BK Frem – IF Lyseng (6-2)

BK Frem 6 – 2 IF Lyseng
Valby Idrætspark, 3. division, søndag d. 29. maj 2022 kl. 14.00


”Undskyld, kan du fortælle mig hvilken vej vinden blæser?”

Det er ikke det særeste, jeg er blevet spurgt om, men det hælder i den retning. Gutten der spurgte, som i øvrigt var opstået ud af ingenting, var en uroligt sitrende, blegnæbbet størrelse, som kiggede alle og ingen steder hen på samme tid, og før det lykkedes mig at hoste op med et svar, der ikke bare bestod af uforståelige brummelyde og andre tilløb, var han væk igen. Drejet ned ad en sidevej, eller gået i ét med den hæk, han muligvis havde materialiseret sig fra.

Jeg virrede hovedet videre ned ad Julius Andersens Vej. Denne dag lå tydeligvis på en sær vippe. Himlen var et lavt, gråt loft, med enkelte blå helligdage, og jeg skal blankt erkende at jeg på dette tidspunkt – på en skala fra 1 til 2 – var træt af regnvejr til et stort, flot 2-tal.

Til gengæld blandede en godsindet summen farver i den grå luft, da jeg passerede BK Frems klubhus. Det lød, som kom denne summen fra en transistorradio i en femtesalsvindueskarm, vendt ud mod en baggård, midtvejs i en endeløs 90’er-sommerferie. I guder, hvor havde vi lange, smukke, befriende kedelige sommerferier dengang.

Da jeg, nogle minutter senere, havde valgt mig et sæde, inde på stadion, nogenlunde i nutiden, under tribunens blikbølgetag, var jeg ikke længere i tvivl om at denne dag ville mig det godt. 
Om formiddagen havde jeg fjernet det fuldskæg, jeg ellers havde sjosket rundt i, de seneste måneder. Nu var jeg ikke længere forklædt som voksen, og luften havde fået små, kølige modhager, men den samlede temperatur blev bragt i balance af at sidde og se folk strømme til.

Otte faner blev plantet på trætribunen bag det ene mål, hvor de tilhængere der synger højest, holder til. 
I nærheden af mig, sad en ældre gut med sidevind i sin letbenede frisure og faldt i staver, mens en pind, rullet af Guds grønne urt, var i færd med at ryge sig selv mellem hans pege- og langefinger. Et par rækker nede, hældte en anden gut, via to erfarne vip med håndleddet, en hel fadøl ned i sit underbid, hvorefter han vendte sig mod sin kammerat og smilede et smil, hvor klaveret ganske vist manglede et par hvide tangenter, men til gengæld spillede med hjerte. En tredje gut, på en elscooter, nede foran tribunen, mistede kortvarigt orienteringen, da dét Frem-flag, han havde monteret bagpå, blæste ind foran hans ansigt i en nævenyttig lille serie af vindpust.

Og nu, hvor jeg har opridset denne lille tretrinsraket af gutter, får jeg lyst til at indskyde og understrege, at man finder en diversitet til Frems hjemmekampe, som er en ren fryd. Der findes børn, unge, ældre, tidløse. Kvinder, mænd, formentlig også andre punkter på spektret. Lyshårede, mørkhårede, Stryhn’shårede, gråhårede, intethårede.

Aftenen forinden havde jeg – gennem skærmen på min computer – overværet en Champions League-finale, jeg stort set ikke kunne mærke. Men denne kamp, denne dag, kunne jeg allerede mærke, inden den overhovedet var begyndt. En lille spire af glæde i brystet. Jeg elsker at se Frem spille hjemme i Valby Idrætspark, og jeg elsker at se folk der ser Frem spille hjemme i Valby Idrætspark.

Det var et håbefuldt publikum. Med en sejr ville BK Frem være sikret oprykning fra 3. division til 2. division.

”Beklager tekniske problemer med lyden” meddelte storskærmen i den modsatte ende af parken, som et overdimensioneret negativ af det Word-dokument, jeg netop nu er i færd med at plotte netop disse ord ind i.
Det passede mig i virkeligheden glimrende, at publikum fik lov at udgøre hele lydtapetet.

Kampen begyndte. Adskillige trommeslagere var på stikkerne, nede omkring stemningsafsnittet. Personen der bestyrede lilletrommen, demonstrerede rytmiske underdelinger, der vidnede om at han ikke havde nået at drikke lige så mange øl som mange andre omkring ham. Alternativt kan han have stået i lære hos Johnny Madsen, som efter sigende har udtalt: ”Folk spørger, om det er svært at spille i beruset tilstand. Det er det ikke, så længe man sørger for også at være det, når man øver.”

På det punkt har jeg lidt at lære.
Jeg havde netop sænket både mit nu hårløse næb og mit søndagsvandede blik ned i min øl, da et jubelbrøl buldrede i surround. Kampen var tre og et halvt minut gammel, bolden var gået omkuld i gæsternes mål og Lysengs målmand sad i græsset og så træt ud. 1-0.

Nede foran tribunen, trak et fipskæg en fyr efter sig. Han bar en pølse, som holdt han en sjælden og skrøbelig porcelænsfigur i sin højre hånd, og marcherede med så løftet hageparti, at fipskægget reelt var det højeste punkt af hans væsen.
Jeg nåede lige akkurat at fjerne blikket fra ham i tide til at se en Lyseng-spiller sparke udligningen i netmaskerne. 1-1. Under ni minutter spillet.

En kvinde i tårnhøje hæle, lange blå- og rødstribede strømper, nederdel og et neonskrig af en BK Frem-sikkerhedsvest krydsede billedet, stemningsafsnittet var i færd med ”Vi scorer altid på hjørne” i 7,5 forskellige tonearter, og den lædervestklædte Otto Brandenburg-lookalike, jeg kunne genkende fra tidligere kampe, agerede sprechstallmeister på den overdækkede tribune.

”Der er mål”, sagde en mand bag mig, tørt konstaterende. Det var der ikke. Men 10-12 sekunder senere fik han ret, da hjemmeholdets Lucas Balck gled en bold op mod undersiden af nettaget. 2-1 til overrumplende klapsalver.
Jeg tillod mig, uerfarent nok, at blinke med øjnene, hvorefter en samling Frem-spillere havde gang i et nyt fælleskram ved hjørneflaget, måltavlen viste 3-1, og ny jubel bragede i parken. Noget var ved at rive sig løs.

Nede ved endetribunen, dirigerede en purung dreng de syngende tilhængere, med en indædt og bemærkelsesværdig rutine, fra sin plads i capo-tårnet. Bag mig kæmpede en mand sig halvråbende gennem et vildnis af en telefonsamtale; ”Nå, det er dig, Joan! Ja, det er sgu lidt svært at høre i det gamle lort, her.” Træer og buskadser omkring parken var trukket i sommerklæder, himlens magtbalance var tippet, således at grundfarven nu var blå, og det var det pletvise skydække, der måtte påtage sig rollen som helligdagene. 
Jeg har set mange fine fodboldkampe, de seneste år. Det er få, jeg har nydt som denne.

Første halvleg havde efterhånden strakt sig ud i fuld længde.
Frems Oliver Andersen fik sendt en bold i en blød bue mod sin pande, som han sendte videre i netmaskerne. Det lignede noget, der var skrevet i et manuskript. Målet sugede bolden ind, som et bolsje i kinden. 4-1. Men skulle der forefindes laurbær i Valby, denne søndag, var der ingen der havde tænkt sig at hvile på dem, og i 45 + 4 minutter, fandt endnu en bold vej til svælget af gæsternes mål, efter lidt tilfældig fællesstepdans i det lille felt. 5-1.

Da der blev fløjtet til pause, havde måltavlen sved på panden, jeg havde kramper i tommelfingrene og hjemmeholdet blev sendt i omklædningsrummet til stående applaus.

Pausen mindede på mange punkter om første halvleg. Dynamikken forblev stort set uændret. Der blev provianteret.
En præst kom slæbende med to stadionpølser, mens en gut bag mig udbrød ”Sikken’ dejlig daaaag!”. Om han var en kende beruset, skal jeg ikke kunne sige, men han lød som om han var ved at smelte mens han sagde det – og som om, han i øvrig følte sig godt tilpas ved at flyde lidt ud.

Da anden halvleg lagde fra land, besluttede jeg mig for at strække benene og traske lidt rundt i parken. ”Den bliver 8-2” meddelte en fyr i yderkanten af stemningstribunen, uden at fortrække en mine. Et udsagn, som under normale omstændigheder ville fremstå en kende usandsynligt. Det var bare hverken dagen eller stedet for normale omstændigheder.

I denne periode tenderede begivenhederne på banen ganske vist paradekørsel, men på tilskuerrækkerne rumlede trommerne som et skvulpende sambaoptog, og ørehængeren ”Sut-terne fra Syd-hav-nen! Lå – lå-lå-lå-lå!” blev kontinuerligt ved at stige tonalt, som en række endeløse Melodi Grand Prix-omkvæd.
 
Og så måtte måltavlen selvfølgelig alligevel på arbejde igen i det 85. minut, da hjemmeholdets Rasmus Fugl, på yndefuld vis, vendte på en underkop og drejede en smuk indersideafslutning i nettet. 6-1.

Kampens ottende og sidste scoring faldt til Lyseng, nogle øjeblikke senere.
To minutter i forventet lukketid, pegede kampdommeren på 11-meter-pletten nær Frems mål, og gæsternes Jesper Broberg satte et sikkert spyd i nettaget. 6-2.
”Der var mål”, sagde en kvinde foran mig, i et klangløst tonefald, som havde hun netop talt og konstateret, at hun stadig havde ti fingre, præcis som hun plejede.

Kort efter blev kampen fløjtet af. Frem var rykket op. Glæden skyllede op i folk, som i forvejen havde virket glade. Det var rørende at stå i udkanten af.

Ved siden af mig, stod en gut for sig selv. Hans kraftige, rødbrune skæg så ud som om, det strømmede ud af hans næse og løb ned over kinder og hage. Det hele var modelleret i ét stort, saligt smil. Han strakte armene i vejret og lukkede øjnene. Jeg tror ikke engang, han åbnede dem, da tribuneafsnittet, nogle øjeblikke senere, sejlede i blå og rød konfetti. Han havde rigeligt med konfetti inde i hovedet.