B.93 – Thisted FC (0-0)

B.93 0 – 0 Thisted FC
Østerbro Stadion, 2. division, lørdag d. 8. maj 2021, kl. 15.00


Min cykel virkede astmatisk på vejen til Østerbro. Om det var maskerede strømme af modvind eller manglende luft i dækkene ved jeg ikke, men jeg måtte trampe eftertrykkeligt i pedalerne for overhovedet at komme ned ad bakken ved Zoologisk Museum.

Det lykkedes mig dog at komme frem. Det lykkedes – efter lidt søgen efter de rigtige nøgler – personalet at få åbnet portene ind til stadion. Og det lykkedes endnu en gang Østerbro Stadion at give mig en smuk fornemmelse af tid, der enten står stille eller ligefrem har bevæget sig baglæns.
Måske er det statuerne, måske er det den gamle tribunes træ-tag. I hvert fald stikker den nyere blå løbebane ud, som en blinkende J-dag-nissehue på et renæssancemaleri.

Den blå sprittusch, der var brugt til at håndmærke de hvide træbænke med numre, så til gengæld allerede lidt træt ud.
Efter et par ture op og ned ad trapperne fandt jeg min plads. Herfra kunne jeg overvære den generelle forvirring omkring afmærkningen af siddepladser, som nærmere så ud til at være lavet ud fra mavefornemmelser og organisk øjemål, end linealer og målebånd.

Der blev utålmodigt skiftet kanal på himlen ovre bag Idrætshuset – den store, røde murstensbygning overfor tribunen. Vejret denne dag var et lykkehjul, der fik et nyt spin hvert tiende minut. Paraply, parasol, kasket.

Et par prøvende trut, fra et par forskellige horn, lød ovre fra folkene på stemningstribunen. De var mødt ind i god tid for at gøre klar til dagens kamp, som altså stod mellem hjemmeholdet B.93 – tabellens nr. 2 – og gæsterne fra Thisted FC – tabellens nr. 3.
De gode tilhængere blev dog abrupt overdøvet da volumeknappen fik et smølfespark over næseryggen, og et stykke stortrommepumpet instrumentalmusik rev sig løs fra højtalerne.

Lydkulissen blev dog – efter en enkelt Volbeat-omvej – hurtigt afstemt med omgivelserne. Kanye West fik møvet sig ind og stjålet mikrofonen, hvorefter den gode, meddelsomme stadionspeaker lånte den for at fortælle om en SMS-konkurrence og stadionpølsens fortræffeligheder – og kort før kampstart blev den artigt afleveret til Leonard Cohen som brummede i cementen under mine fødder.

”Hvem spiller i dag?” hørte jeg nogen spørge. Et overraskende spørgsmål, når man tænker på hvad man skal igennem tests, registreringer og fremvisning af dokumenter, for overhovedet at blive lukket ind på matriklen.

Så trissede spillerne på banen og stemningsafsnittet kom på fødderne. Der var glitrende flag og en fontæne af hvidt crepepapir, mens det karakteristiske ekko slog smut på Idrætshuset bag modsatte sidelinje.

Begivenhederne kom på gled. De første minutter bød på en serie af omtrent 38 indkast i træk, så blev garnet løsnet og kampen forlod bassinkanten.

Det rødklædte udehold sad på begivenhederne i den indledende fase. De fik produceret et sæt tvillingehovedstød, som tvang B.93-keeperen til at hive en refleks af en uppercut frem, der lige nøjagtigt forhindrede bolden i at snige sig ind under overliggeren.
I forbindelse med det efterfølgende hjørnespark dumpede en endnu stor chance ned for fødderne af en Thisted-spiller, som dog på mærkværdig vis fik sparket i en bue rundt om bolden, og dermed misset den store mulighed.

Stemningen omkring mig blev gradvist mere medlevende – som lyden af en cementblander der begyndte at finde sit tråd – i takt med at det i højere og højere grad lykkedes hjemmeholdet at få vristet kampen over på egne fødder.

Der udbrød jubel da en B.93-spiller, med en tunnel, fik en modstander til at fremstå så hjulbenet at man kunne have sendt en børnehave afsted på tur gennem portåbningen.

En flok fuldvoksne skyer begyndte at stimle sammen for at se hvad der foregik, en let hovedpine lagde sig på lur bag mit venstre øjenbryn og små, kortlivede paddehatteskyer fra cigaretter opløste sig selv i den friske majluft.
En hueklædt gut på rækken foran mig, mumlede lidt for sig selv. Så vidt jeg kunne høre fordømte han, gennem et sammenbidt tandsæt, den dag konceptet korte hjørnespark blev født.

Der blev fløjtet til pause. Godmodig solskinsmusik satte i, og som havde det været et omvendt signal, begyndte regnen nu at falde over banen i tynde, lodrette perlekæder.
De højere magter stod for banevandingen indtil netop det øjeblik, anden halvleg startede.

Ovre på stemningsafsnittet fik de arbejdsomme tilhængere sat nye standarder når det kom til at reducere stavelser, for at få versefødderne klemt ned i fodboldsangenes snævre sko. ”Treoghalvfems” blev således kogt ned til (Bank, bank, bank-bank-bank – bank-bank, bank-bank) – ”TRÆLFÆMS!”.

Med en halv time tilbage af kampen var solen nu for alvor på retræte. Kulden prøvede insisterende at holde mig i hånden, og et par rækker væk trak en detektivlignende ældre herre, med blød hat og et stoisk ansigtsudtryk, duffelcoaten op om ørerne.

Jeg vil vove den påstand at samtlige 374 tilskuere, et kvarter senere, var ofre for en optisk illusion. På tilskuerrækkerne fejrede man i stor stil den scoring, som viste sig at være løgn. Bolden havde sneget sig rundt om stolpen, og i sidenettet, som en kælen kat.
Til gengæld faldt eftermiddagens største bifald velplaceret og uden tøven, da stadionspeakeren annoncerede at en af hjemmeholdets indskiftere havde fødselsdag.

Et par minutter før den ordinære spilletid rullede persiennerne ned, gik der et lille hul i bunden af tilskuertallet. Nogle folk begyndte at falde fra.
Selv har jeg lidt svært ved at forstå folk der forlader en fodboldkamp før tid, medmindre man er på vej til en fødsel, man har en andel i – og i så fald forstår jeg ikke helt at man var troppet op til at starte med.

Tavlen viste nu at vi havde passeret minut 90, og der lød en skinger pibekoncert da Thisted var vel længe om at få afviklet et frispark. Den hueklædte gut på rækken foran slyngede et frustreret råb afsted, jeg slet ikke kunne dechifrere. Aurhgaruaaah!

Ganske kort herefter var hjemmeholdet heldige med ikke at gå glip af det ene point, de trods alt havde mellem hænderne, da en herreløs bold – i nogle åndeløse splitsekunder – stepdansede mellem venner og fjender på målstregen.

Men der blev slået en befrier, og således endte det.
Måltavlen havde et stort sæt briller på da bevægede mig mod udgangen, men stemningsafsnittet takkede buldrende deres hold for indsatsen, og jeg fortrød lige præcis 0% at jeg var kommet.