FIKTIV NOTE: Brønshøj BK – Hellerup IK

Forord / Baseret på uvirkelige hændelser

Jeg havde egentlig planer om at cykle en tur til Tingbjerg denne lørdag. Min tanke var at overvære træningskampen mellem Brønshøj Boldklub og Hellerup IK, med frie meter omkring mig og behørig afstand til alle andre levende væsner.

I mellemtiden har Brønshøj Boldklub og flere andre divisionsklubber videreformidlet Divisionsforeningens meddelelse om, at kun folk med ansættelsesmæssige forhold til klubberne, må opholde sig på matriklen til kampene. Klubberne har bedt alle om at respektere dette – og det gør jeg naturligvis. Det er med en stor bid surt æble i munden, men det ville være respektløst ikke at rette sig efter efter denne appel.

Samtidig kan jeg mærke at jeg er nødt til at vride lidt lys ud af det grå. Man kan måske argumentere for at det er at gå til yderligheder, men hvis omstændighederne ikke tillader mig at tage på de fodboldudflugter, der hjælper mig med at trække vejret, så må jeg selv digte dem.

Så her er et lille, trodsigt eksperiment – fri fantasi med rod i et savn til den oprindelige virkelige verden, fremfor denne uvirkelige virkelighed, vi under tiden befinder os i.
Her kommer således en beretning om alt det, der ikke skete, men måske kunne have været sket.



Brønshøj Boldklub 2 – 1 Hellerup IK
Fiktiv kamp, Tingbjerg Idrætspark, vinter 2021 kl. 12.00


Kan man være venner med huse?
Jeg skynder mig at svare selv: det kan man godt. Eksempelvis er jeg nær ven af Bellahøjhusene. Jeg ved at mange finder deres tilstedeværelse noget anstrengende, og synes at de støjer i synsfeltet, ikke desto mindre har jeg holdt meget af dem siden jeg fik min daglige gang nær dem, for 8-9 år siden.

Denne lørdag stod de rankt, med nystrøgede skjorter og vandkæmmet hår, da jeg passerede dem på afstand, på min vej fra Nørrebro til Tingbjerg. Jeg sendte et imaginært, vanteklædt vink til dem uden at fjerne hænderne fra styret. For en gangs skyld var det ikke det nærmest permanent installerede fugtige gråvejr, jeg skulle trampe mig igennem, men derimod en kold og klar dag, som bød på en sol der kunne ses mere end den kunne mærkes.

Mit åndedræt og jeg var kommet skævt ind på hinanden aftenen forinden, og jeg var nærmest forpustet da jeg vågnede. En af de tvivlsomme glæder ved at eje et hjerte med natarbejde.
Men som så ofte før faldt vejrtrækningen ind i et naturligt tråd på undervejs på cykelstien, og da jeg parkerede mit aldrende, sorte gadekryds af en cykel nær indgangen til Tingbjerg Ground var der ro på de indre linjer.

Der var stadig en korthåret time til kampstart, og jeg var som altid en af de første levende billeder på tribunen. Jeg bevægede mig op til bagerste række og udvalgte nøje et gult sæde som var gået nogenlunde fri af fuglenes luftangreb.

Et sted ovre til højre, i modsatte ende af tribunen, trak vinden vejret gennem en endnu ubemandet gul- og sortstribet skov af flag og faner, med enkelte regnbueprismer. Plænen lyste, trods visse iøjenfaldende skønhedspletter, overvejende klart grønt i det blege sollys.

Foran mig, to rækker længere nede, sad to ældre herrer med hver deres sixpence trukket godt ned om sølvlokkerne. De sagde ikke meget, men når de gjorde, talte de så pænt at jeg er overbevist om at der ville komme sæbebobler ud hvis en af dem hostede. Det gjorde ingen af dem, i øvrigt. Den slags var de for noble til.

Der er noget smukt over at sidde ved siden af nogen, med blikket rette mod det samme fikspunkt, og tie stille. Det minder mig om kampe, jeg har set sammen med min far. Nogle gange har vi talt en masse, andre gange har det slet ikke været nødvendigt. I disse tilfælde har det ikke været den form for ukomfortable stilhed, hvor man har luftalarmer for ørerne, og hele ens indre emulerer én stor brandøvelse for at redde bare en enkelt meningsfuld sætning ud af hovedet. Tværtimod. Det har været den mindst anspændte stilhed, jeg overhovedet kan komme på.

Her var stilheden dog på tilbagetog. Folk begyndte efterhånden at indfinde sig på sæderne omkring mig, og det begyndte at summe. En fornøjet, dyb brummen.

Da klokken var omtrent ti minutter i 12 og kampstart, dumpede en gut med 15-20 år mere under bæltet end mig selv ned på sædet ved siden af mig. Han var iklædt et nær-bevaringsværdigt Brønshøj-halstørklæde og grøn army-jakke, og landede i én stor udånding.
Hvor jeg selv havde brugt morgenen på at drikke kaffe til den store guldemalje, tror jeg at min venligt udseende sidemakker – som jeg hermed vil døbe Tonny – havde fokuseret mere på malt, råfrugt og humle. Han var i øvrigt i farverigt selskab med en gut af nogenlunde samme solide kaliber. De sad med omtrent tyve centimeters afstand og råbte til hinanden. Walkie-talkier kunne muligvis have sparet deres stemmebånd for en del slitage, men det er et par meter ved siden af pointen.

Desuden var der slet ikke tid til at dvæle ved den slags, for i næste nu dryssede de to mandskaber på banen. Selv om den godt fyldte stemningstribune allerede var på benene, så det alligevel ud som om den voksede nogle centimeter i højden. Den føromtalte skov af flag og faner begyndte centrifugere og lydtrykket slog omgående hovedet mod tribunens grågrønne loft.
Så fyldte en smuk lille askesky af konfetti luftrummet omkring os, Tonny skærmede sit ølkrus med en stor næve og halvråbte nogle ord jeg aldrig fik afkodet. Selv havde jeg en sylte at knytte mens jeg hev omgivelserne ind.

De to mandskaber havde taget opstilling på banen. Brønshøj i de ikoniske gul- og sortstribede trøjer, som dufter af 60’er-romaner og venlige villaveje, og dagens modstandere fra Hellerup i deres endnu pletfrie hvide bluser og blå shorts.
Dommeren blæste i fløjten og stillbilledet blev levende.

Det var en rodet affære fra start. Det sorterede heller ingenting at plænen blev vendt på vrangen i store områder, så snart de første fodboldstøvler satte tænderne i overfladen. Den danske vinter har det som bekendt med at slide både på befolkningen og fodboldbanerne. Begge bliver ofte en anelse porøse i løbet af januar.
I løbet af det første kvarter stod det klart at vi på brydning-kunstskøjteløb-skalaen befandt os nærmest førstnævnte pol. Dagens kamp blev et opgør hvor tilfældet havde en fest.

Og netop tilfældet stjal spotlightet i kampens 38. minut.
Et upræcist hjørnespark slog smut mellem venner og fjender i udeholdets felt, hvor en HIK-spiller blev den uheldige endestation og med et kejtet knæ fik dirigeret bolden i eget net. 1-0 til Hvepsene og Tonny fejrede det som havde Cruyff scoret på saksespark efter at have jongleret sig gennem en udeholdets defensiv med bolden på næsetippen.

Et glædesspruttende “God tur hjem!” løsnede sig og trillede ud af hans mund, mens han pegede i alle retninger og forsøgte at få fingerpistolerne rettet ned mod gæsternes duknakkede mandskab som de skrabede kuglen fri fra netmaskerne. Jeg kan næsten ikke forestille mig at han er en skadefro type, men fodbold har evnen til at trylle ord, som ikke er ens egne, ud af munden på en. Problemet er bare at ordet fanger, og at der er langt ned fra høje heste, også selv om man er havnet der ved en fejl.

Bolden var kun lige akkurat blevet givet op. Den skiftede fødder få gange og pludselig var den blevet sendt gennem Brønshøjforsvarets bagerste linje som et søm gennem en uldvante. Den bagerste forsvarsspiller reagerede instinktivt, og formåede i én og samme bevægelse, fra sin position bag den fremadstormende HIK-angriber, at rulle sit fremstrakte venstreben ud som en snubletråd, tumle om i det tyndhårede målfelt og ende i en maveplasker, med ansigtet begravet i hænderne.

Dommeren var i prustende, målret løb mod gerningsstedet og forsøgte på én og samme tid at pege på straffesparkspletten og fumle et rødt kort op af sin lomme. Brønshøjforsvareren rejste sig uden at kigge på ham. Uden at se nogen steder hen. Han vidste udmærket hvad klokken var slået. Han gik direkte forbi venner og fjender – gik måske sågar direkte gennem et par stykker, som et resigneret spøgelse – med kurs mod omklædningsrummets brusebad.

Tonny var frosset på sædet ved siden af mig. En sær statue, med armene løftet halvvejs op mod ørerne, som i øvrigt lyste flot rødt på trods af at resten af ansigtet stod i knækket hvid. Først da bolden havde forladt en Hellerup-inderside og sneget sig brødbetynget ind ved foden af den ene stolpe, blev der trykket play på ham igen, og armene faldt ned langs siden som om de ikke var hans ansvar.
1-1. Den forrådte Brønshøjkeeper pillede bolden ud af nettet med hovedet på halv stang.

Jeg fik ondt af Tonny. Overvejede et kort øjeblik at citere Michael Stipe fra bandet R.E.M., som, i et interview i forbindelse udgivelsen af deres mesterværk ‘Up’ fra 1998, satte ord på hvordan de havde dealet med at miste deres trommeslager; “En trebenet hund er stadig en hund – den skal bare lære at gå anderledes”.
Så fik jeg skævet mod Tonny – som på ingen tid havde genvundet sin ansigtskulør, og nu havde vendt en flækket træsko af et grinende ansigt mod sin ven – og virrede tanken ud af mit hoved.

Der blev blæst til pause. Det var som om en ny fest blev sat i bevægelse. Den kom og gik med pomp og pragt og guldøl. Der hang stadig et lavt nikotinskydække over tribunerne da dommeren fløjtede kampen op på ny.
Anden halvleg nåede at blive 10-15 minutter gammel før folk på tilskuerrækkerne fik løsrevet sig fra deres festlige samtaler og vendt sig om mod begivenhederne på banen.

Banen var efterhånden alvorligt ilde tilredt. At lægge en aflevering langs dens overflade var nu som at hælde kuglen i en tilfældighedsgenerator. Det var umuligt at forudse boldens linjer og opspring. Det lod ikke til at gøre den store forskel for hjemmepublikummet, som efter lidt spredt fægtning fik samlet tropperne og givet prøver på deres berømte sangkatalog. Vi’ for grimme til at elske og for fulde til at slås, rungede under tribunetaget.

Kampen var i den skønneste uorden. Konventioner var i opløsning. Uanset om man var spiller eller tilskuer måtte man holde tungen lige i munden for at forstå det abstrakte handlingsforløb. Det var divisionerne når det er mest kaotisk og indædt.
Og så havnede kuglen alligevel for fødderne af en Brønshøj-spiller på kanten af gæsternes felt, som havde det hele tiden været meningen. Jeg tror mange fodboldtilhængere kender fornemmelsen af at se ting splitsekundet før de rent faktisk sker. “Den er der” nåede Tonny lige nøjagtig at få presset ud gennem et sammenbidt tandsæt, så foldede angriberen et finjusteret svirp ud af sin højre vrist og sendte bolden afsted. Som med snoretræk smældede den mod indersiden af den ene opstander, hvorefter den rullede en sejrsrunde i de sort/gule netmasker og daskede ud igen. 2-1.

Som en delvist koordineret bølge kom folk på benene omkring mig. Handsker faldt på jorden og Tonnys ven baksede med at få løsnet et par dobbeltknuder fra tungen, men tyede i sidste ende til ivrige gestikulationer i stedet.

Målet punkterede opgøret. For de hårdtprøvede atleter på banen handlede de resterende minutter nu mest af alt om at komme igennem uden kramper. Bundproppen gik ud og kampen var reelt slut et kvarter før den blev fløjtet af. Det gjorde ingenting. Banen var brun, himlen var blå, publikum var i storform. De to noble, sixpenceklædte herrer og jeg selv lod til at være de eneste der forlod vores pladser, og begav os mod udgangen, da dommeren fløjtede af.

“Brønshøj og satan – vi elsker Brønshøj og satan”, hørte jeg nogen snøvle-brøle på melodien fra ‘Guantanamera’, et sted bag hegnet, mens jeg låste min cykel op.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: