Brønshøj Boldklub – FC Roskilde (0-4)

Brønshøj Boldklub 0 – 4 FC Roskilde
Tingbjerg Idrætspark, 2. division, lørdag d. 15. maj 2021, kl. 15.00


Det er de færreste mennesker der ligner en million i regntøj. Derimod ligner de fleste nærmere noget i omegnen af 11 kroner og 75 øre.
Jeg stod med det evige dilemma; skal, skal ikke? Himlen var en grå karklud, der allerede havde løsnet advarselsskud, og bare ventede på at vride sig for alvor. Jeg endte med skal. Jeg hoppede i regntøjet. Jeg tog en for holdet, på samme måde som når en ryger tænder en cigaret ved busstoppestedet – for, på denne måde, at være sikker på at bussen stikker snuden om hjørnet maksimalt 25 sekunder senere.

Mit regntøj var naturligvis knastørt på ydersiden, da jeg ankom til Tingbjerg, til gengæld følte jeg mig som en dampet grøntsag på indersiden.

Det var Brønshøj Boldklubs 102 års fødselsdag.
Jeg satte mig på tribunen med en øl, en bog og masser af tid. Foran mig lå en dybgrøn plæne, så frodig og regnfugtig, at den næsten så sumpet ud. Dagens fødselar drømmer mest af alt om tørre sko. Brønshøj har haft en svær sæson, og befinder sig dybt i den del af tabellen, der er markeret med rødt på min livescore-app. Sumpen når til et godt stykke over anklerne.

En gut gik forbi i langærmet, hvepsestribet trøje, med et jagthorn dinglende ved hoften. Han var startskuddet. Snart begyndte en vidunderligt blandet landhandel at finde vej mod tilskuerrækkerne.
Garvede skind. Vårharer. Lurendrejere med både søvn og ballade i blikket over mundbindet. Ældre folk, bevæbnet med børnebørn, bevæbnet med iPads. Smukke unge mennesker med kindben i metermål og øjenvipper til Månen. Eller Husum, i det mindste.
Over hele linjen var oplevelsen gennemsyret af folk, der virkede glade for at se hinanden.

Jeg kastede et blik over højre skulder, over på stemningsafsnittet, hvor den sædvanlige skov af flag og faner stod. Jeg kan melde at synet fungerer som en vitaminindsprøjtning af farver, direkte i øjeæblet. Det er meget rarere end det lyder.

’California Dreamin’’ med The Mamas & the Papas fandt sin vej ud af højtalerne – dog i så stereo-ramt en version at det ikoniske svar-kor forsvandt et sted nede i den modsatte ende af tribunen.
Kort herefter trykkede en stadionspeaker, som enten var offer for lydproblemer eller en solid forårsforkølelse, sig igennem. Startopstillingen blæste over i Utterslev Mose, før jeg nåede at høre den.

Der var til gengæld ingen problemer med at høre det solbrilleskinnende, trap-klingende track, hjemmeholdet løb på banen til – og ej heller problemer med at høre det energiske lydbagtæppe, tilhængerne samtidig sørgede for; en insisterende tromme, en dans på gloser. Vi er de smukkeste i København.

Kampen var under ét minut gammel da FC Roskilde fik foræret sig selv en chance, der burde have givet mål.
”Dommer!” råbte en gut med lyst, karseklippet hår og solbriller, selv om dommeren absolut ikke havde det fjerneste med situationen at gøre. Denne tilskuer – som lignede en der sagtens kunne rende rundt og hedde Christian – skulle komme til at spille lidt af en hovedrolle i min stadionoplevelse.

Ti minutter senere lykkedes det for gæsterne fra domkirkebyen.
Magnus Krogh Hansen fik en stikning frem i banen, som han sparkede på skinnebenet af fjerneste stolpe, hvorefter bolden gik i nettet.
0-1. Man fik en klar fornemmelse af at Ørnene var kommet for at ødelægge Hvepsenes fødselsdagsfest.

”Dommeeer!” råbte Christian igen anklagende. Der begyndte at tegne sig et mønster. Det kom helt nede fra skosålerne, som han nu stod og balancerede på. Han satte sig igen og trak vejret gennem et par pakker cigaretter.

Som altid var hjemmepublikummet på stikkerne; ”Nummer 19 han er tyk” blev der sunget ned mod banen, og kort herefter blev der koordineret råbt om hvor glad denne spiller eftersigende skulle være for opbagt sovs.

Så lykkedes Brønshøj med at få bolden i nettet. Et kort øjeblik eksploderede alting i fest og farver, indtil det stod klart at målet var blevet annulleret. Konfettien blev spolet tilbage. Nogen til højre for mig råbte ”Argh, linjevogter! Du pisser på min fødselsdag! Hvorfor gør du dét?”.
”Doommeeerr!” brølede Christian for omtrent tolvte gang.
Så rejste han sig pludselig højtideligt op, som ville han holde tale, og bøvsede så det rungede i cementen, to tribunesektioner væk. Herefter satte han sig ned igen, og hældte en tår guldøl ind gennem et stort, tilfredst smil i sit ansigt.

”Vil du – vil du – vil du – vil du Brønshøj med mig?” sang stemningsafsnittet mens linjevogteren vinkede endnu et angreb offside og i stykker. ”Dommer…?” mumlede Christian for sig selv, og lød pludselig en smule trist.

Det var unægteligt også udeholdet der virkede farligst, og som halvlegen skred frem, kredsede de tættere og tættere omkring Brønshøjs mål.
Halvlegens sidste chance tilfaldt ganske vist hjemmeholdet, men den ganske store mulighed for at balancere regnskabet havnede et sted i buskadset bag målet.

Sekundet efter blev første halvleg lagt i seng, og de to mandskaber traskede ud til pause, ud forbi et par bannerreklamer, der var så solblegede at de nu lignede sort/hvid-tegninger, man selv måtte farvelægge med fantasien.

Pausen kom med ’Tarzan Mama Mia’. En dreng i børnehavealderen daskede rundt og halv-dansede for sig selv, mens han rakte tunge af alle og ingen. En gut skrålede med på sangen af sine lungers fulde kraft, mens hans sidemand bundede et shot med den ene hånd, og holdt sig for øret med den anden.

Lige omkring starten på anden halvleg, tog Christian sine solbriller af, og afslørede for en kort bemærkning et par sprækker der lod til at have det lidt anstrengt med dagslys. Han styrede blikket hen på sin nærmest placerede ven, og sagde, smilende og uden yderligere tilløb, ”På en skala fra 1 til 10 – fuck dig”. Det lød langt mere kærligt end det ser ud på skrift.

Brønshøj kom ud af genstarthullerne med mod på tilværelsen. I det 51. minut fik de spillet sig igennem til en stor chance, som dog blev krøllet over tværstangen. En herre med sølvfarvet hår holdt en passioneret monolog om hvordan det faktisk var mere imponerende at bolden blev sparket over mål, fremfor i nettet.

Fem minutter senere var det i stedet Roskilde der bragte sig foran med to pinde, da et højt indlæg fandt en høj pande. Et stød til tribunernes fælles nyrer. Der lød et kollektivt suk, og adskillige hager ramte adskillige brystkasser.

Nogle minutter senere vristede solen sig pludselig fri af skydækket, og jeg så flere folk strække håndfladerne frem som solfangere. De havde brug for det.
Ikke mindst da Roskilde udnyttede en lidt for stormasket defensiv og scorede igen. Og endnu en gang. Hvepsene var vingeskudte.

FC Roskilde-keeperen råbte opmuntrende til sine holdkammerater. ”Hey, sæt dig lige ned” råbte Christian tilbage, mens et par gæs tumlede hen over himlen.

Nogenlunde dér endte det.
Under banneret fra Herlev Fisk lyste måltavlen nådesløst 0-4.
Og alligevel kunne jeg høre at der blev buldret på trommer og sunget inde fra Tingbjerg Ground, da jeg cyklede derfra, hjem i krydsilden af utilregnelige vindstød og Wolt-bud.