FA2000 – Vanløse IF (1-2)

FA2000 1 – 2 Vanløse IF
Frederiksberg Stadion, 3. division, lørdag d. 25. marts 2023, kl. 13.45


Jeg skal være ærlig; ekkoet af en påskefrokost rungede i mit hoved, da jeg satte den ene fod foran den anden, på vej ned ad trapperne til metroen ved Nørrebros Runddel. En karrusel af snaps, gin, samtaler i ring, lufttrommer til ’Dancing Queen’. 

Det er spøjst hvor abstrakt alting kan føles når man har den slags tømmermænd.
Denne lørdag var verden iklædt et lag film. Tyndt, men nærmest umuligt at få prikket hul i. Bare dét, at finde ind i en rytme, der kunne få mine fødder til at transportere mig nogenlunde harmonisk ned ad nogle trapper, var som at skulle løse en halvsvær ligning.

En ung fyr, der stod på metroen ved Nuuks Plads, afspillede så høj og spids musik fra sin telefon, at de stikkende melodimønstre blev hængende i den tørre luft, efter han var stået af. Det føltes som at blive efterladt med en insisterende myg i et telt, efter solnedgang.

Jeg ankom til Frederiksberg Stadion samtidig med regnen og andet omkvæd af ’Mucki Bar’. Ingen af dem blev hængende til kampstart. Det gjorde jeg naturligvis – på så tilbagelænet en facon, at mine ryghvirvler nærmest klikkede ind i mellemrummene mellem træplankerne på de grønmalede tribunebænkes ryglæn, som puslespilsbrikker der finder deres plads.

AC/DC’s ’Thunderstuck’, der fungerer som indløbsmusik når FA 2000 spiller hjemme, satte i bevægelse fra højtalerne. Den nåede dog ikke engang at flytte spillerne hele vejen ind på banen, før musikken blev afbrudt af hvad der lød som nogen, der prøvede at ringe til den telefon, sangen blev afspillet fra. Der lød lidt spredt latter. Det spændte unægteligt ben for den energiske, flyvende start, musikken formentlig var tiltænkt at fungere som indpisker til. 

Det passede på alle måder til denne dags væsen.
Noget med manglende rytmer, noget med distancer. 

Hvad angår sidstnævnte, var lokationen heller ikke nogen nem medspiller. Der er et par flersporede motorveje af løbebaner mellem den overdækkede tribune og banens nærmeste sidelinje, hvilket – sammenholdt med det velfriserede kunstgræs – måske nok kan udfordre den klassiske fodboldromantiker en smule.

Men fodbold i Frederiksberg Idrætspark kan andre ting, og der var ydermere en livlig summen omkring mig på tribunen. Udover at have karakter af en form for lokalopgør, var denne kamp et møde mellem 3. divisions andenplads og tredjeplads, hvilket havde trukket ganske mange mennesker til. Hvor meget der end føltes distanceret denne dag, føltes tilskuerne som en mere nær størrelse, end jeg tidligere har oplevet på dette stadion.

Der blev levet med, med let forsinkelse, i kampens fjerde minut, da en halv friløber vristede sig løs. Nogen baskede på en tromme, et sted på rækkerne, på en måde der fik mig til at tænke på en Fætter BR-reklame fra min barndom. Men der blev bare basket, ingen sang eller råbte. Det fik trommen til at lyde en anelse ensom.

Jeg havde fået taget plads nær en armé af let gråsprængte gutter – flere af dem iklædt sorte og hvide Vanløse-halstørklæder, alle iklædt et humør, der ofte bankede hovedet mod tribunens lave loft. 

De af dem, der ikke havde travlt med at tjekke live-stillinger i andre 3. divisionskampe – og stolt annoncere dem højlydt til kammesjukkerne omkring sig, som havde de selv opfundet dem – lod sig behørigt begejstre, da en Vanløse-spiller, med et sort 10-tal trykt på den hvide bluseryg, præsterede en lille serie sammenhængende to-fodsdriblinger der ville have fået Andrés Iniesta til at knipse bifaldende. Det så ganske enkelt ud som om, han, i én lang, glidende bevægelse, som et spøgelse, spadserede direkte gennem tre modstandere, med bolden klistret som et stykke tyggegummi til hans snørebånd.

Der begyndte dog at tegne sig svage konturer til at kampforløbet blev skubbet en anelse i retning af gæsternes mål, og i det 22. minut snoede en afslutning fra hjemmeholdet sig kælent omkring ydersiden af stolpen. En af gutterne, foran mig, sugede så hårdt ind at det fik ham til at hoste.

Nogenlunde samtidig fandt følgende ordveksling, mellem to af de ældre gutter, sted, et par rækker nede:
– Nå …klar til at finde noget at være sur over?
– Ja, for helvede. Jeg har varmet op hele morgenen!

Sidste linje blev leveret med et tungt, søvndrukkent smil, der aldrig nåede helt op til øjnene. Det gav fortabt et sted omkring de middelstore poser der hang ud under de to disede glaskugler, hvorefter det var op til mundvigene at bære hele læsset.

I det 38. minut var der til gengæld lys i øjnene, smil og bærende konstruktioner over hele linjen, på rækkerne foran. Vanløses August Andersen fik kilet en afslutning op ad indersiden af stolpens hæl, hvorefter kuglen snurrede i nettet. 0-1 til Vanløse.

Flere fra Den Gråsprængte Armé – som jeg ellers havde mistænkt for at være groet lidt sammen med bænkene, ganske som jeg selv – kom på benene, med en overraskende og pludselig adræthed. De fleste af dem klappede begejstret. Én løftede bare tavst sit ølkrus, højtideligt skålende, i salut ind mod spillerne, som fra det ene øjeblik til det andet var smeltet sammen til en klynge hvide bluser, sorte shorts og knyttede næver. De ænsede ham selvfølgelig ikke, men han blev stående som en bevæget søjle.

I halvlegens døende minutter, var Vanløse ydermere ved at fordoble føringen, da et hjørnespark fandt en pande, der sendte bolden hårdt mod en hård stolpe. Flere var allerede godt i gang med at fejre målet før bjørnen var skudt, og måtte pligtskyldigt hale deres jubelscener ind igen, og sætte sig, da virkeligheden indhentede dem.
Én af dem – et medlem af arméen – skiftede herefter hastigt kanal, og indledte i stedet en lille monolog om sit job, hvor han, efter eget udsagn, havde arbejdet ”i fjorten år og sytten måneder”

Pausen trak batterierne ud af første halvleg. Lysmasterne i parken, der i forvejen læner sig en anelse ind over banen, lignede nu nogen der stod og døsede, nærmende sig en truende overbalance. De formåede dog lige nøjagtig at blive på benene.
Jeg håber, de står der endnu, men jeg føler mig ikke sikker.

Et lille spadestik nede i anden halvleg opstod der en glitch i Vanløse-defensiven, og pludselig var deres rødklædte målmand væk fra brættet, sat ud af spillet. Bolden stod et øjeblik og dirrede i luften ved foden tilhørende en FA 2000-spiller, som dog blev presset så tilpas meget i det stillestående øjeblik, at hans afslutning endte med at gadedrengehoppe ud over baglinjen, et stykke ved siden af målet, da verden igen blev sat i bevægelse.
”Lasse, for helvede!… Lasse, FOR HELVEDE!” messede en nervøst anlagt gut på rækken foran mig, så lyden nærmest spillede mur mod boligkarréerne ovre bag modsatte side af parken, der stod som massive blokke af rød mod den tætte blågrå himmel.

Lasse, som hurtigt viste sig at være navnet på Vanløses målmand, var herefter det navn, eller ord, for den sags skyld, der blev sagt, råbt, sunget absolut flest gange fra tribunen, resten af kampen.
Netop som det var blevet annonceret at vi denne dag havde at gøre med et sæsonrekordsættende besøgstal – 574 tilskuere – måtte Lasse flå sine reflekser abrupt ud af sengen og redde en FA-afslutning på stregen. ”Klasse-Lasse!” skurrede et medlem af arméen begejstret.

Samme Lasse måtte i det 68. minut trække en ny redning ud af handskerne og vippe en bold tæt over tværstangen, da et flot skud fra distancen dykkede hurtigt og tungt mod garnet. Og kort efter opstod en ny, stor chance til hjemmeholdet, men spilleren, den tilfaldt, endte med at losse en lille flænge i den grå luft, frem for at få ram på bolden.
Der begyndte at lugte brændt omkring gæsternes mål.

Og så, et sted i nærheden af minut 74, skete det. En blå bluse – med indhold – ramte kunstgræsset inde i feltet. Dommeren pegede på straffesparkspletten, til halvhjertede men højlydte protester fra Vanløse-tilhængerne.
Udførslen af straffesparket var ikke farvet af skyggen af tvivl, og blev sikkert omsat. 1-1.

Men allerede få minutter senere – mens nogen hyldest-sang ”Lasse, Lasse lille” med ryggen til banen – landede en returbold på udeholdets Daniel B. V. Nielsens dørmåtte, hvilken han omgående trykhamrede op i nettagets tagrende. 1-2 til Vanløse og arméen brølede smålykkelige uforståeligheder.

Nu var det som om, alting stod åbent. Kampuret måtte skynde sig for at holde trit. ”Én rigtig Lasse – der er kun én rigtig Lasse” blev der sunget gennem ølkrusene, i sekunderne efter at Vanløse-keeperen havde præsteret endnu en imponerende redning. Udeholdets tilhængere kunne skimte målstregen, hvor sejrens sødme stod og pustede ud. 

Trommen, der tidligere havde lydt ensom, havde nu fået selskab af et råbe-kor, som – i fællesskab med alle andre fodbold-fans – havde truffet en klar beslutning om at rytmik trumfer stavelser.
Bum-bum, bum-bum-bum, bum-bum-bum-bum – VANLØS’!

Den Sølvgrå Deling tog en pause fra at mene at kende fodboldloven bedre end dagens dommer. Vi befandt os i tillægstiden. En gut strakte armene i vejret, og blev siddende sådan i adskillige minutter. Det havde brændt på, men nu var den sidste luft ved at blive lukket ud af opgøret, og den højt og rigt besungne Lasse i Vanløse-målet lagde an til et målspark, der meget vel kunne blive en af kampens sidste aktioner.

”Don’t hurry, be happy” sang en af Vanløse-støtterne ind mod keeperen, og lo så højt af sin egen opfindsomhed at man skulle tro, en anden havde overrumplet ham med et drøn af en anden, urkomisk verden. Jeg kunne godt lide ham. Og melodien, hans rust-baryton havde forkælet omgivelserne med, blev på mærkværdig vis siddende i en rille i mine tømmermænd – en båndsløjfe der hang hen over dommerens sidste skræp i fløjten, en båndsløjfe der varede hele den langsomme vej hjem, fra Frederiksberg til Nørrebro.

Don’t hurry, be happy