BK Frem – Næsby Boldklub (1-1)

Det havde været endnu en af de nætter, hvor mit åndedræt og jeg havde haft lidt svært ved at finde fælles fodslag. Vi rager uklar fra tid til anden. Sådan har det været så længe jeg kan huske. Men jeg kan melde at det hele raslede på plads det sekund, jeg spottede lysmasterne fra Valby Idrætspark.
De stod skarpt tegnet, som fire enorme fluesmækkere, mod en stort set pletfri himmel. Selv ikke fanerne med de gyldne måger, i forgrunden af mit synsfelt, kunne forpurre øjeblikket…