Fremad Amager – Hvidovre IF (0-1)

Fremad Amager 0 – 1 Hvidovre IF
Sundby Idrætspark, 1. division, onsdag d. 12. maj 2021, kl. 19.00


Det var fem lange måneder siden min seneste tur til Sundby.

Jeg var en anelse ør da jeg plantede 2 x størrelse 43 i pedalerne, og satte kurs mod Øen.
Vejret fandtes ikke rigtigt på vejen derud. Til gengæld lå jeg i slipstrømmen af en parfume der mindede mig om noget, jeg glemte igen, da jeg så lysmasterne strække hals bag trætoppene på Englandsvej.

Netop som jeg var i færd med at parkere min stålganger, gloede jeg pludselig to ægte heste i øjnene. De var monstrøse. Placeret et sted, højt oppe på dem, sad to politibetjente, men det var unægteligt hestene der havde min opmærksomhed. Det føltes som om, de havde mit blik i benlås, og jeg fumlede en anelse med låsen til min cykel. Var i første forsøg ved at låse mit jakkeærme fast. Lykkedes med mit ærinde i andet forsøg, og gik unaturligt hurtigt mod porten, langs bagsiden af tribunen.

Ved indgangen fremviste jeg et friskpresset Coronapas, og fik en stukket en øl-billet i hånden som belønning, hvorefter kontrollørerne – efter eget udsagn – skulle tjekke at jeg ikke havde en hamster med ind i rygsækken.

Fremad Amager er for tiden ved at blive ommøbleret. I den seneste tid er der blevet fjernet en del brikker fra det samlede puslespil, og man kan på nuværende tidspunkt godt have lidt svært ved at gennemskue hvad det nye motiv skal forestille.
Blandt andet er en anseelig mængde spillere for nylig blevet meldt på vej væk fra klubben. Én af disse – Pierre Larsen – sad sammen med hvem, jeg gætter på, var hans bedre halvdel, som de to eneste brikker på hele tribunesektion A, da jeg trådte ind.

Jeg gik op ad trapperne, var omhyggelig med ikke at træde på en af de storskrydende mælkebøtter der stak op mellem fliserne, fandt mit sæde, var tørstig efter cykelturen, fik drukket min øl lidt for hurtigt. Det føltes som om, skummet lagde sig på hjernen.
To ældre gutter rundede baren nede til højre for tribunen. ”Hva’ ska’ du ha’?” spurgte den ene vejrbidte klippe. ”Bare en cola”, svarede den anden, og slog en skraldlatter op der lød som cerutter og rustne møtrikker.

Fra mit sæde på øverste række, lignede kunstgræsplænen 3D-print. Hjemmeholdets målmænd trådte ind over kridtstregerne for at varme op, og Pierre Larsen klappede energisk mens efternavnebror, Kim, sang om at være født i sprællemandens tegn.

Enten var mit indre urværk en anelse sløvt, eller også havde tiden fartstriber fra sålerne, for pludselig kilede Amager Loyalisterne sig ind i lydkulissen med megafon, tromme og stemmebånd af sandpapir, og vi befandt os nær kampstart.

Hvidovre-spillerne løb på banen omkring fjerneste hjørneflag, og blev buhet velkommen. Stemningen var højrøstet, umiskendeligt Sundbysk, og cigaretrøgen hang som gespenster under tribunetaget da kampen blev fløjtet i gang.

Opgøret lagde ud som en livlig størrelse. Det samme kunne dog – som nævnt – siges om tilskuerrækkerne, og jeg havde således mit blik alle andre steder end på banen, da Hvidovre allerede i det 7. minut scorede hvad der skulle vise sig at blive kampens eneste mål.

0-1. Tobias Thomsens fuldtræffer ændrede stort set intet i lydkulissen, som lod til at absorbere effekten af scoringen.
Folk købte øl. Flere til hinanden, end til sig selv. ”Hold mund, Lene! Hold mund, Lene!” råbte en gut mod et givent sted på tilskuerrækkerne, inden han bevægede sig i retning af baren, uden at se synderligt sur ud. ”Nummer 9 kan godt li’ chips” sang et par yngre gutter ned mod Hvidovres Kim Aabech, da denne nærmede sig sidelinjen.

Der lød et solidt, sarkastisk jubelbrøl da en af de rødblusede gæster forsøgte en afslutning fra distancen, og sendte bolden omtrent en fodboldbanes længde over mål. Herefter blev han fra tribunen fortalt, rytmisk og adskillige gange, at man mente, han var dårlig.

Begivenhederne på banen fladede lidt ud. Jeg faldt i staver med blikket rettet mod ryggen af et sæde, hvor nogen havde sat et Trump-klistermærke, som andre havde prøvet at kradse af. En ældre herre råbte enten opmuntrende eller vredt: ”Kom nu, Fremad!” – eller ”Kom nu fremad!”. Sandheden satte sig i virkeligheden nok et sted mellem de to stole.

Jeg bilder mig ind at den gode stadionspeaker havde en lille snert af træthed i stemmen, da han sendte holdene til pause med 0-1 til Hvidovre.

Anden halvleg startede cirka lige så livligt som sin forgænger. Det hele skvulpede faretruende frem og tilbage i de første minutter. Amagerkanerne kastede et par spyd mod udeholdets bagerste linjer. Hjemmeholdets unge keeper, Jacob Pryts, var et gulklædt lyspunkt, og holdt Fremad inde i kampen med en serie solide reflekser.

På rækken foran mig smilede en ung mand ad sin far, når denne snerrede ad dommeren.
I nabosektionen kastede en fyr et tomt ølkrus i nakken på sin ven på rækken foran, omtrent 15 centimeter væk. Der blev responderet ved at stikke ham et nyt, fyldt krus.
Over feedbackhylene fra en megafon kunne man lige nøjagtig høre en gut, der umiddelbart lød som om, han godt kunne leve med at hans klub var bagud, men til gengæld var rasende over de høje rygnumre, nogle af Hvidovre-spillerne rendte rundt med.
”97! 77! Og 99!? Ej men, hvad fanden er det for noget, altså!?”

Tiden var så småt ved at takke af. En bold blev utilsigtet sparket til himmels. ”Det var ikke særlig flot, men det var eddermame højt!” råbte nogen længere nede på rækkerne. Andre havde travlt med at synge, flere af dem med nakken vendt mod banen.

Efter 5 minutters målløs tillægstid blev kampen fløjtet af. Folk rejste sig med stive knæ, gled ned ad trapperne og ud gennem portene, til lyden af en tromme der spillede på kryds og tværs over ’Langebro’.

Ude på Englandsvej blev en mand uvenner med sin hund – som i øvrigt også var en lidt træls type.
Det havde, alt i alt, været endnu en fin aften i Sundby.