B.93 – HB Køge (0-2)

B.93 0 – 2 HB Køge
Svanemølleanlægget, træningskamp, lørdag d. 23. januar 2021 kl. 12.00


Selv om vi efterhånden er lykkedes med at kæmpe os et godt stykke længere end halvvejs gennem januar – verdens længste målbare enhed – var der alligevel en umiskendelig stemning af nytårsdag da jeg begav mig mod Østerbro denne lørdag.
Måske kender du fornemmelsen. Gaderne var halvtomme og verden eller mit hoved rungede lidt anderledes end normalt.

Egentlig burde tanken om at være blevet slået tilbage til startfeltet, nu hvor man lige var begyndt at kunne skimte udgangen i en tilsyneladende endeløs måned, virke angstprovokerende, men i virkeligheden var det en helt igennem fin oplevelse at stikke benene i den fire kilometer korte cykeltur fra N til Ø.

Samtidig var nytårsfornemmelsen ikke et helt håbløst vådeskud, da dette var årets første fodboldudflugt for mit vedkommende. Samtidig var det mit første visit på Svanemølleanlægget.

Det blev en stilfærdig eftermiddag. Ganske som forventet.
Træningskampe er en særlig lille osteklokke i fodboldverdenen. Også som tilskuer. Det hele emmer af tømmermænd, bly i støvlerne, bly i hovedet. Lidt abstrakt, lidt ørt. Nytårsdag spøger igen.
De suk der lød når mine skosåler mødte de svampede plæner, jeg sjoskede over for at komme hen til banen, hvor kampen skulle stå, var blandt dagens højeste lyde.

Overvåget af de tre overdimensionerede tandstikker der udgør skorstenene på Svanemølleværket, satte jeg mig på den fine, lille tribune i træ og sten, som er placeret langs den ene sidelinje. Omgivelserne bidrog med mere stemning end jeg havde forventet.
Der var en halv time til kampstart, København Ø havde søvn i øjnene og jeg havde lidt vand i skoene.

På dette tidspunkt var vi en lille håndfuld personer, spredt ud på den fire trin høje tribune. Udover mig selv var der et par groundhoppertyper, der talte engelsk med hinanden ud, og to unge gutter i dynejakker. De to sidstnævnte var bevæbnet med Faxe Kondi, rastløse fødder og cigaretter som blev røget med stor indlevelse.

Imens foretog spillerne – flere klædt i skolepatruljefarvede træningsveste – deres opvarmning på banen, hvor også den brillefirmasponsorerede dommertrio tjattede en bold rundt mellem hinanden nær det ene hjørneflag.

Dette simple scenarie var sådan cirka alt, jeg havde brug for. Jeg kunne nærmest mærke mit åndedræt falde bedre på plads end i ugevis. De trygge ritualer og det liv, der findes omkring fodboldkampe – hvor søvnigt det end kan fremstå – er for mig en smuk størrelse. Det overrumplede mig nærmest hvor meget, jeg havde savnet det. Græssult er en ganske ægte ting.

Da der var ti minutter til kampstart fik rastløsheden overmandet de to unge dynejakker, som med hovederne trukket i hætterne og hænderne limet i lommerne, forlod anlægget. Til gengæld begyndte andre folk at indfinde sig omkring banen. De bragte en lavmælt summen med sig, som blev hængende resten af eftermiddagen.

Lad mig straks understrege at der var rig mulighed for afstand. Man kunne uden problemer placere sig således at en langlemmet tommestok ville kunne strække benene i mellemrummene. Samtidig var der nu også stemning i metermål. Afdæmpet, men stemning ikke desto mindre. Det havde samme beroligende effekt som en kats spinden.

Vi ramte kampstart. De to mandskaber blev trommet sammen på midten af banen, hvor de hilste pænt, som havde deres forældre bedt dem om det. B.93 var mødt op i deres velkendte hvide trøjer og sorte shorts, og HB Køge i syrligt grønne udebanedragter der stak huller i det farveløse vejr.

Så brød de op og gled ud i to separate cirkler, kun for folk i samme farve tøj, på hver deres banehalvdel. Hver gruppe sendte et kampråb afsted som tumlede hen og slog hovedet mod betonbygningen overfor, der dovent kastede ekkoet tilbage.

Kampen blev fløjtet i gang. Jeg husker det som om, bolden røg direkte ud af spil. Som om den udvandrede målrettet. Motivet forlod rammen og lagde sig et sted, et godt stykke væk fra banen, hvor den lå og spillede kostbar.
Det var den også, viste det sig. For på dette tidspunkt var det åbenbart den eneste bold i nærheden, og det er unægteligt den kugle der får spillet til at give mening.

Den samme HB Køge-spiller måtte to gange i træk indtage rollen som boldhenter og blev forståeligt nok en anelse træt af det. Han vrissede lidt til nærmeste linjevogter og kort tid senere lykkedes det at få udstationeret nogle ekstra bolde ved sidelinjerne. Det var lidt af en lettelse. De spilstop, der nåede at opstå inden de ekstra bolde blev fundet frem, var nogle lettere akavede pauser, som jeg tror alle var glade for at slippe for. Det er utroligt så selvbevidst man kan blive når der pludselig er huller i ritualet.

Der blev kæmpet på banen. Spillernes 80’er-heavyband-klingende råben og skrigen skar gennem den søvndrukne luft. Kampen var ikke noget kunststykke – forståeligt nok var timingen ikke kommet helt ud af fjerene – men der blev sparket en solid arbejdsindsats i.
Fra sidelinjen lød en fodboldrelateret summen, som dog ikke umiddelbart handlede om kampen der tumlede rundt foran os.

En Køge-spiller trådte vande i udkanten af hjemmeholdets målfelt, jeg drejede et kort øjeblik snuden til højre, fik øje på John ‘Faxe’ Jensen, og et Europamesterskab plus en kvart barndom passerede revy for mine øjne.

Der var også plads til at afspille nostalgiske film i den indre biograf. Kampens chancer havde været en flok møre elastikker. Kort før pausen havnede en B.93-spiller i en gunstig position foran udeholdets mål, men symptomatisk for halvlegen fik han skruet afslutningen blødt i favnen på Køge-keeperen, som havde nogen sparket til en tynd plasticpose.

Dommeren pustede pausen i sving. Den fornøjelige summen fra sidelinjen steg et par decibel, og jeg forlod min plads for at trille min cykel nærmere banen og samtidig piske lidt blod rundt i mit efterhånden køleskabskolde bentøj.

Mens jeg var væk blev kampen utålmodig, og var således allerede fløjtet i gang igen da jeg kom tilbage. Jeg spurgte en kvinde i fornuftigt forede støvler, nær det ene hjørneflag, om stillingen stadig var 0-0. Hun lignede mest af alt en der havde lyst til at tysse på mig, men bekræftede uden at fjerne blikket fra banen. Jeg havde hende stærkt mistænkt for at være nogens mor.

Begivenhederne på banen var dog også livlige nu. Det skvulpede frem og tilbage, og flere anseelige chancer fik kilet sig ind i handlingen, men den sidste skarphed var stadig ikke vendt tilbage fra juleferie.
En af hjemmeholdets spillere fandt sig selv en ledig plads i HB Køges felt og sendte et kraftfuldt svirp afsted fra vristen. Bolden fandt imidlertid aldrig nettet, men sang i stedet mod panden på en forsvarsspiller og forsvandt i horisonten.

Sådan bumlede det meste af opgøret gennem timeglasset. Indtil der var spillet omtrent 24 minutter af 2. halvleg.
En Køge spiller så en linje, få andre havde set, og fik med en fløjlsbetrukket inderside sendt en holdkammerat i dybden med fri bane og et tagselvbord af meter at løbe på. Netop som den angribende spiller krydsede linjen til målfeltet fik en forsvarsspiller sat et solidt skulderskub ind. Problemet var bare at det endte som et skulderskub i ryggen på Køge-spilleren, som trillede om i kunstgræsset. Dommeren blæste resolut i fløjten og pegede med en dirrende finger på straffesparkspletten.

HB Køges Martin Koch Helsted lagde bolden til rette og placerede, med det ben der sidder til højre for hans venstre, usvigeligt sikkert bolden langs den ene stolpe. 0-1 til gæsterne.

Et kvarters tid senere var samme Helsted på pletten igen, da han med fem minutter tilbage af kampen, blev en essentiel del af et øjebliks flippermaskine i hjemmeholdets felt. Han fik fra klods hold sendt kuglen mod mål. Bolden bed B.93-keeperen i venstre støvle, men på dette tidspunkt var den sagesløse målmand allerede på vej bagover, og bolden slog op i indersiden af sidenettet.
Den måltavle der ikke findes på Svanemølleanlægget viste 0-2 til gæsterne fra Køge.
Og således endte det. Dommeren pustede kampen ud.

Det passede fint. Kulden var for længst begyndt at snappe efter hælene. Folk missede med øjnene mod den farveløse himmel, og begav sig langsomt afsted over de sumpede plæner der stødte op til banen.
Jeg sporede cyklen og trillede hjem langs togskinnerne med lidt mere ilt i lommen end da jeg kom hertil nogle timer tidligere.