Vanløse IF – Næstved BK (3-1)

Vanløse IF 3 – 1 Næstved BK
Vanløse Idrætspark, 2. division, lørdag d. 29. maj 2021 kl. 13.00


Jeg nåede lige akkurat at skimte en skakternet fane på Ålekistevej, inden jeg drejede om hjørnet, ned mod stadion. Det varede heller ikke mange solsammenknebne øjeblikke, fra jeg havde parkeret min cykel, før jeg også fik øre på begivenhederne.

På en helhjertet forårsdag, i anledning af sæsonens sidste hjemmekamp, havde en flok dedikerede Vanløse-tilhængere fået stablet både sig selv og en fanmarch på benene.
Det første rytmiske fællesråb, der mødte mine ører, var ”Fuck, hvor er vi flotte!”, hvis jeg ikke tager meget fejl. Det var svært at være uenig i.

Vanløse Idrætspark er et frimærke, i et frimærke, i et frimærke.
Men over det seneste år, hvor jeg har siddet på ikke så få forskellige tribuner, må frimærket i Vanløse tage prisen for det sted, hvor jeg har oplevet det mest markante skift i kulissen. De enkelte kampes betydning kan naturligvis spille ind, men Vanløse IF’s stemningsfans – deres Curva – har gjort en markant forskel. De har fjernet en god del spindelvæv fra krogene med deres medbragte decibel, større armbevægelser og generelle glæde over tilværelsen.

Jeg lod Curvaen sive ind på deres sædvanlige tribuneafsnit, nærmest ølboden, inden jeg selv lod mig sluse ind gennem tælleapparaterne.

Denne dag var både den store, overdækkede tribune, samt de mindre trætribuner ovre i solskinssiden af parken, taget i brug. Det betød både at der var større afstand mellem de fremmødte folk, men også at man fik den gennemgode fornemmelse af tilskuere der omslutter en bane og en kamp.

Herudover sørgede Curvaen for at vi aldrig var i nærheden af pinlig tavshed. ”Næstved er et lortested at bo, lortested at bo, lortested at bo” gjaldede ud i den ellers blåøjede lørdag eftermiddag. De nærmeste naboer fra Brønshøj Boldklub fik også et par fur med på vejen. Der var mundbind under hager, cigaretter mellem læber, åbenlyse gensynsglæder og en calypso-imiterende rytme fra en tromme som må have haft en del blå mærker i skindet efterfølgende.

”Husk at ryge!”, råbte nogen. Det huskede de. Calypso-rytmen accelererede utålmodigt, og vi nærmede os spillernes indløb. ”Huske at buhe af Næstved”, råbte nogen. Det glemte de heller ikke. Til gengæld blev der abrupt skiftet kanal på lydkulissen i det sekund, hjemmeholdet løb på banen. Stemningen skulle ikke være mange centimeter højere for at slå hovedet mod loftet.

Blot få øjeblikke senere lykkedes den med at banke hovedet eftertrykkeligt mod tribunetagets bjælker.
Kampuret havde stadig søvn i øjnene da hjemmeholdet bragte sig foran. Opgørets allerførste angreb fulgte artigt bolden ned og afleverede den i Næstveds net, via Vanløses Daniel Dara.
Og flere af de stemningsskabende tilhængere havde ikke nået at sætte sig igen – de stående ovationer var stadig på benene – da Karim El Hadoucchi fandt en kattelem ved nærmeste stolpe og gjorde det til 2-0, bare fem minutter senere.

Curvaen fejrede både holdet og sig selv halvt ihjel. Nær mig var en purung gut – med gyldne lokker og vilde øjne, så store som sammenlagte sommerferier – så opildnet af øjeblikket, at han euforisk blev ved at råbe ”Buuuuh, Næstved de er ikke meget gode!” med sin lyse drengestemme.

De første 25 minutter af kampen i Vanløse Idrætspark, denne lørdag, var omtrent lige så begivenhedsrige som hele EM 2016. De grønne fra Næstved var først ved at styre en bold i eget net, men lykkedes derimod efterfølgende med at få den styret i hjemmeholdets mål til 2-1. En reducering som afslørede at der også var en del tilskuere, der havde taget turen fra Næstved.

Bag mig havde en mindre bemidlet hveps slet ikke gennemskuet konceptet glas, og forsøgte resten af halvlegen, hidsig og udmattet, at mase sig gennem en tyk, meleret rude.
Alting var lidt søvnigt og meget livligt på én og samme tid. Dage i divisionerne, når de er bedst.

Pausen drev forbi i solen. En gut rettede tålmodigt sin kammerat tre gange, når denne omtalte pausen som ”halvlegen”. Anden halvleg kilede sig ind i synsfeltet, og dér, på dørtærsklen til juni, begyndte Curvaen at synge en hjemmestrikket sang på melodien til ’Et barn er født i Betlehem’. Det hele passede sammen som et halvsmeltet puslespil.

Jeg havde spottet at et lille hjørne af hovedtribunen var blevet oplyst af solens projektør, og skiftede placering. Placerede mig lige i lyskeglen, på cementtrinnene. Det føltes som at have et lunt tæppe over skuldrene. På trinnet foran mig sad en ældre herre, som fandt en pibe frem fra inderlommen, hvorefter mit hoved blev indhyllet i et sødligt, tæt skydække, og jeg gik glip 7-10 minutters spilletid.

Det sekund, jeg genvandt sigtbarheden, fandt et fjernstyret indlæg panden på Vanløses nr. 9, Karim El Hadoucchi, som med største selvfølgelighed stangede sin anden scoring i nettet. Den lille lyshårede gut fra tidligere løb en energisk sejrssprint nede foran tribunen med et par venner, mens dialekten skøjtede rundt i vokalerne. ”Næstved er til gryyyyyn! Næstved er til gryyyyyn!”.

Kampen endte uden yderligere scoringer.

Jeg havde egentlig travlt, men havde samtidig svært ved at løsrive mig. Bevægede mig baglæns mod udgangen i slowmotion, nøje overvåget af en maskeret måge med en unødvendigt brysk attitude. Den gode Curva var formodentlig allerede ved at fejre sig til en himmelsk hovedpine for morgendagen – og da jeg, lidt efter, satte fødderne i pedalerne og forlod frimærket i landsbyscenografien, mellem villavejene, rungede ”Vanløse – it’s a city in a city” inde fra stadion.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: