Hvidovre IF – Skive IK (3-0)

Hvidovre IF 3 – 0 Skive IK
Hvidovre Stadion/Pro Ventilation Arena, 1. division, lørdag d. 1. maj 2021, kl. 13.00


1. maj ankom som en duft.
Og da jeg gik langs boldbanerne i Nørrebroparken var træerne eksploderet som overmodne konfettirør. Det føles som få døgn siden de lignede triste stumtjenere, nu var de pludselig begyndt at nyse regnbuer.

Det var i det hele taget en ren paradekørsel af en lørdag, og da jeg dumpede ned på et sæde på Hvidovre Stadion, en lille time senere, var det med udsigten til en plæne som – med undtagelse af nogle få stressrelaterede, skaldede pletter – så ud som om, den havde mod på livet.
’Sunshine Reggae’ begyndte at spille over højtalerne. Sidst, jeg hørte denne sang, på dette stadion, var en regnkold decemberaften, hvor sangen passede som fod i handske. I dag ramte den plet.

Tre amigos plantede sig et par rækker længere nede. De var udstyret med hver deres smilende fuldskæg, som de råbte ud igennem når de skulle tale sammen. I mit stille sind døbte jeg dem fluks Kasper, Jesper og Jonathan.
Kasper forlod kort de to andre, for derefter at komme tilbage med en hankfuld øl. ”Fik du tisset? Har du tisset i min øl? Er der ikke lidt meget i den her?” spurgte Jesper, og pegede anklagende på et af bægerne, som var blevet skænket til kanten.

Så løb Skives hvidklædte mandskab på banen til lidt spredte buh-råb. Det lød ikke som om folk mente det helhjertet. Til gengæld mente de det helt og aldeles, da hjemmeholdet løb på banen i røde, smældende trøjer.
”2650” – postnummeret på disse egne – blev skreget og skrålet med indlevelse og fuld bas-arm. En ung gut, med hovedet skruet godt fast i en kasket, brugte det ledige sæde ved siden af sig som tromme, energisk og upræcist.
Tribunen var hverken fuld eller tom, men bestemt på mærkerne. ”Jeg er stiv i pausen, jeg si’r det bare”, meldte Kasper.

Dommerens fløjte pustede kuglen i spil. Den tumlede lidt rundt. Den havnede for fødderne af italienske Sebastian Avanzini, en spiller med et tyngdepunkt så lavt at det får Brian Laudrup til at ligne en Væltepeter. Kuglen tumlede videre.

Det stod hurtigt klart at vi ikke havde at gøre med den smukkeste fodboldkamp, der har mødt en plæne. Det er dog heller ikke altid pointen, og en flok velmente klapsalver fløj til himmels efter ti minutters spil, da hjemmeholdet næsten spillede sig frem til en chance.

Ti minutter senere fløj tilhængerne på benene. Et frispark blev servet ind i Skives målfelt, bolden havnede i 0,3 splitsekund mellem handskerne på gæsternes målmand, men denne var i tæt duel med hjemmeholdets Ahmed Iljazovski – og som på en menneskelig Storm P-konstruktion trillede kuglen op over Hvidovre-spillerens albue, hen over målmanden og i nettet.
Der var tumultariske tilstande. De røde bluser jublede, de hvide bluser protesterede, de røde bluser protesterede over protesterne. Dommeren, som var prisgivet, foretog en hurtig ælle-bælle og besluttede sig for at lade målet stå.

1-0.
Tilhængerne, som naturligvis ikke havde været et sekund i tvivl om målets gyldighed, sang nu endnu højere. De kastede sig ud i flere glimrende sange, hvor teksten udelukkende bestod af ordet ”Hvidovre”. Det mødte mine ører nogenlunde således: ”IIIIIIIIIIOÅÅÅÅÅÅÅÅ, IIIIIIoooÅÅÅÅÅÅÅÅÅ”. En tromme buldrede som fjern torden ovre fra den anden ende af tribunen.

Kampen var fortsat ikke stor kunst. I perioder trillede spillerne rundt og væltede hinanden som søsyge dominobrikker, og det hele fremstod en anelse mere vandret end spillet er tænkt. Hvidovres Oscar Buch følte at hele verden – eller i hvert fald to tredjedele af dagens dommertrio – var imod ham.

Lige op til pausen pakkede solen pludselig sydfrugterne. Fra min plads øverst på tribunen havde den ellers varmet min ryg gennem det melerede glas bag mig, men nu føltes det som om, nogen lagde en iskold hånd i nakken på mig.

Det sekund, der blev fløjtet til pause, opløstes det fælles fixpunkt tribunen havde haft, og smuldrede ud i en masse små kanaler. Den unge gut med kasketten blev efterladt af sin kammerat og fordrev ventetiden med at råbe-gabe, som var han stolt af det. Han forsøgte at rulle en hastig trommehvirvel med sædet ved siden af sig, muligvis for at holde sig selv vågen.

Andetsteds blev der luftet hjemmestrikkede coronateorier, som i mine ører lød omtrent lige så skudsikre som et hjemmehæklet mundbind. En Prins Joachim-lookalike faldt i staver på vej op ad trapperne, og efterlod sig et Hans og Grethe-spor af øl fra den paphank, han lod til at have glemt, han havde i hånden.

Da anden halvleg lagde fra land, faldt jeg i staver over den kamp, Hvidovres andethold udkæmpede på en tilstødende bane. Jeg nåede lige akkurat at fjerne blikket fra dagens second screen i tide til at registrere hvordan bolden, efter lidt tilfældigheder, knipsede mod stolpen på Skives mål. Marcus Lindberg satte årets nemmeste inderside på og hjemmeholdet var foran 2-0. Den kasketklædte ungersvend fejrede det ved at spille hvad jeg må antage var luft-vuvuzela.

Det mod på tilværelsen, Skive-mandskabet måtte have taget med ud fra omklædningsrummet, dryssede ud mellem fingrene på dem. Hjemmeholdet kom frem til yderligere et par store chancer, som de dog fik formøblet. ”Her lugter brændt!” råbte en gut længere nede på tribunen, og så ud som om, han var godt tilfreds med både sin egen sans for komik og livet i al almindelighed.

I 74. minut fik Hvidovre broderet sig flot gennem udeholdets forsvar, som i situationen lignede en samling hvide marmorstatuer. Nicolaj Agger huggede et skud afsted som slog hovedet mod loftbjælken inden det gik i nettet. 3-0.
”Én rigtig Agger – der er kun én rigtig Agger” gjaldede over tribunen. 14-15 mennesker sang flerstemmig kanon uden selv at lægge mærke til det.

Og nu hvor stemmebåndene var smurt, kunne de lige så godt holde dampen oppe.
Klubben AB Gladsaxe var hverken en del af denne kamp eller denne division, men de grønne rivaler fik alligevel en sang med på vejen – måske nok især fordi Hvidovres nuværende sportschef, Peter Lassen, tidligere foretog det bemærkelsesværdige skifte fra Hvidovre til Gladsaxe.
”Vi hader AB og Peter L.” blev der – med glimt i øjet – sunget ned mod bemeldte Peter L, som smilende hilste tilbage mod tilhængerne med 2 x finger nr. 3.

Kampen blev fløjtet af og folk fandt deres vej ud i en lørdag, som var alvorligt svær at have det fjerneste imod.