Vanløse IF – IF Lyseng (4-2)

Denne tidlige lørdag eftermiddag havde søvn i øjnene. Den lænede sig bagover. Forsøgte at læne sig ind i den sidste rest af sommerferie, som var det en dyb liggestol, den nægtede at rejse sig fra.

Således var det også en stilfærdig oplevelse at ankomme til Vanløse Idrætspark, en halv times tid før kampstart. De få mennesker, der var ankommet før mig, sad som spredte helligdage på en stor, tom tribune, og var faldet dybt og ubehjælpeligt i hver deres sæt staver.

Jeg holder meget af intense, sitrende tribuner, men jeg holder også af den stilfærdigt summende sommer-tomhed, man kan opleve. Et fodboldstadion må også gerne være et sted, hvor folk kan sidde sammen, hver for sig, og være stille. Sådanne steder finder man generelt for få af i 2022…

BK Frem – IF Lyseng (6-2)

Aftenen forinden havde jeg – gennem skærmen på min computer – overværet en Champions League-finale, jeg stort set ikke kunne mærke. Men denne kamp, denne dag, kunne jeg allerede mærke, inden den overhovedet var begyndt. En lille spire af glæde i brystet. Jeg elsker at se Frem spille hjemme i Valby Idrætspark, og jeg elsker at se folk der ser Frem spille hjemme i Valby Idrætspark…

Vanløse IF – FC Roskilde (2-4)

Luften var tung da jeg gik ad stien fra Vanløse Station. Det føltes næsten som om, den var foldet dobbelt. Når jeg skriver ”jeg”, mener jeg i øvrigt ”vi”. Min seksårige søn og mig. 

Der lød en rumlen, et sted fremme, nær destinationen på vores rute. Ikke fra et tordenvejr, men fra en tromme der fik kærlige stryg, og ydermere tumlede rundt i cementrungende akustik.

Da vi ankom til Vanløse Idrætspark, var det sammen med en hel del andre mennesker, i en hel del forskellige aldre. Himlen havde fortsat tunge bryn, men den nye kunstgræsbane lignede en vandkæmmet konfirmand og folk havde smil smurt over ansigterne…

BK Frem – IF Lyseng (4-1)

Jeg skal være ærlig; denne lørdag syntes at have fået det forkerte ben ud af sengen. Jeg kunne fra starten fornemme at den ikke var helt på min side. Det hang i luften. Og luften stod bare og gloede dumt på mig, da jeg gik om i gården for at hente min cykel.

Farverne syntes at være løbet helt ud af billedet, da jeg placerede fødderne på pedalerne. Vejret var udvandet gråt, grænsende til ikke-eksisterende, og jeg selv var – som du nok fornemmer, kære læser – også lidt af en fest på to hjul…