Fremad Amager – FC Helsingør (0-1)

Fremad Amager 0 – 1 FC Helsingør
Sundby Idrætspark, 1. division, lørdag d. 11. marts 2023 kl. 13.00


Én ting er at mærke vinden mod sit ansigt, men jeg havde det som om, den blæste gennem mit hoved, da jeg gik mod tribunens sektion A, en lavstammet time før kampstart.

Kort forinden havde forvirringen været total, som jeg vandrede ad Englandsvej, hvor denne lørdag – som om formiddagen havde virket som en knugende genudsendelse af et trist stykke januar – nu pludselig var troppet op i gallauniform. En blå himmel, hvor luften var lige så skarp mod huden, som solen var mod øjnene.

Man kunne nærmest høre hvordan, kondens i folks vinterstøvler, omdannede disse til små drypstenshuler. En fyr iklædt regnjakke og en hue hvorpå der stod ”BAD HAIR DAY”, kiggede anklagende op mod fremmedelementet der sendte sine varme stråler ned over os, alt imens han blev overhalet af en maskine der saltede cykelstier uden antydningen af is. 
En anden fyr lod til at være smeltet fast på en bænk, med en cigaret smeltet fast mellem hans pege- og langfinger, overladt til at ryge sig selv.

Men inden døre, i skyggesiden, ved den overdækkede tribune i Sundby Idrætspark, tog temperaturen altså nu et lodret hovedspring. 
Jeg skuttede mig dobbelt, og flyttede mig instinktivt halvandet skridt til siden, da jeg pludselig stod ansigt til ansigt med Fremad Amagers nye maskot; en overdimensioneret, smilende hund. Men ikke sådan en nuttet hund, som dén, din mormor havde da du var barn. Nærmere sådan en hund, der godt kunne tænkes at have et problem med steroider, og som du bestemt ikke har lyst til at skylde penge. Smilet under de stirrende, blå øjne, var så bidsk at man kunne skære sig på det.

De syntetiske olietønder fra 50 Cents ’P.I.M.P.’ dryssede ned fra højtalerne i parken, men fik kamp til stregen af en ung trommeslager på sektion B, som med stor ivrighed havde sat sig for at tryk-teste både køller og trommeskind.

Jeg havde netop taget plads på rækkerne, nær en ældre herre, da nogen nøs en håndfuld hvid konfetti, som lod til at bevæge sig målrettet gennem luften, med sikker kurs mod de to fadøl, min nyfundne sidemakker havde stående ved siden af sig. Han forsøgte halvhjertet at skærme plastikkrusene, men vidste godt, det var en tabt kamp. ”Ja, de ville sgu ikke lade mig nøjes med en enkelt bajer” sagde han, og pegede bebrejdende ned mod nærmeste ølbod, med en vantetommelfinger. ”Happy hour”, mumlede han småtvært.
Ikke desto mindre lykkedes det ham at drikke begge øl, inklusive konfetti, inden opvarmningen på banen var i nærheden af at være tilendebragt.

Jeg kastede et blik ud over smukke Sundby. En ældre gut så ud til at pudse næse direkte i sine luffer. En kvinde med frostblå læber mimede, efter bedste evne, med på ’Jenny from the Block’. Maskotten med det diabolske smil lod sig fotografere med to rædselsslagne børn, og lignede én der havde været vågen i et år.
I away-sektionen kom Helsingør-tilhængerne til live. Holger Danske hang ud på en lyseblå fane, og lignede én der frøs. Endnu en tromme, der kunne zigzagge på tværs af den tårnhøje musik fra tribunehøjtalerne, blev introduceret. Den hidsige sidevind kastede et nyt spyd ind gennem mit venstre øre. Smukke Sundby.

”Vi elsker Fremad”, råbte en gruppe rytmisk, i sektionen til venstre for mig. Deres mundtøj var dog så medtaget af kulde, at det fik ”Fremad” til at lyde som ”blåbær”.
Herudover fik nyligt pensionerede Michael Lumb en spillersang og en fenerbahce-hilsen fra de højlydt dedikerede tilhængere, mens en DJ gav decibelene frit løb, og steroidehunden passerede scenerne, som en udsmider der udelukkende var på udkig efter en svag undskyldning for at starte en slåskamp.

Jeg tror muligvis aldrig, jeg har været større fan af en maskot, end denne. 
Samtidig er jeg ret overbevist om at den kommer til at koste mig et par nætters søvn, den kommende tid.

Udeholdets reserver luntede over kunstgræsset og blev buhet velkommen af hjemmepublikummet. Stadionspeakerens forbindelse var lutter skrattende, røde lamper, og fik ham til at lyde som en rasende hveps, hver gang han tillod sig at blive den mindste smule begejstret. Nogenlunde samme lydforhold gjorde sig gældende under den hyggelige, tøffende Fremad Amager-sang, ’Fremad er Gud’, der spilles nær kampstart, og hvor trykket på sidste ord i linjen ”Når vi betaler for fodbold” er charmerende fejlplaceret på sidste stavelse, for at holde snor i melodien.

Helsingørs startende spillere indfandt sig på banen. Der blev atter buhet af et godt hjerte, og en gut råbte prompte ”I’ en forstad til Snekkersten!”
Da hjemmeholdet, traditionen tro, løb på banen til ”Vi er dem de andre ikke må lege med”, var det med taktfaste klapsalver. Og ikke kun fordi, den pumpede muskelvagthund klappede demonstrativt, paranoidt stirrende omkring sig, så ingen turde andet end at klappe med.
I guder, hvor havde jeg savnet fodbold i Sundby.

Stadion virkede tæt, da kampen satte i gang. Både på den overdækkede tribune, og ovre i parkens solskinsside, klumpede folk sammen.

I det 14. minut kom Fremad frem til en stor chance, og ærgrelsen lød som om, den blev jublet ud, på tilskuerrækkerne, da Helsingør-keeperen fik pareret afslutningen. 
Kort efter kastede en lille flok oldschool-skarnsunger en snebold efter linjevogteren. Og ramte vist.

Hjemmeholdet havde imidlertid lidt sværere ved at finde den sidste skarphed, i en kamp der ikke levnede den store plads omkring felterne.
”Hvis I ikke snart afslutter, binder jeg kraftedeme de hår, jeg har i røven, sammen med de hår, I har i næsen!” råbte en pædagogisk sjæl opbakkende.

I det 35. minut fik en Helsingør-spiller krøllet en sær bold ud over sidelinjen. Der blev omgående jublet fra Sunny Side. ”Dååårlig’, dååårlig’” råbte en flok af dem efterfølgende, for at være sikre på at undgå misforståelser.

Da pausen kom, havde jeg allerede kapituleret. Forladt min plads på The Dark Side, og drevet med retning mod lyset på modsatte langside. En flyvemaskine med opstoppernæse rumlede forbi, oppe på det store blå bagtæppe, og anden halvleg blev fløjtet i bevægelse.

Stadionspeakeren meldte at vi – ”på trods af at det er skidekoldt” – var dukket 2029 snuder op denne eftermiddag, men blev mere eller mindre afbrudt af nogen der råbte ”Haaland, din terning!” efter gæsternes nummer 4, som tilnærmelsesvis havde tilladt sig at dele frisure med den berømte nordmand. 

I det hele taget lod humøret på tribunerne til at stråle om kap med solen. Højt, og til at få både øje og øre på. Men så indtraf et par mindre heldige hændelser;
Efter lidt mere end en times spil, fik hjemmeholdets Emil Staugaard sin anden advarsel og blev sendt på porten. En dreng i flyverdragt holdt en irgrøn statue for øjnene. Og næsen, i øvrigt.
Det gav ikke ligefrem amagerkanerne – som ellers havde forsvaret sig fornemt – bedre arbejdsbetingelser. Og da kampens enlige mål, i det 80. minut, blev sparket i netmaskerne med eftertryk, efter tre flotte, hidsige pingpong-afleveringer, var det ikke overraskende de rødklædte fra Helsingør der stod fadder.
0-1.

Solen begyndte så småt at lede efter udgangen. 
Den stod og fumlede med håndtaget, da Fremad, i de døende minutter, fik tilkendt et frispark nær gæsternes felt, og kastede samtlige markspillere, plus en keeper, frem for at få fingre i et halmstrå.
Den endelig præcision lod sig dog ikke lokke med frem, og folk var allerede begyndt at søge mod portene da dommerens sidste fløjt forlod mundstykket. En pragtfuld kulisse – som godt kunne have fortjent at blive belønnet med point – pakkede sig selv sammen.

Jeg sørgede også for at liste af, så udsmideren med det isblå blik og de knyttede poter, ikke behøvede at tage affære.