Brønshøj Boldklub – B 1908 Amager (2-2)

Brønshøj Boldklub 2 – 2 B 1908 Amager
Tingbjerg Ground, Danmarksserien, lørdag d. 26. november 2022 kl. 14.00

”Hvad fanden er dét?”
En hueklædt gut tabte ordene ud af munden, som en prompte, halvforskrækket reaktion på den lille, koordinerede hær af børnestemmer der pludselig blæste vores retning, som små, skingre spydspidser. ”Alleeeeeez, vi er 8’erne!” råbte de, med en svag antydning af en underordnet melodi. 

Den anden af de to gutter der gik foran mig, på vej mod portene ind til Tingbjerg Ground, drejede også hovedet mod lydkilens lydkilde. Men her var reaktionen markant langsommere. Tid er åbenlyst en relativ størrelse, og de to venner kørte efter helt forskellige tidsregninger. Det så ud som om, hans blik først fulgte trop nogle sekunder efter. Så kiggede han mod sin kammerat – blikket sync’ede dovent op – og så tilbage mod den modsatte langside, hvor den purunge, energiske udebanefraktion stod placeret.
”Lol” sagde han, i tonløs slowmotion, uden at fortrække en mine.

Inde på stadion var der godt fyldt på rækkerne til denne årets sidste kamp. Hundredvis af røde kinder, hundredvis af næser i løb. Og da kampen var blevet trillet i gang, stod det også klart at plænen, den skulle spilles på, trængte til juleferie. Der var grus i det grønne maskineri, sand mellem tænderne.

Tribunerne var dog i fin form. Der var trommer fra to modsatrettede kanter, medlevende tilskuere fra begge klubber. ”Neeeeej!” blev der nærmest jublet i kollektiv ærgrelse i det 8. minut, da hjemmeholdets Mathias Veltz sendte en afslutning afsted, som gæsternes keeper måtte hive en flot parade ud af bentøjet for at holde fra indersiden af netmaskerne.

”Op i nettaget, for helved’ …hør nu efter!” råbte en ung fyr bag mig, ud gennem et flere oktaver bredt smil, bestående af lutter hvide tangenter. En lille pige i jordbærstrikhue, med en hvepsestribet trøje trukket ud over sin lyserøde flyverdragt som skindet på en pølse, klatrede rundt på cementtrinene med sin far i hælene, mens kampen bag dem stepdansede lidt på stedet.

For anden weekend i træk, mærkede jeg et dybt stik af den kærlighed til fodbold, som det igangværende VM ikke engang kan presse gennem det første hudlag. Denne dag på Tingbjerg Ground føltes allerede som at få pustet varme i kolde hænder. Det er prik som disse, der skal slæbe mig gennem vinteren.

I det 17. minut opstod en stor chance til de amagerkanske gæster, men spilleren, den tilfaldt, fik på mærkværdig vis sat 90% mindre inderside – samt 90% mere hæl – på bolden, end han havde tænkt sig. Læderkuglen forlod ham i en usandsynlig 90 graders vinkel i forhold til den tilsigtede retning, og endte i stedet som en blød, utilsigtet aflevering til en medspiller.

Det føltes på flere måder som om, noget ikke var kalibreret helt. ”Du har sæbe på vanten, min ven!” råbte en ældre fyr, som jeg ikke helt kunne lure om var sur eller glad, da Brønshøjs keeper tabte en bold, han ellers lige havde grebet.
Og kort efter fik selvsamme keeper sendt en aflevering direkte ud i fødderne på en nært placeret modstander – som dog høfligt besvarede gæstfriheden ved at trille en godmodigt luntende afslutning lige så stille og roligt tilbage i handskerne på målmanden.

Dagslyset virkede som om, det var ved at løbe tør for strøm. Det latente vintermørke flyttede uroligt på sig. Jeg ved ikke om det var ren indbildning og tidernes temaer, men det var som om, det fik de mange regnbueflag på stadion til at lyse endnu stærkere op. Her kan hentes ting, der bliver taget andre steder.
Også et palæstinensisk flag fik lov at strække sig, og få luft under vingerne, da en skæg- og hueklædt fyr løb det hele vejen rundt om banen til applaus fra tribunen i Tingbjerg.

Med fem minutter til pause gik den ikke længere for den forheksede Brønshøj-målmand. En tilsyneladende ufarlig bold besluttede sig pludselig for at forlade hans favn uden at sige ordentligt farvel, og blev omgående sparket i et tomt mål til 0-1.

En flok medrejsende tilhængere af udeholdet bekendte ugenert og hujende kulør, og rejste sig netop som alle andre syntes at synke et par centimeter. Brønshøj-keeperen stod nogle vaklede sekunder på sin venstre fod, som en stork i blæsevejr, før han fandt sit balancepunkt, og hans målmandshandskeklædte hænder fandt hans hoved, som de måtte holde for en stund. 

Hvilken peptalk han end har haft holdt for sig selv i de sekunder, må dog have haft en effekt, for få minutter senere stod en modstander ubegribeligt fri, lige foran mål, med en ladeport at sigte efter. Men ud af de handsker, der netop havde holdt målmandens hoved, sprang nu en refleksredning der egenhændigt afværgede en fordobling af B 1908’ernes føring.

I pausen kom kulden snigende som en listetyv, stjal varmen i mine tæer og begyndte at blæse damp ud af min mund. Jeg forsøgte mig halvhjertet med et par røgringe, men gav hurtigt op og tog et bevidstløst hovedspring i dybe staver.

En tør, skarp skræppen fra dommerens fløjte flåede mig op til overfladen igen. Jeg kunne konstatere at jeg ikke var den eneste der var blevet ramt; en B 1908-spiller, som må have gået lige forbi dommeren da denne blæste sin én-tone-fanfare, bukkede sammen og tog sig til øret, som var en trommehinde blevet piftet. 

Det er i øvrigt anden gang, jeg oplever dette scenarie på Tingbjerg Ground – åbenbart et lille, overraskende epicenter for arbejdsrelaterede høreskader.
Anden halvleg var tre minutter gammel.

”Sæwehandsk’!” råbte en tilhænger af udeholdet, med tragten rettet mod hjemmeholdets keeper. Damp forlod hans mund som en tyndbenet taleboble, som ikke var solid nok til at holde på udråbstegnet særlig længe.

Målet for tilråbet lignede igen en hård dag på kontoret – en dag, hvor skægstubbene kommer buldrende frem og æder ansigtet som en skygge, inden klokken er blevet 11. En dag hvor kaffen er kold, det sekund den rammer koppen. Man fik fornemmelsen af at han havde evnerne i orden, men at det var påkrævet at han trykkede ctrl+alt+delete for at kunne gøre brug af dem. Det var underligt at være vidne til.

En bold trillede tilbage mod ham, trissede stilfærdigt over det tilsandede græs. Han skulle bare sparke. Og det gjorde han. Han sparkede, lagde vægt i bevægelsen, præcis som man ville forvente, præcis som han skulle, men i stedet for at hvisle mod himlen, og flyve ud i verden som en determineret backpacker, drev kuglen den stik modsatte retning. Den foretog et sært lille hop netop som den skulle møde støvlen, hvorefter den kloede sig vrangvilligt, en anelse ynkeligt, ud over baglinjen til et uforståeligt hjørnespark.
Jeg fik tanken, at man muligvis har kunne købe voodoo-dukker iklædt Brønshøj-trøjer, i et dunkelt baglokale til merchandise-boden hos rivalerne fra AB.

I dele af anden halvleg havde man måtte vende blikket fra banen, og i stedet rette det mod tribunen, for at finde gnist og inspiration, men nu begyndte begivenhederne på banen efterhånden at konkurrere med de føromtalte – og nu optalte – 632 løbende næser på tilskuerrækkerne.

Stadionprojektørerne var også vågnet til dåd, og begyndte nu at kaste lidt glitter over scenen.

Uret på den elektroniske måltavlesladrede om, at der var omtrent tyve minutter tilbage af opgøret, da hjemmeholdets Jeppe Orbe pludselig stod ganske umarkeret dybt inde i gæsternes målfelt. Afslutningen blev dog en sær fusion, en sjælden inderside-flugter, som nægtede at tage den tiltænkte vej i nettet, og i stedet dryssede ned, et sted ovre i området bag fjerneste stolpe, bag målet.
”En inderside!? Jamen, jamen, hvorfor, hvorfor!?” råbte en mand med munden fuld af cigaret.

Minuttet efter gik der hul i linjerne i modsatte ende af banen. Et hjørnespark ravede rundt, bankede panden mod en opstander, og kastede sig derefter i fødderne på en klump spillere med bluser i forskellige farver og ivrigt fremstrakte storetæer. En angribende spiller vandt konkurrencen om den længste tå, og måltavlen tikkede 0-2.

I stedet for at bruge tiden på at surmule, slog hjemmeholdets stemningstribune prompte en imponerende kontra, og begyndte omgående at synge ”Vi er på vej – vi er på vej – vi er på vej i Champions League!”

Og så virkede det gudhjælpemig. I det små, om ikke andet. For to minutter senere havnede en løs bold – formentlig den samme småberusede størrelse, der lige havde tumlet rundt i nede i hjemmeholdets felt – for fødderne af en hveps, der resolut satte den i masken på maskerne. 1-2.

”NU bli’r det rigti’ vildt! NU bli’r det rigti’ vildt!” blev der messet fra Brønshøjs selvudnævnte Drunken Army, alt imens den sorte og gule konfetti var ved at lægge sig til rette omkring deres fødder, efter at have farvet luftrummet over tribunen.

En hidsig jagt på point blev indledt af hjemmeholdet og de medlevende tilskuere. En ældre gut i sorte overalls og korte ærmer spyttede langspyt. ”Betyder det overhovedet noget om vi spiller uafgjort eller taber?” dristede en fyr på 20-50 år sig til at spørge sin kammerat. ”Min ven, du bruger slet ikke rigtigt hovedet i dag” lød svaret.

I det 90. minut nåede en fest at bryde løs og blive aflyst igen inden for samme sekund. Bolden var i nettet og jublen tumlede rundt, bølgede nærmest vandret omkring mig, men stort set i samme bevægelse oplevede jeg en spontan og knivskarp koreografi, hvor en masse mennesker tog sig til hovedet på præcis samme tid, da linjevogterens flag rakte tunge ad dem. Offside.
”Hvor er VAR!?” ville manden i overalls og korte ærmer – tilskuer til en kamp i Danmarksserien – vide.

Et frispark blev dømt til udeholdet. ”Dommer er du da helt væk!?” brølede en gråsprængt gut. ”I en sæk – fuld af blæk – og lakrids-kon-fekt” fnes hans gråsprængte kammerat halvsnøvlende, og demonstrerede en lidt anden opfattelse af situationens alvor.

I det 94. minut skete det så.
En lille sky af sand stod op fra græsset, da en bold blev hamret ind i feltet, med al den fandenivoldskhed, en hidsig udmattelse kan fremprovokere. Først klappede den mod panden på en forsvarende spiller i hvid bluse, derefter steg en hvepsestribet hjemmedreng, med en imponerende reaktionsevne, til vejrs, og drejede bolden højt op i indersiden af sidenettet. Gæsternes keeper nåede ikke at få hænderne løftet over ørerne. 2-2.

En jubel med tilbagevirkende kraft brød løs omkring mig. Denne gang var der ingen offsidekendelse til at lukke festen, ingen håndbremse var trukket. Fejringen stod – eller flød rundt – som en tidlig spejling af det fyrværkeri der skulle brage over Tingbjerg Ground, nogle minutter senere, da kampen var lukket og slukket, og jeg forlod stadion og traskede mod bussen, med to kolde, knyttede næver i mine sorte fingervanter.

Og det er med disse sorte fingervanter, jeg nu vinker.
Tak for et smukt år på tribunerne. Tak for at I har læst med undervejs.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

One thought on “Brønshøj Boldklub – B 1908 Amager (2-2)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: