BK Frem 0 – 1 B.93
Valby Idrætspark, 2. division, lørdag d. 29. maj 2021 kl. 15.00
For en gangs skyld blev min optakt til en kamp en anelse amputeret.
Under normale omstændigheder sætter jeg en ære i at være i god tid, men denne dag kom jeg halsende direkte fra kampen mellem Vanløse IF og Næstved BK, andetsteds i byen.
Slutfløjtet fra dagens første kamp sved stadig i venstre øre, mens modvinden på Vigerslevvej brølede mig ind i ansigtet. Min cykel svedte møtrikker og GPS’en Joyce heppede på sin egen afmålte måde.
Det sidste stykke vej kunne jeg i virkeligheden bare have ladet mig guide af lyden fra Valby Idrætspark, hvis jeg havde været i tvivl.
Man finder ikke mange tilknappede østers mellem BK Frems tilhængere, og til et traditionsrigt Københavnerderby mod rivalerne B.93 – hvor over 1000 mennesker har fundet vej til stadion – er lydkulissen et festligt stormvejr.
Jeg havnede i slipstrømmen af en endnu ikke afviklet kø ved indgang A, og kunne fornemme at kampen allerede var i fuld vigør inde på stadion.
Så blev det min tur til at blive lukket ind.
Der duftede af hash og popcorn da jeg kravlede op til mit sæde, øverst på tribunen.
Mit blik faldt på en ældre gut, et par rækker foran mig. Jeg var ikke mange sekunder om at døbe ham Axl. Axl Rosé. Dels på grund af lædervesten, dels på grund af solbrillerne som var skubbet op i panden som fastgjorte solpaneler, dels på grund af de farvenuancer hans nakkeskind strålede i. Det skulle kun lykkes mig at høre hans stemme én enkelt gang denne eftermiddag, men jeg kunne se at hans sølvkumpaner lyttede opmærksomt når han en sjælden gang imellem talte.
Der var en hel del at tage ind. Selve fodboldkampen var en livlig størrelse, men kæmpede en hård kamp om min opmærksomhed, og endte som bagtæppe for det pragtfulde virvar på tribunerne, der indtog hovedscenen.
Lige til højre for et ungt, lykkeligt beruset par – som sad fordybet i tunge tungekys – stod to kvart-over-midaldrende herrer i smukt falmede, solblegede trøjer, med ryggen til kampen og armene om hinandens skuldre, og brølede ”Sut-terne fra Sydhavnen, lå-lålålålå!”.
En gut, med permanent installeret smil og bar mave, slog imaginære flikflak med sin blå/røde-fane i tribunens længderetning, mens han efter bedste evne opildnede sine medsammensvorne på tilskuerrækkerne. En ung kvinde rejste sig prompte og spejlede råbene. Gode folk, fine scener.
På plænen fik de hvidblusede gæster fra B.93 spillet en chance større og større. Det begyndte at snerpe til for hjemmeholdet, en ballon blev pustet op til bristepunktet.
”Stop det. Stop det. Stop det. Stop det? Stop det?? STOP DET!” messede en nervøst anlagt ung fyr nær mig, med stigende volumen, mens han forsøgte at få plads til begge sine knytnæver i munden – og næsten lykkedes med det – inden bolden blev clearet på målstregen.
Og så lykkedes det alligevel gæsterne fra Østerbro at prikke hul, da en afrettet bold dumpede ned i hjemmeholdets mål, i det 43. minut.
0-1.
På banen klumpede de hvide bluser sammen i en glædesklynge, på tribunen blev ansigter kastet i håndflader – og kun lige akkurat grebet.
”NÆH!”, råbte Axl Rosé. Så hørte jeg desværre ikke mere til ham.
Man kan dog ikke beskylde tilhængerne fra Sydhavnen for at strække våben, og da pausen kilede sig ind i forestillingen, skete det med CV Jørgensen-fuldhals-fællessang.
En fyr med ”I HAVE NO IDOLS” trykt på t-shirten balancerede med 2 x pølse med brød, op ad trapperne, mens en anden gut bar en bar mave hen til en bar, og bar seks kolde øl med tilbage.
Sommeren hang i luften i Valbyparken, som et venligt spøgelse, og jeg måtte inhalere så dybt, at jeg kun rent tilfældigt opdagede at anden halvleg havde sat fra land.
I det 52. minut fik hjemmeholdets Paul Ngongo Iversen tilkæmpet sig en chance så stor, at et sug blæste gennem folk på rækkerne omkring mig. Offensivspilleren var dog for uselvisk, og fremfor at prøve lykken selv, fik han sendt et indlæg afsted der svævede ud af farezonen som en blød heliumballon.
I slutningen af kampen fik samme P.N. Iversen en hovedrolle, han nok gerne havde vekslet til en statistrolle.
Jeg havde så travlt med at granske min hjerne for hvor, en bestemt melodi der rungede over tribunerne, stammede fra – det viste sig at være ’Bella Ciao’, i øvrigt – at jeg ikke så hændelsen.
En B.93-spiller gik i græsset og blev liggende. Længe. Tingene begyndte at syde. Jeg forstod ingenting, men fornemmede en masse. Efter et længere ophold, hvor utilfredsheden på tilskuerrækkerne voksede og voksede, blev Ngongo så pludselig lyst i hovedet af et rødt kort. ”Ej, dommer, hold nu op med det der. Det var ellers så’n en fin dag!”, råbte nogen.
Axl trak bare på skuldrene, men glemte at sænke dem igen.
I en kamp, hvor gæsterne i forvejen havde været tættere på at udbygge føringen end hjemmeholdet havde været på at udligne, så det nu nærmest umuligt ud for Frem. Ydermere placerede det truende nederlag Sydhavnsklubbens fodsåler få centimeter over det kviksand, der i kommende sæson trækker halvdelen af tabellens klubber en hel række ned.
Gutten med den blå/røde fane havde fået sin trøje på igen, og sang et øjeblik ”Sut-terne… fra Syd-…havn-…en” så langsomt at det lød som om, han var ved at løbe tør for batterier.
Det var dog langt fra tilfældet, viste det sig.
Han fik hevet tempoet op ved hårrødderne, og få øjeblikke senere buldrede og blæste et talstærkt kor: ”Vi elsker BK, vi elsker BK Frem!” – i øvrigt på omkvædsmelodien fra ’Can’t Take My Eyes Off Of You’ – i en grad, så dommernes slutfløjt virkede som en nærmest uvæsentlig detalje.
Noter fra tribunen 