AB Gladsaxe – Brønshøj Boldklub (3-1)

AB Gladsaxe 3 – 1 Brønshøj Boldklub
Gladsaxe Stadion, 2. division, søndag d. 2. maj 2021, kl. 13.00


Jeg var egentlig mentalt indstillet på heldagsregn af irsk kaliber.
I flere døgn havde min vejr-app udelukkende omtalt denne dag i gråtoner, men da jeg nærmede mig stadion, fægtede solen med åben pande og brugte skydækket som forsvarsløs nålepude.

Det er ikke gået min næse forbi at vejret, som samtaleemne, har et dårligt ry. Ikke desto mindre er det en aldeles væsentlig faktor, når man bevæger sig rundt til fodbold i Danmark. Til tider spiller Det Store Bagtæppe lige så stor en rolle for oplevelsen som det, der foregår indenfor kridtstregerne.

På Gladsaxe Stadion mærker man vejret.
For at formidle oplevelsen af at placere mig på tribunen til mit andet Mosederby – mit første på dette stadion – er det således langt fra ubetydeligt at nævne, at det var en overordentligt smuk dag.

Jeg var ankommet i god tid. Som cirka altid. Jeg fandt mit tildelte sæde på den endnu tomme tribune, sad og smeltede i solen, stak hovedet åndsfraværende i skiftevis en øl og en bog. Det var trods alt Akademisk Boldklub, jeg var på besøg hos.

Sæderne omkring mig begyndte så småt at få ejermænd og -kvinder. På rækken bag mig dumpede en søvndrukken gut ned, forenet i kærlig omfavnelse med en flæskestegssandwich. Mit søndagsslowmotionblik gled fra den nye, elektroniske måltavle og ned på banens velplejede græstæppe. De strålede om kap i grønhed. ’Mr. Swing King’ var den første sang der prikkede hul i lydtæppet. Jeg kunne ikke have skrevet denne søndag bedre.

Til venstre for mig, lige på den anden side af spillertunnelen, havde en flok unge græsrødder indfundet sig. Da opvarmningen satte i gang, spekulerede de højlydt i hvorvidt den nye frisure, deres hjemmedreng – en AB-spiller – havde fået, var aerodynamisk eller ej. Det blev et ja.

Dommertrioen løb ind til opvarmning netop som guitarsoloen i ’Sweet Child O’Mine’ foldede sig ud og strakte benene. Det lignede en scene fra en Rocky-film, produceret af lokal-TV.
Der lød et prøvende dunk dunk, dunk-dunk-dunk fra en tromme i den anden ende af tribunen. Jeg vrængede ansigt ad min regnjakke, som lå i min taske og lignede en idiot, mens jeg sad med sol i hele skiven. Der var 8 minutter til kampstart. Jeg skulle tisse, men orkede ikke. Jeg var lykkeligt smeltet sammen med mit grønne sæde.

Brønshøj-spillerne foretog deres indløb. Af ren vane klappede nogle af dem ud, til ingen.
Jeg har stadig til gode at opleve Slaget om mosen med begge klubbers tilhængere reelt repræsenteret.
Jeg nåede dog ikke at ærgre mig længe, for i næste nu kom AB-mandskabet løbende ud fra enten spillertunnelen eller et sted i slut-90’erne, til lyden af ’Ecuador’ med Sash!. Synsfeltet blev øjeblikkeligt foret med grøn konfetti og crepe-bånd i samme nuancer.
”Den bliver 3-1 til AB” meldte min nærmeste sidemand stilfærdigt.

Begge klubber havde meget på spil i dagens arvefjendeopgør. Hvor uglerne fra Gladsaxe med en sejr kunne slå kløerne endegyldigt i den øverste del af tabellen – og sikre sig at havne i det gode selskab, når divisionen brækker over i to stykker fra næste sæson – kæmper hvepsene fra Brønshøj for ikke at blive trukket med ned i malstrømmen.

Tribunens fokus samlede sig om banen. Der blev knækket fingre, skuldre var kravlet op om ører. Opgøret blev sat i gang, energien satte sig brat op. Kampen vaklede i nogle øjeblikke, vippede lidt ubestemmeligt frem og tilbage. Så fik hjemmeholdet halet den til sig, og publikum lod skuldrene falde en anelse.

Efter ti minutters spil forsøgte en Brønshøj-spiller sig med et skud fra distancen. Han kom for langt ind under bolden, som derefter havde kurs mod højhusene i baggrunden. Der lød piften og sarkastiske klapsalver fra rødderne på min venstre side, mens lidt forvildet grøn konfetti stadig flimrende rundt i luften.

Tre minutter senere gik en AB-spiller i brædderne i gæsternes felt. Trukket ned af en lasso om anklen. Dommeren, som sjældent havde følt sig mere sikker på noget, pegede på pletten. Straffespark til hjemmeholdet.

Bolden blev placeret, og da Frederik Christensen løb mod kuglen, blev hver eneste lille lyd suget ud af Gladsaxe Stadion. I stilheden kunne jeg mærke pulsen summe dovent i mine fingerspidser. Bolden slog mod nettet, lyden blev pludselig sluppet løs igen. Jubelbrølet ramte som en bølge, og slog derefter over i tvivlsom musik og taktfaste klapsalver. Uglerne havde hvepsene i tovene.

Gemytterne fandt hvilepulsen for en stund. ”Det var godt nok en anelse uintelligent, det dér” brummede en herre, et sted bag mig, da AB fik lagt en offsidefælde for sig selv, i forbindelse med et indkast, langt oppe på Brønshøjs banehalvdel.

Gæsterne fik tilkendt et frispark på tæerne af hjemmeholdets målfelt. Skuddet strøg forbi. ”Ik’ engang tæt på, mand!” råbte en rod triumferende. Men det var det. Og to minutter senere gik der et sug gennem publikum, da bolden slog ned i det lille felt – og op på den ene opstander på AB’s mål. ”Godt set, Fischer!” råbte roden mod uglernes keeper, nu med et halvforstenet smil i ansigtet.
Brønshøj var, ved et fast greb om egne hårrødder, ved at hive sig op. Kampen var pludselig ikke helt så afgjort som den havde virket kort forinden.

På rækken foran mig – kun 4 rækker fra hegnet ind mod banen – sad en ung kvinde og en ældre herre, som havde medbragt en kikkert.
I det 27. minut har de således formentlig kunne se hvert frustreret ansigtstræk hos gæsternes Nicolai Clausen, da han måtte lade sig udskifte med en skade. I sin frustration bankede han tre hurtige slag i plexiglasset bag udskiftningsbænken. ”Hvem dér?” råbte gavflaben til venstre, hvis flade cap igen var blevet til en høj hat.

En levende første halvleg blev fløjtet til pause. Spillertunnellen slugte spillere, dommere, samt en flok bolddrenge med mundbind så store at de kunne have gået tur i dem.

Anden halvleg havde stadig søvn i øjnene da en chance dumpede ned på vristen af AB’s Jonathan Dahl-Bagger. Han var tidligt oppe, kneb sig selv i armen og begravede uden tøven bolden i nettet bag Brønshøj-målmand Kasper Vilfort.
Hvepsene var sendt til tælling før de var kommet ud af fjerene, måltavlen skiftede til 2-0.

Der brændte julelys under kasketterne hos rødderne til venstre. De afgav henrykte verbale klager til dommeren, hver gang Brønshøjtræneren fik antydningen af en skosnude uden for det tekniske felt – og da Jonathan Dahl-Bagger i det 75. minut igen var på pletten, og stak den tredje syl i de udmattede hvepse, var de komplet berusede af momentum. Momentum eller den ene øl, de hver især havde sat til livs.
Brønshøj havde en lodret en lodret bakke at forcere.

To minutter i lukketid lykkedes det gæsterne at sminke resultatet en smule, da et hjørnespark først fandt panden på én Brønshøjspiller, ryggen på en anden, og til sidst netmaskerne. Min nærmeste sidemakker – oraklet, som på forhånd havde kaldt resultatet 3-1 – lænede sig tilbage i sædet med et kort, mådeholdent smil. Et gennemkørende tog der ikke standsede i ansigtet.

Netop som slutfløjtet lød, forsvandt solen bag en sky, eller de nye kaskader af grøn konfetti der tumlede ud i luften, og jeg bad i mit stille sind til fodboldguderne, om at disse to klubber ikke bliver skilt ad i hver deres række, næste sæson.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: