AB Gladsaxe – Thisted FC (2-1)

Akademisk Boldklub Gladsaxe 2 – 1 Thisted FC
Gladsaxe Stadion, 2. division, søndag d. 20. november 2022 kl. 14.00


Hvor gårsdagen havde været en iskold, sammenbidt satan af en lørdag, med sne i skrå, hvide snit, på grå baggrund, var der en anden klarhed over denne dag. Den var stadig skarp som et barberblad, men også klar nok til at solen kunne slå smut i klingen.

Selvsamme sol pressede hele ansigtet mod de uvaskede ruder på Café 1889, hvor jeg sad bænket med Junior, som var midt i en brydekamp med en muskuløs stadionpølse, hvor det endnu var for tidligt at forudsige en vinder.

Ude fra tribunen fik to dumpe klask på en tromme det til at lyde som om, nogen var faldet i søvn over den. Det var dog ikke tilfældet, og da vi trådte ud i den knasende luft, og bevægede os langs rækkerne, måtte vi glædeligvis forbi en god del af de grønne plastiksæder for at finde et par ledige af slagsen.

”Det dufter af vinter” meldte junior. Og havde ret. 

Dagens opgør fik sin begyndelse. 
Med tanke på hvilken klub, jeg var på besøg hos, syntes det ganske passende, at dette var min kamp nummer 89 i kalenderåret 2022 – og i det hele taget var det en af de eftermiddage, hvor det hele syntes at give mening. Kontrasten til et VM, som på flere parametre kan være svært at få til at give mening, var både skærende og strålende.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg, de senere år, har oplevet en tiltagende metaltræthed i mit forhold til international topfodbold. En hastigt accelererende snebold af ting, jeg hverken kan- eller ønsker at spejle mig i. Denne top synes så fast besluttet på at udhule sig selv, at den muligvis vil knække helt af, inden længe. Det er dårlige nyheder. 

De gode nyheder er at der stadig findes en modpol. Og denne modpol fandt jeg blandt andet denne søndag, efter en kort bustur gennem sammenbidte villakvarterer og grå stumper af trafikerede veje. Gladsaxe Stadion sad som en velplaceret pil i midten af skiven.

Der var de pragtfulde, let monotone sange, fra venstre side af tribunen, som emmede af liv der får lov at falde lidt i staver. Vokalerne der skøjter rundt og bytter plads som det passer dem. ”Kåååm ååååån AÆI-BEÆI!”

Der var den unge dreng med den grøn-hvide fane, som af flere omgange, og med tiltagende utålmodighed, måtte forklare sin far – som, med den anden hjernehalvdel, prøvede at koncentrere sig om kampen nede på planen – at han altså ikke heppede på ”Frankrig”, men bare Frank. Hvem det så end kan have været.

Der var en grøn plæne med vinterfrisure. Der var lav sol over Gladsax’. Som Peter AG ikke sang i 1991. 
Men det kunne han ærlig talt godt have gjort. 
For det var et syn for guder, og et syn for mig. Et syn der satte sig i brystlommen, og blev siddende.
Jeg har en intention om at det skal blive siddende hele vinteren.

Første scoring faldt efter 59 minutter, lidt klumpspil og en lille serie – for hjemmeholdet – lykkelige tilfældigheder. 1-0. Glæden var gennemgribende.

På en fyr, i nærheden af mig, havde det virket som om hans hjerte og adamsæble havde byttet plads, som kampen var skredet frem, men nu kom forløsningen, og ting landede på deres rette sted. Hjertet landede helt og fuldt i brystet, og jeg kunne have svoret, jeg ligeledes hørte et ”ding!” da adamsæblet strøg på plads.

Samme fyr måtte tage sin hue af og kramme den, i en grad, så hans knoer lyste hvidt, da dommeren, uden den store raflen, pegede på straffesparkspletten i udeholdets målfelt, med et kvarters tid tilbage af kampen.

AB’s Frederik Ellegaard omsatte – med præcis samme mangel på raflen, som dén, dommeren netop havde udvist – straffesparket til en tomålsføring. Fra rækkerne omkring mig, blev der kvitteret med en frisk version af omkvædet på Rocazinos ’All My Love’, hvor hooket lykkeligvis har samme antal stavelser som ”EL-LE-GAARD!”

”Den er der nu, den er hjemme!”, jublede en ældre herre, som meget vel kan have heddet Edvard, og så ud til at fryse så meget, at hans vanter havde brug for vanter. Men da Thisted, i det 84. minut, reducerede til 2-1, og en gabende stilhed, over nogle sekunder, spredte sig på tribunen som en koldsteppebrand, dryssede farven ud af hans ansigt. Den eneste lyd der stod tilbage, var det hæse jubelskrig fra Thisteds keeper, som lød til at være startet et sted nede i de knyttede målmandshandsker.

Min tankelæsning, her, er ikke faglitteratur, det er ren digtning; 
Edvard lignede en, der øjeblikkeligt fortrød at have dristet sig til at anse kampen for afgjort og vundet. Det er overtro med tilbagevirkende kraft. Jeg tror, mange fodboldtilhængere kender det så godt. Jeg gør.

I et svagt øjeblik ånder man lettet op, og i det næste øjeblik bliver man bekymret for at have været hovmodig. Uden at ville det, vel at mærke, for hovmodet og jeg taler forbi hinanden. Hovmod og jeg nikker ikke engang når vi passerer hinanden på kontorgangene. Hovmod går på stylter, hovmod er ude af stand til at gennemskue faldhøjden, højmod opdager først sin egen højdeskræk når det allerede er for sent. Hovmod står for fald. Sådan lyder den berømte konklusion, sådan er det.

Jeg oplevede ikke Edvard som hovmodig, men jeg tillader at trække tankerækken ud af hans hoved, og – med vold og magt – proppe det ind i mit Word-dokument. Måske skriver jeg i bund og grund mere om mig selv, end jeg skriver om Edvard.

I sidste ende er det ligegyldigt om det var Edvard, mig, eller os begge, som denne lille serie af tvangsstrøtanker blæste igennem, for der faldt ikke flere scoringer i kampen, og AB kunne gå på juleferie med yderligere tre point til den fine bunke, de allerede har skrabet sammen. Denne bunke placerer dem på en tredjeplads i 2. division – blot ét point fra den højeste taburet, som Aarhus Fremad og Esbjerg deler i skrivende stund.

En flok tilskuere blev stående efter slutfløjtet – et par rækker nede på tribunen, men samtidig oppe fra toppen af verden – for at hylde deres hold i grønt. De stod med arme og alle ti vantefingre strakt mod himlen, og virkede generelt så tilfredse med hele situationen, at de muligvis står der endnu.

Selv traskede jeg mod udgangen, med mit halstørklæde viklet op om min næse, min søns venstre vante viklet ind i min højre vante, og et hjerte der var stopmæt.