BK FREM – Aarhus Fremad (0-1)

BK FREM 0 – 1 Aarhus Fremad
Valby Idrætspark, 2. division, lørdag d. 18. marts 2023, kl. 14.00


Jeg ser ham prøve to gange. Det er ikke noget særligt iøjnefaldende optrin. Faktisk tror jeg, jeg er den eneste der reelt er tilskuer til forestillingen, selv om vi velsagtens er 10-12 mennesker i køen, der venter på at kante os ind gennem tælleapparaterne ved Valby Idrætspark. Det er altså ikke bemærkelsesværdigt. Men hvor undseeligt det end synes, er det sådan en lille ballet, der får mig til at holde en tand mere af vores hjælpeløse race.
Mennesket, hvis du, kære læser, skulle være i tvivl. 

Det er i øvrigt nok nærmere en tango, end en ballet. Der skal to til. I dette tilfælde: en mand og hans to go-kaffekop. Manden er på min alder – altså i randområdet af 40 år, men indehaver af en klar fornemmelse af at det, for evigt, vil være maksimalt 10 år siden, Radiohead udgav ’OK Computer’. Han er iklædt en foret, grønternet skovmandsskjorte, som regnen gør sit bedste for at mørkne en nuance eller to. 

Kaffekoppen ligner til gengæld én, der blev født i går. Den opfører sig også sådan. Og ellers er det omvendt. Uanset hvor manden placerer sin mund, på koppens hvide plastiklåg, er det ikke dér, hvor hullet, der slipper kaffen ud i verden, befinder sig. 

Jeg ser ham, som sagt, prøve to gange. Det er sært. Om det er svigtende koncentration eller en alvorligt mangelfuld koordinationsevne, ved jeg ikke, men to gange i træk sætter han læberne mod låget og hælder – begge gange med det resultat, at kaffen løber alle andre steder hen, end ind i hans mund. Først virker han forvirret. Hans øjne flakker let, men han bliver ved at hælde. En kort irritation sætter ind, men den ser hurtigt ud til at kuldsejle i en overmandende træthed. Han kan ikke få sig selv til at prøve en tredje gang. Jeg skal blankt erkende at det, som tilskuer, er en lettelse.

Kaffen har allerede færdiggjort det malerjob, regnen igangsatte, og skjorten har fået et par bemærkelsesværdige, mørke plamager omkring den ene brystlomme.

Jeg når aldrig at se om manden er her for at se fodbold, for i næste øjeblik er jeg nødt til at flytte mine vandrestøvler, så jeg ikke danner en prop i den smalle sluse ved indgangen til stadion. ”Hvor mange romerlys må man have med ind?” kvidrer en spøgefugl, et sted bag mig. Jeg tror, jeg virrer let med hovedet, mens min billet bliver skannet, og jeg træder ind i Valby Idrætspark til lyden af Ulige Numres ’København’, som jeg vil vove at påstå, aldrig har ramt eller klinget renere end netop dette sted, netop denne lørdag.

Da jeg, en halv times tid forinden, sjoskede op ad trapperne på Nørrebro Station – de rulletrapper som lader til at være permanent frosset i en bevægelse – stod støvregnen og ventede i luften over perronen. Da jeg, kort efter, sad i linje F, skraverede en mere bastant version af samme regn ruderne, mens en gammel ven – Fiona Apple – holdt mig i hånden, holdt mig i ørerne, gennem mine blå, trådløse hovedtelefoner. Da jeg stod af toget, og tilfældigt endte med at træde i fodsporene af nogle forvirrede Aarhus Fremad-tilhængere, som famlende forsøgte at gennemføre den labyrint, Ny Ellebjerg Station til tider optræder som, var regnen på grænsen til anmassende.

Men nu, hvor jeg har sat 2 x størrelse 43 inden døre på stadion, pakker regnen sammen, som var det aftalt spil. BK FREMs blå og røde farver blander sig med Aarhus Fremads gule og sorte. Noget klapper, noget føles helt rigtigt. Ovre fra hjørnet råber nogen noget ind til linjevogteren, om at trænge til briller – hvilket er tidligt at råbe den slags, eftersom der stadig er omtrent tyve minutter til kampen overhovedet skal starte.

Jeg beslutter mig for at runde merchandiseboden og smide lidt penge i klubkassen, i bytte for et blåt og rødt halstørklæde. I ølboden, til højre for mig, afgiver en gut en bestilling på en alkoholfri øl, ud gennem et langt, gråt skæg. Straks derefter griner han så tilpas højt, rustent og længe, at man skal være exceptionelt tonedøv, og ude af stand til at læse gennem linjer, for at tro at han mener det.

Parkens fokus, som mere eller mindre har været alle steder, samles nu – mere eller mindre – omkring banen, hvor de gul- og sortstribede gæster fra Aarhus løber på banen. Mit blik fanger den elektroniske måltavle, der i disse øjeblikke viser et billede af Kaptajn Haddock iklædt en FREM-trøje, brølende ”FOR KÆRLIGHED!”

Der er både respektfuld stilhed, hjertelige klapsalver og en sol, der presser et forsigtigt ansigt ned mod glasloftet, da to nyligt bortgåede klubmennesker – Niels Buch og Kaj Frank (ganske enkelt kendt som Fremmer-Kaj) – mindes, hvorefter kampen starter.

For at fejre vinterpausens ophør og regnens ditto, placerer jeg mig på en af ståtribunerne, bag det ene mål. De stadig våde træplanker føles forræderisk glatte under mine såler. Jeg står ikke i samme sektion som den bløde, hårde kerne af skrålende FREM-tilhængere, men tæt nok på til at kunne fornemme varmen fra dem.

Dagens kamp i 2. division byder på en repræsentant fra toppen af tabellen – Aarhus Fremad – mod en repræsentant fra de nedre egne af samme tabel, desværre, i form af hjemmeholdet. Dette er dog ikke et faktum, der kommer til udtryk i starten af opgøret.

”Så, nu bliver det vildt, da-da-da-da-daaaaa…” siger en gut – først begejstret – men den fanfare, der afrunder hans sætning, lyder som om, den smelter, opgiver ævred, da en Aarhus Fremad-spiller, i samme øjeblik, stopper det angreb, der afstedkom den indledende optimisme.
”Dem som ikke hopper, de er fra Jylland!” buldrer endetribunen, til højre for mig.

Gæsternes målmand modtager en muskuløs tilbagelægning. Et par gutter ved hegnet bag målet fremfører højlydt et lille, demonstrativt hørespil, til ære for Aarhus-keeperen:
– Han er usikker!
– Han er mega usikker!
– Han har lige kørt i bus i tre timer!
”Mindst!” råber nogen bag mig.

Kampen er møjsommeligt vandret længere ned mod hjemmeholdets mål, da vi nærmer os den halve time på kampuret. Solen stikker en lang snude ned gennem taget, som den dog hurtigt trækker til sig igen, efter gæsterne har trippet på kanten af det lille felt, og kommer frem til en afslutning som først lige akkurat lader sig parere af FREM-keeperen, hvorefter den stepdanser på overliggeren.

Chancer begynder for alvor at tikke ind i begge ender af banen. Mest bemærkelsesværdigt i det 40. minut, hvor en imponerende akrobatisk forsvarsaktion clearer en bold på stregen. ”Ligesom Kent Nielsen i ’92!” siger en midaldrende mand til sin midaldrende kammerat. Og da FREMs målmand, nogle minutter senere, folder en enkelt, lang teleskop-arm ud, og vifter en nærgående bold væk fra feltet, kunne man – med lidt god vilje – også godt drage en forsigtig parallel til en lyshåret keeper fra samme fodboldkamp i 1992.

”Dommer, må vi ik’ ogs’ få frispark!?” råber nogen, hvilket den dømmende magt reagerer på ved at fløjte til pause.

Mens køerne til ølboderne får akut vokseværk, dasker en flok reserver rundt på banen og fornøjer sig med at sparke en bold lodret, og meget højt, op i luften. De første gange kommer den ned med sne på, til sidst kommer den slet ikke ned igen.
Stadionspeakeren sender ”skud ud” til en gut, der lige er blevet far – ”- hvis I møder ham i baren, så giver han nok en lille én …eller omvendt” knitrer det over stadionhøjtalerne.

Kampuret er ikke kommet ud af fjerene da anden halvleg starter. Det er stoppet på 45 minutter. Klokken 15.07 hvisler en Aarhus-afslutning tæt forbi den ene ankel på hjemmeholdets mål, hvilket dog får vækket kampuret, som forpustet står ret igen, omkring det halvtredsindstyvende minut.

I minut 55 ryger en bold ud over baglinjen, nær målet, lige til højre for mig. Den fortsætter ud på tilskuerrækkerne, hvor en gut reagerer instinktivt, og sætter en abrupt højreskøjte på den vildfarne kugle. Desværre clearer han den direkte op i panden på en ung kvinde fra det slæng, han står sammen med. Jeg fornemmer en vis lettelse omkring mig, da hun reagerer med et mindre grineflip. ”Hvad er chancen!?” klukker hun.
Fodbold i Valby Idrætspark kan, på flere niveauer, være en meget nær oplevelse.

I minut 70 bekendtgør den gode stadionspeaker ”Ooooog Aarhus Fremad har foretaget en indskiftning …OG en udskiftning!”
”Det ville kraftedeme også være typisk, hvis de fik lov at nøjes med indskiftningen”, mener en ung gut med en fadøl i hånden og ryggen til kampen, uden antydningen af et smil.

I minut 83 gør den unge kvinde, som lidt tidligere præsterede det ufrivillige hovedstød, klar til at gå. Jeg kan ikke undgå at overhøre at hun, først her, bliver præsenteret for det smertefulde faktum, at det rent faktisk var en fyr fra hendes eget crew der, via en utilsigtet, uheldig førsteberøring, havde fået bolden til at slå smut mod hendes pande. Stemningen under farvelseancen i den lille gruppe fremstår pludselig en anelse hygge-anspændt og noget mindre jovial end tidligere.

Opgøret slår sig i tøjret, men ser – trods flere stakåndede chancer i begge ender – ud til at måtte affinde sig at ende som en mål-løs pointdeling. Velsagtens også et værdifuldt point for det hårdtarbejdende hjemmehold, som trods afstanden i tabellen, har stået flot imod. Skabt en kamp.

Af samme grund føles det også som en nådesløs skæbne, da kampuret holder 90 minutters-fødselsdag, og kareten pludselig klapper sammen og bliver til et græskar.

I den umiddelbare tumult efter et hastigt afviklet frispark, bliver en bold slynget ind foran hjemmeholdets mål, hvor gæsternes Lucas From, helt inde omkring mållinjen, bare skal møde indlægget med én eller anden tilfældig kropsdel, som ikke er armene eller hænderne. 
Det lykkes han med. 0-1.

De medrejsende Aarhus Fremad-tilhængere får et øjeblikkeligt skud varme, men for de fleste tilstedeværendes vedkommende, kan de nu pludselig mærke det kradse marts-vejr, der ellers har gnavet i noget tid. Og således ender det. Med en kold spand vand til hjemmeholdets spillere og tilskuere.

Personligt er jeg dog overbevist om at jeg var løbet tør for varme langt tidligere, hvis jeg ikke havde opholdt mig i lige netop Valby Idrætspark, på BK FREMs lune hjemmebane.












Ps.
Skulle du enten være indehaver af en specifik grønternet skovmandsskjorte med kaffepletter, eller en pande med et aftryk af en hård Select-bold, så giv lyd – jeg giver en kop kaffe næste gang, vi er til fodbold i Valby.