BK Frem – Næsby Boldklub (1-1)

BK Frem 1 – 1 Næsby Boldklub
Valby Idrætspark, 2. division, lørdag d. 24. april 2021, kl. 15.00


Det havde været endnu en af de nætter, hvor mit åndedræt og jeg havde haft lidt svært ved at finde fælles fodslag. Vi rager uklar fra tid til anden. Sådan har det været så længe jeg kan huske. Men jeg kan melde at det hele raslede på plads det sekund, jeg spottede lysmasterne fra Valby Idrætspark.
De stod skarpt tegnet, som fire enorme fluesmækkere, mod en stort set pletfri himmel. Selv ikke fanerne med de gyldne måger, i forgrunden af mit synsfelt, kunne forpurre øjeblikket.
 
Glæden blev siddende under jakken, da jeg dumpede ned på et sæde, oppe på tribunen, i de vindblæste højder. Jeg havde netop indkasseret allerførste stempel i mit coronapas, og første blik over stadion føltes som en tiltrængt indånding. I guder, hvor havde jeg savnet det.
Træerne omkring stadion havde stadig farveløst corona-hår, men plænen var mestendels grøn, og himlen overvejende blå. Kong Louies sang fra Junglebogen tumlede ud af højtalerne. Det lød støvet, som dryssede det fra nålen på en gammel grammofon, og ekkoet tumlede rundt over den endnu tomme park.
Det var perfekt.
Jeg var skidt klædt på.

Vinden var nådesløs og min jakke var alt for tynd. Jeg spekulerede på om jeg skulle beholde min lyseblå maskering på, for at undgå forfrysninger i næsen. Den taktik benyttede en ældre herre der, ligesom jeg, var kommet tidligt. Han sad nogle rækker længere nede, og kan sagtens have heddet Benny inde bag sit mundbind. Et mundbind der i øvrigt må have haft et lidt tvivlsomt indeklima, efter han præsterede en lille serie på fire sammenhængende nys, inden han fik krænget sit ansigt ud af det.

Vi var ikke de eneste der frøs. Jeg så flere ankomme i shorts. Særligt én gut fik jeg ondt af. Han troppede op i en rød, kortærmet trøje, shorts og en grimasse der fik det til at se ud som om, han havde hele sit liv oppe til revision, i nogle kritiske sekunder. Han vurderede tilsyneladende at angreb var det bedste forsvar, og havde stort set bundet sit første shot inden hans bagdel fik kontakt med sædet.

Benny – som tilhører en ældre generation – tryllede et lommetørklæde af stof frem fra inderlommen, placerede det nænsomt omkring sin næse, og blæste de første strofer af Marseillaisen, den franske nationalsang, med så stor overbevisning at jeg instinktivt var ved at klappe bagefter.

Da kampen var få centimeter fra at blive sluppet løs, var pladserne på tribunen pænt dækket. Jeg panorerede til venstre og kunne konstatere at ganske mange mennesker stadig stod i kø ude foran porten. Stig Møller sang ”Sikke’n dejlig dag det er i dag”, og havde ret. Buh-råbende fra Frem-tilhængerne, da Næsby-mandskabet løb på banen, lød nærmest jublende.

Så løb hjemmeholdet på banen – denne dag klædt i deres hvide udebanesæt – og straks eksploderede tribunen i sang. De små hår på mine arme kvitterede omgående med stående ovationer.
Nogen heppede begejstret “Fooodbold, foodbold, FODBOLD!”.

Kampen blev fløjtet i gang. Alt det, der har stået stille så længe, blev sat i bevægelse. Højtaleren der hang nærmest mig må have fået en fibersprængning i ren eufori, hvilket fik stadionspeakeren til at lyde som en Darth Vader med temperamentsproblemer, transmitteret fra en fjern division

Efter 1 minut og 43 sekunders spil, sang nogen om at være på vej i Super League, mens mit blik fangede en gut med et bæger popcorn som blæsten halverede indholdet af, i løbet af de få øjeblikke det tog ham at gå langs tribunen.

”Vi er Frem og vi frygter kun os selv” rungede det på stemningssektionen til højre for mig, som allerede sejlede i åbne håndflader, smil i bredformat og pegefingre der sigtede alle steder hen. Mest mod himlen.
Så slog et drøn fra distancen mod overliggeren på udeholdets mål, og smældet blev spejlet i et bølgebrus over tilskuerrækkerne. Det er fuldstændig åbenlyst at fodbolden i så høj grad lever af dem, der oplever den.

Fra deres position på stikkerne kunne hjemmepublikummet se deres Sydhavnshelte sidde tungt på begivenhederne. Mønstrene var sikre og hver eneste glidende takling var et kirurgisk indgreb. Efter omtrent tyve minutter opstod en firdobbelt chance, som nær fik Næsbys defensiv til at overophede, alt imens jeg kapitulerede og stak mine blå hænder i et par sorte vanter.

Nogle minutter senere fik Næsby dog bøjet en forkølet afslutning over baglinjen, og mindet os om at der stod to mål på banen.
Stadionspeakeren sagde noget igen. Det lød som om Tom Waits’ megafon blev kastet ned ad en trappe, og var umuligt forstå.

I slutningen af halvlegen blev hjemmeholdets Paul Ngongo Iversen spillet fri med en høj bold i feltet. Han hang et øjeblik i luften, som et 190 centimeter højt stillbillede – og lignede et splitsekund en der overvejede at benytte Guds Hånd til at daske bolden i mål. Han opgav, måske grundet ærefrygt, men bevægelsen blev hængende i luften, som en highfive til Diego og de andre højere magter.
Halvlegen blev fløjtet af mens hjemmepublikummet, i valsetakt, gav prøver på et smukt og varieret sangrepetoire.

I pausen blev blæsten på tribunen decideret ond i sulet. Gennemtræk i knoglerne. “Jeg overvejer at stille mig i kø til ét eller andet, bare for at kunne få lov at stå nede i solen”, overhørte jeg nogen sige, mens jeg havde udsigt til en anden smådesperat gut der plukkede æbler til ’Here Comes the Sun’.

Anden halvleg satte i gang. Vinden bed mig stadig i knoerne, men der duftede af pølser og Guds grønne salat på tribunen. Man kunne ikke helt mærke solen, men man kunne se den. ”Vi scorer altid på indkast” sang en grovkornet barbershop quartet ovre fra piratfesten på højre flanke.

Omtrent 20 minutter af anden halvleg skulle der gå, så kom forløsningen.
Paul Ngongo Iversen lykkedes – ikke med guds hånd, men derimod med sin helt egen fod – at få hældt bolden i nettet. 1-0.
Lyden, som ellers i nogle ubevogtede øjeblikke havde været krystalliseret ud i 100 stumper, samlede sig i ét bastant brøl, og gled direkte over i en sang der kunne mærkes i cementen under fødderne.

Herefter blev der enten sunget om ”Solrød” eller ”2-0”. Sidstnævnte giver mest mening, men det kan også have været noget helt tredje. Fodboldsangtekster består primært af Ø’er, og kan til tider være svære at afkode.

Frem ramte endnu en gang stolpen. Det var en smuk rodebutik. Nær mig var en 4-5 årig gut i færd med at spise en stadionpølse fra midten, og andetsteds sad en ung kvinde og faldt i staver for sig selv, i skærende kontrast til en tribune hvor volumen nu stod på tæer.

Men da vi nærmede os kampens afsluttende fase, begyndte en vis nervøsitet at sprede sig, da Næsby fik tilkendt et par frispark nær voldgraven foran hjemmeholdets mål.
Et minut før den ordinære spilletid var ovre, gik det galt for Frem. Gæsterne fik prikket bolden i nettet, og den pludselige stilhed var som et omvendt brøl.
Et øjeblik kunne man høre 6-700 hjerter gå til bunds som blylodder. Så fandt folk deres stemmer igen, men bolden lod sig ikke piske i mål, og kampen endte uafgjort – en hård skæbne for en pragtfuld tilhængerskare der havde gjort deres.

Ikke desto mindre er foråret nu officielt åbnet, og selv gutten i den røde t-shirt smilede på vejen ud fra parken.