis hans kæreste og hans kammerat. Chris virkede egentlig som en stilfærdig type. Det virkede næsten som om, han mest af alt brugt hornet, når han ikke vidste hvad han skulle sige.

Dagens kamp var en udsolgt størrelse, med sådan cirka alt på spil.
Enten ville Køge krone en kometsæson med at blive mestre – dette scenarie ville kræve en hjemmesejr eller en uafgjort – og ellers ville Brøndby stikke af med guldet, hvilket udelukkende kunne ske med en udesejr.

Pokalen tronede ved sidelinjen, som et overdimensioneret, nypudset Martini-glas i sølv, da spillerne løb på banen. Den overdækkede tribunes bløde, blå sæder – der nærmest føltes som at sidde på kontorstole – var fyldt til corona-randen. Stemningen kneb sig selv i armen. Guldduellen blev fløjtet i gang.

Straks stemplede en anden af dagens selvbestaltede hovedpersoner ind i lydkulissen. Jeg er i mit milde hjørne og vælger at kalde ham Leif.

Oven i et tømt ølkrus, havde Leif et fyldt ølkrus. Det virkede som om, han drak han ivrigt af det, men at det samtidig, på magisk vis, blev ved at være fyldt.
Det mindede mig om sagnet om Thor der skal forsøge at tømme Udgårdslokes drikkehorn, men bliver narret da hornet snor sig hele vejen ned i vandet på stranden.
Om Leif fik verdenshavene til at svinde et par meter denne lørdag, ved jeg ikke, men han fik råbt en hel del ad Brøndbys træner, Per Nielsen.

”Sæt dig neeed”, både råbte- og sang han ind mod Brøndbylegenden, hver gang denne rejste sig. Sågar også et par gange, når denne ikke gjorde, men Leif havde mistet koncentrationen for en kort bemærkning.

Hvor hjemmeholdet kom ud til opgøret med en gejst der slog gnister, kom udeholdet ud bagerst på hælene. Køge-spillerne udviste en intens vilje, Brøndby-spillerne havde svært ved at finde både fodfæste og hinanden.

Allerede i det 5. minut fik de blåklædte opkomlinge udbytte af anstrengelserne, da kampdommeren pegede på pletten med et schwung i gestikken, der syntes passende for sæsonens afsluttende guldkamp. Straffesparket til Køge blev dog imidlertid placeret en anelse svagt, og Brøndby-keeper Naja Bahrenscheer fik dirigeret trafikken uden om netmaskerne.

Chris affyrede en serie af fem båt fra hornet, måske for at udviske hvad han opfattede som akavet tavshed.

Et lille kvarter senere nåede jeg lige akkurat at løsrive mig fra det hypnotiserende billede af bilerne der trådede sig gennem synsfeltet, ude på Ringvejen, bag modsatte langside. Et hjørnespark til hjemmeholdet resulterede i en garnnøgle af knæ og albuer i målfeltet, og slutteligt fik Køges Kyra Carusa hevet en nål frem fra inderlommen og prikket bolden i nettet til 1-0.

Folk omkring os fløj på fødderne i klapsalver og uforfalsket glæde. Chris nåede at løsne en skudsalve på 3 x 5 båt med hornet, inden den let forsinkede fejringsmusik tumlede søvndrukkent ud af højtaleranlægget. Min tinnitus havde armene over hovedet.
Selv Leif var blevet blødgjort for en kort stund. ”OK Per, bliv bare stående – det går meget bedre!”, råbte han fornøjet.

Hans gode humør varede dog kun et øjeblik. En Køge-spiller fik – så vidt jeg kunne vurdere – sparket bolden i hovedet på sig selv, hvorefter en tilsyneladende lidt uopmærksom Leif råbte ”Hallo Brøndby, det er ikke håndbold!”.

Mens lyden af en tromme fra modsatte langside lidt sporadisk drev i min retning, så det mere og mere ud som om, der var en vilje til forskel på de to hold. I det 28. minut blev dén fornemmelse også mejslet ind i den elektroniske måltavle, da hjemmeholdets Cecilie Buchberg, fra kanten af feltet, trak et mesterligt skud op af støvlen og sendte det sikkert i bunden af målet.

2-0 til Køge.
Leif halvt råbte, halvt sang ”Olé-olé-oléééé-oléee” på en melodi han umiddelbart helt selv havde fundet på.

Der blev fløjtet til pause og HB Køges maskot – som reelt er en svane, men samtidig lidt ligner en gås med hold i nakken – travede rundt langs tribunen med en tilfreds grimasse.

Brøndbyspillerne kom ud til anden halvleg med en hel del mere gnist end i første.
De fik flere gange stykket serier af lovende pasninger sammen, men de gules opspil endte hver gang som et puslespil der manglede en brik eller to.

Man nåede lige at få fornemmelsen af en kamp, der lå og vippede en anelse, inden hjemmeholdet fik afbrudt annonceringen af dagens tilskuertal med deres tredje fuldtræffer. Cecilie Buchberg blev dobbelt målscorer da hun sendte kuglen i hængekøjen og spændingen i seng.

3-0. Atmosfæren fik et opkog. Hjemmepublikummet var på benene, og havde fået plantet disse ben midt i en pragtfuld sommerdag, de næsten ikke kunne have skrevet bedre.
Chris gjorde sin ting. Fortsatte mønstret med flere serier af fem sammenhængende båt. Fra de stående ovationer bag mig hørte jeg nogen sige ”Er der ikke snart nogen der piller batterierne ud af ham der?” ud gennem et sammenbidt, smilende tandsæt.

Det lagde ikke nogen stor dæmper på gemytterne at Brøndby, i overtiden, fik arbejdet kosmetisk på resultatet. Hjemmeholdet vandt fortjent kampen, og guldet havnede på imponerende vis i Køge, som dermed kroner deres første sæson i den bedste række med intet mindre end mesterskabstitlen.

Chris og Leif skyldte mig i fællesskab omtrent 27% af min hørelse, da vi satte os ind i en halvsmeltet bil, og satte kurs mod København, efter en gylden Grundlovsdag under stadionmasterne.