Ekstra note: Fremad Amager – Viborg FF (1-1)

Fremad Amager 1 – 1 Viborg Fodsports Forening
Sundby Idrætspark, 1. division, lørdag d. 5. december 2020 kl. 14.00


Da jeg, i andet forsøg, lykkedes med at trille forhjulet ind i cykelstativets udvalgte gaffel, var det med en puls i ørerne som dundrende emulerede lydkulissen på Crazy Daisy i Randers, anno 2003.

På vejen hertil havde jeg cyklet spidsrod i intet mindre end et trafikalt minefelt. Fra min bovlamme metalkrikke, hvis reflekser ikke er hvad de har været, havde jeg været oppe mod seriøse modstandere.

Der var cykelstiens balancekunstnere, som imponerer ved at cykle så ubærligt langsomt, at de praktisk talt står stille – som regel i overhalingsbanen – og alligevel formår ikke at vælte. Der var cykelstiens spidshornede fartdjævle. Billister uden den påkrævede situationsfornemmelse. En ældre gut som – uden at se sig over skulderen – affyrede spytklatter til højre og venstre, i en kulør jeg nok ville konsultere en læge omkring.

Og som final boss: en mormor, der ikke havde drukket nok vand, som med desorienteret dødsforagt cyklede slingrende gennem kaosset, med indkøbsposer på styret og tre enorme ruller gavepapir installeret i cykelkurven, som foldede sig ud til tre papirsvaner i albatrosstørrelse, midt i et stærkt trafikeret kryds.

Nu, da jeg gik mod porten til Sundby Idrætspark, var det til lyden af så sylespids en version af ‘Have Yourself a Merry Little Christmas’, at begge repræsentanter for sikkerhedspersonalet uværgeligt kom til at skære ansigter. Den ene dækkede per refleks ørerne med hænderne, på trods af at han allerede var iklædt en tyk hue til at lynaflede lydbølgerne.

Herefter hev Frank Sinatra lydkulissen 6-7 oktaver ned, og mens han croonede ‘Let It Snow’ gav banens vandingssystem med lidt god vilje illusionen af en tyndbenet snestorm.
Som jeg gik langs tribunen begyndte den tiltro til menneskeheden – som var fordampet på cykelstien, et sted omkring Rådhuspladsen – så småt at indfinde sig igen.

MC Einar var næste levende, selvfølgelige billede på den julepyntede playliste.
Jeg passerede Allan Ravn og Flemming Østergaard, som var fordybet i samtale, nev mig i armen, klatrede til toppen af sektion B og dumpede ned, et par tænder inde på øverste række.
Da jeg fik foldet langsynet ud sprang måltavlen straks i øjnene. Om det var meningen, skal jeg ikke kunne sige – ok, jeg siger det: det var ikke meningen – men den elektroniske måltavle lyste i dag en flot lyserød, alle de steder hvor den plejer at vise farven hvid.

Det var bidende koldt og dagslyset trængte til at få skiftet batterier, men det var trods alt lyst nok til at jeg kunne registrere de gode folk omkring mig. Den kaptajnkasketklædte stamgæst, som rutineret havde medbragt papirlommetørklæder til at haste-skurre sit sæde inden han satte sig. En yngre gut, iklædt strikhue og shorts, som jeg formoder enten har tabt et væddemål eller var i gang med at vinde et hvor gevinsten formentlig ikke var det værd. En tredje fyr faldt i staver over opvarmningen og opdagede ikke at han, udover at spise sin flæskestegssandwich, også var i gang med at spise papiret den var blevet serveret i.

På dette tidspunkt havde Celine Dion i øvrigt kapret John Lennons ‘Happy X-Mas (War Is Over)’. Det kan kun være et spørgsmål om tid før en flok knoglemarvstrætte fodboldromantikere går sammen om en version kaldet ‘VAR Is Over’, men på nuværende tidspunkt er VAR ikke nået til Amager, så der er stadig grobund for det klassiske opgør Publikum vs. Dommeren, i god, gammeldags forstand.

Netop dét bål kom der både brænde og tændvæske på, helt fra kampens start, da Kasper Fisker blev sendt i måtterne nogle gange, og tilskuerne havde en lidt anden opfattelse af hvordan det skulle takseres end dommeren havde.
Folk var kommet sent i dag, men de var mødt op. Stemningen var tæt, Sundby havde taget svovl og hugtænder med.

Selve fodboldkampen var også en levende størrelse. Da måltavlen lyste 11:41 ringede en velplaceret afslutning mod hjemmeholdets målramme, og få minutter senere havde Fremads anfører Lukas Engel en anseelig chance i modsatte ende af banen. Han ramte dog den forkerte knap på controlleren og fik til sin egen forbavselse sendt et sært, krøllet indlæg ind i feltet, fremfor at skyde på mål.

Det var ikke høflighedsfraser der blev sendt afsted fra tilskuerrækkerne. Både Viborg-spillerne, dommertrioen og enkelte af publikums egne hjemmedrenge affødte frustrationer.
En ældre gut, med rødligt ansigtsbetræk, havde ikke tid til at vente med at aflevere sin besked før han havde hostet færdig, og præsterede således på én og samme tid at lede en tår kaffe ud af næsen og arrigt råbe “SKYYYD!” – vel at mærke på et tidspunkt hvor boldhaveren havde samtlige andre markspillere plus en målmand mellem sig selv og målet.

Bag mig sad en hueklædt fyr og forsøgte at tage selfies med noget så sjældent som et oldschool digitalkamera. En mellemstor mursten med batteri. Han vendte linsen mod sig selv, sigtede, bad en Hail Mary, klikkede, hvorefter blitzen rev et stort hul i decembermørket. Jeg tør ikke tænke på hvor mange procent, de første fem forsøg har nedsat hans syn med.

Kampen var stadig lige og målløs.
Den bidske nerve på tilskuerrækkerne var konstant under hele første halvleg, men det sekund der blev fløjtet til pause, var det som om nogen skiftede kanal på hele sceneriet, og folk stod smilende og svajede til Last Christmas med mimende læber.

Selv forsøgte jeg ihærdigt at vække mit blodomløb. Da anden halvleg blev fløjtet op kunne jeg mærke nøjagtig 30% af mine tæer.
Ikke desto mindre var der fint omløb i kampen. Den bølgede frem og tilbage, slog om sig til alle sider, og efter ti minutter af halvlegen fik Viborg skabt kaos omkring Fremad Amagers mållinje. Chancen blev halvklaret af hjemmeholdets keeper, N. Dannevang, og der opstod et par sekunders glemmen at trække vejret på tribunen, inden bolden igen blev sendt ud i verden med et frimærke på ryggen.

Efter en times spil var det hjemmeholdet der var nærgående i modsatte ende. Et hovedstødsforsøg smøg sig som en kat omkring ydersiden af stolpen, og publikum akkompagnerede med den klassiske to-sekunders jubel-ærgrelse-rejse “JAAA-eeeeij!”.

Der blev gået til stålet på kunstgræsset. I perioder føltes det som om der hele tiden var nogen der lå ned. “Er du OK, nummer 29?” brølede en tilskuer, med munden fuld af sarkasme, til en af udeholdets spillere som, i hans optik, lå og ømmede sig lige lovligt ihærdigt.

Vi nærmede os nu kampens afsluttende fase.
Stillingen var stadig 0-0 da vi tumlede ind i kampens sidste ti minutter, men få øjeblikke senere gik ansigterne omkring mig i en form for kuldechok. Som om sjælen momentant bliver sat på pause, for splitsekundet efter at blive ramt af en øjeblikkelig gennemborende træthed. Én sammenhængende bevægelse, som sender øjenlågene i frit fald mod hagepartiet, og hagepartiet i frit fald mod brystkassen.

Det var Viborgs Sebastian Grønning der i det 83’ende minut havde sat pandebrasken på et hjørnespark og headet gæsterne i front. 0-1.

På banen havde amagerkanerne dog ikke opgivet ævred. I 88. minut producerede en blå bluse og et par hvide shorts et drøn fra kanten af feltet, hvor kun en pragtredning af Viborgs keeper – der hang i luften som et gult flueben – forhindrede udligningen.

Kampen ramte de 90 minutters spilletid og havde kun få minutters bremselængde tilbage. Et par tilskuere, nogle rækker nede, lød nogenlunde som om de langsomt fik trukket hår ud af næsen.
Men pludselig fór folk op fra deres sæder i en spontan, ukoordineret bølge.
Kampdommerens pegefinger sigtede mod straffesparkspletten i Viborgs felt og på tribunerne forhåndsfejrede folk den scoring, de i øjeblikket følte sig sikre på ville bringe varmen tilbage i deres kinder.

Efter lidt stoleløs stoledans omkring dommeren, anbragte nogen bolden på pletten og Fremads anfører tog sit tilløb. Den blå/hvide Engel løb mod bolden, og i et splitsekund var der øredøvende stilhed i parken – så ramte nogen tænd-knappen i præcis det øjeblik, bolden ramte nettet bag Viborgs målmand, og lydtrykket var overvældende.
1-1, ‘Vi er dem de andre ikke må lege med’ og kampen nåede kun lige akkurat at blive sat i bevægelse igen før den blev blæst af.

På vej ud til min cykel begyndte jeg at kunne mærke mine fødder igen. Samtidig kunne jeg konstatere at måltavlens lyserøde nuancer havde smittet af på undersiden af skydækket, og at verden lignede lige præcis en halv million.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: