Danmark – Kroatien (0-1)

Danmark 0 – 1 Kroatien
Parken, UEFA Nations League, fredag d. 10. juni 2022 kl. 20.45


En ældre gut, med en øl til hver hånd og et udmattet smil gemt i overskægget, stablede sig op ad de sidste trappetrin, inden han endelig kunne blinke af, dreje ind på sin række, og dumpe ned på sit sæde. Hans ansigt lyste i en nuance, så han kunne have sparet den røde farve på sine Dannebrogsmalede kinder. Han kastede et blik ned over Parken, tabte det nærmest i sin forpustelse, men lignede én der fik sendt en lille bølge af lykke retur.

Jeg sad ikke langt fra ham, på mit røde sæde, få rækker fra at være kilet ind under taget. Bag mig var et par kammerater ved at diskutere hvorvidt, de sad nogenlunde samme sted ”dengang vi var inde at se Wodger Waters”.

’Danmarks drenge’ gled ud af højtalerne som tyndbenet honning, mens storskærmen klippede forbi et potpourri af fremmødte tilskuere – heriblandt en ungersvend, fanget i en kort sekvens, hvor han tilsyneladende forsøgte at sætte personlig rekord i at bunde en fadøl, med en taktik der indebar at hælde indholdet ind gennem munden og næsen på samme tid. At dømme ud fra disse flygtige splitsekunder, var det lykkedes ham at sende samtlige reflekser udenbys, og nærme sig målstregen med en triumferende næve løftet mod himlen.

”Lad være at kaste med øl …lad være at kaste med noget, i det hele taget” lød den umiddelbart rimelige anmodning fra aftenens stadionspeaker. Jeg lod blikket glide et par rækker ned, hvor en gut, med ”Morfar 1” trykt på ryggen af sin røde trøje, kantede sig forbi, mens Big Fat Snake endnu en gang lykkedes med at klemme den famøse ekstra stavelse ind i ”Engeland”. 

På min venstre side sad et ældre ægtepar. Manden, som sad nærmest mig, og som jeg har besluttet at kalde Bjarne, brugte 0,11 sekunder på at knipse et billede af udsigten med sin telefon, og brugte derefter en tålmodig kø af minutter på at slå billedet op på Facebook med en stiv pegefinger og brillerne i panden. Hans læderetuiklædte telefon havde omtrent samme størrelse som min søns iPad, skriften på skærmen var i plakatstørrelse. Jeg holdt omgående af ham.

På banen var opvarmningen i fuld vigør. Den kroatiske keeper fik pareret en bold direkte ud i frontfacaden på en fra staben og måtte tjekke om han var ok. Der blev udvekslet opadvendte tommelfingre og halvforlegne smil.

Da den fælles gennemsyngning af Re-sepp-ten var omtrent et halvt vers gammel, måtte Bjarne tage brillerne af for at tørre et par drilske tårer fra sin højre øjenkrog. Jeg havde lyst til at give ham en krammer, men hvis sandheden skal frem, havde jeg min egen velvoksne portion gåsehud at se til.
Bag os tog en fyr toppen af højtideligheden, ved utilsigtet at synge en krads, men ekstremt vedholdende overstemme til melodien. Især det vers, Dodo synger, havnede nord for stjernerne. Denne midaldrende fyr, som vi kalder Ludvig, havde en blå IKEA-pose under hvert øje, men formåede alligevel at være et spillevende, lysvågent indslag hele aftenen.

Selv Ludvig kunne dog ikke punktere højtideligheden, da spillerne kom på banen og den altomsluttende tifo vældede op som et bølgende hav. Under nationalsangen havde jeg så store klumper i halsen, at jeg et par gange mistede signalet til min stemme.

Det sidste ”blå” fortonede sig, en intens jubel foldede sig ud, strakte sig, lagde sig lidt igen. Straks herefter begyndte store dele af stadion at messe ”Fire-fire-fire-fire-nuuuuuuuul”. Ludvig messede med, men ændrede ”fire” til ”firs”.

Første halvleg var en opløftende, livlig størrelse, hvor de rødblusede lod til at have begge hænder på rettet, uden at det – som bekendt – resulterede i scoringer. Da der blev fløjtet til halvleg, var cifrene på måltavlen stadig et stort sæt briller.

”Så bliver Johan Cruyff Jam sgu skiftet ind” råbte Ludvig og klappede begejstret, da Kroatien sendte den ubærligt elegante Luka Modrić på banen, fra anden halvlegs start.
En balance var tippet. Det var som om, banen pludselig hældte nedad, mod det danske mål.

Kroatien fik tilkendt et indkast, som i manges øjne vendte den forkerte vej. ”Ej, nu gætter han jo bare” bemærkede en kvinde – på syngende jysk – om dommeren.

I det 53. minut havnede en spagfærdig tilbagelægning for fødderne af Kasper Schmeichel. ”Skyyyyyd!” råbte Ludvig. ”Det’ lidt som om, Kroatien er blevet gode nu” bemærkede den jyske kvinde bag mig. Herefter tav hun, indtil det 65. minut, da hun halvt råbte, halvt sagde ”Danmark”

I det 69. minut var det som om, man kunne mærke det. Målet hang i luften, længe før bolden overhovedet var blevet sendt mellem benene på Schmeichel og ramte netmaskerne. Nede i højre hjørne af mit synsfelt eksploderede det ternede udebaneafsnit. Et sted til venstre for mig nøs en fyr kraftigt, to gange, og lød næsten som om, han kastede op.

Chancen for et godt resultat, bakkede undskyldende nærmere og nærmere mod udgangen.

Et målspark blev dømt til Kroatien, et flertal mente at det burde have været et hjørnespark. Pludselig fik lidt for mange folk, løse brikker i Den Røde Mur, svært ved at holde fast i deres fadøl, som i stedet regnede ned i nærheden af gæsternes keeper. Disse personer bør måske få kigget på styrkelse af fingermuskulatur, og eventuelt lidt anger management, inden næste kamp.

I kampens yderligste minutter, strøg en dansk afslutningen langt om længe i nettet. Alle folk omkring mig fik pludselig fjedre under fodsålerne, og brølet var en fryd gennem knoglerne. En gut lod til at dumpe ned fra himlen, og lå pludselig vandret, mere eller mindre oven i folkene på min højre side. Han var allerede én stor undskyldning inden han havde fået stablet sig på højkant, ganske som målet også blev spolet tilbage, trukket i land. Den stakkels fyr måtte herefter pligtskyldigt kravle adskillige rækker op, til sit oprindelige udgangspunkt, mens Danmarks eneste mål, denne aften, måtte se sig selv blive til et nul igen.

Opgøret blev fløjtet til ende, og slanger af mennesker snoede sig mod udgangene i ufrivillig slowmotion. En sansemættet dreng – omtrent tre klapsæder lang – lå og sov under en stolerække, med en forælder på hver side.

Kampen endte som bekendt lidt mindre prangende end fire-fire-fire-fire-nul, men aftenen havde alligevel budt på øjeblikke af stor skønhed – en stemning der stadig sidder og stråler i systemet i dag, halvandet døgn senere.

Da jeg havde trasket mig fri af menneskestrømmene, og drejede over mod min cykel i Fælledparken, fik jeg ved et tilfælde kantet mig gennem en afskedsseance, hvor en ung gut hilste sine venner farvel med ordene ”’ey, jeg mente ik’ noget af det, jeg sagde!”

Måske prøver han igen i morgen, mandag, når Danmark møder Østrig.
Det gør jeg i hvert fald. Og jeg glæder mig.