Forrige weekend endte med at blive en begivenhedsrig affære for mit vedkommende.
Jeg var, mellem fredag og søndag, forbi fem forskellige kampe på fem forskellige stadioner. Den sidste af disse fem var dog en Superliga-kamp, og da jeg har besluttet mig for at denne side skal være dedikeret til fodbold i de lavere rækker, vælger jeg at se bort fra denne.
Til gengæld kan du herunder læse ud- og indtryk fra følgende kampe:
Fredag d. 28/10
Sundby BK – Brøndby IF, Sundby Idrætspark, Kvindeligaen
B.93 – BK Frem, Østerbro Stadion, 2. division
Lørdag d. 29/10
Ballerup-Skovlunde – Avedøre IF, Ballerup Idrætspark, Sjællandsserien
Brønshøj Boldklub – Gørslev IF, Tingbjerg Ground, Danmarksserien
SUNDBY BOLDKLUB – BRØNDBY IF
Sundby Idrætspark, Kvindeligaen, fredag d. 28. oktober 2022 kl. 18.00
Det føltes som om, nogen pludselig havde slukket for varmen, da tælleapparatets lille metalkarrusel svingede mig ind på Sundby Idrætspark med et lille, koldt puf på baglåret. Et enligt vindpust kravlede ned ved kraven på min jakke, og satte sig som en svag tinnitus i knoglerne.
Efteråret var landet, og jeg havde taget en spontan beslutning om at lande på tribunen til Kvindeliga-kampen mellem Sundby BK og Brøndby IF. For en lidt for kort bemærkning.
Jeg var ikke den eneste der havde sat en knappenål i Sundby denne aften.
På den ene sektion sad en flok børn, som gav illusionen af at være dobbelt så mange som de reelt var. Det er et særligt trick, børn kan. Dette fænomen kan også opleves i klasselokaler og til børnefødselsdage. Og når jeg skriver at de sad, føles det heller ikke helt rigtigt. De var ikke ligefrem en statisk størrelse – tværtimod var de i fuld vigør og røde Sundby BK-gevandter.
Al den tid, jeg nåede at tilbringe i Sundby, denne aften, gjorde de et væsentligt indhug i lydbilledet – og dét i et noget lysere toneleje end jeg oftest oplever på mine fodboldture. De bevægede sig – sprællede, får jeg lyst til at skrive – omtrent to oktaver over den gruppe Brøndby-tilhængere der, på den tilstødende sektion, havde samlet sig om en tromme, som var den et lille bål i kulden.
Kampen blev blæst i gang.
Børnene foldede et bemærkelsesværdigt varieret sangrepertoire ud, som til dels havde til formål at støtte deres klub, men i stort set lige så høj grad syntes designet til at drille fodboldpassionerede folk fra Vestegnen. Stemmebåndene blev spændt som små hidsige flitsbuer, der blev ikke taget nogen gidsler. De lød som en højfrekvent horde af skælmske tegneseriefigurer.
Fra Brøndby-sektionen blev der trukket på skuldre og smilebånd. Og de samme træk blev foretaget, da en pige var så opsat på demonstrativt at fremvise sin kortærmede FCK-trøje, at hun lod kulde være kulde, mens hun kantede sig længere og længere over mod gruppen med de blå/gule sympatier. Hun rykkede nærmere, sæde for sæde, og virkede på alle måder som én der havde sagt ja til en pre-teen-udfordring fra hendes pre-teen-venner, som sad placeret et stykke væk, bag det ene mål. Man kunne høre dem fnise overgearet tværs over parken.
På et tidspunkt droppede tonelejet lodret, da den Brøndby-tilhænger, der bestyrede trommen, skruede hovedet 90 grader til venstre, og – med et glimt i øjet – råbte ”Who are ya? Who are ya? Who are ya? Who are ya?” op mod den purunge Sundby-sektion.
Tegneseriefigurerne kiggede i nogle splitsekunder forvirret på hinanden, var i ubalance et øjeblik – jeg forestiller mig at engelsk er et relativt nyt indslag på deres skoleskemaer – før de genoptog råbearbejdet med uforandret styrke.
Så gjorde jeg det, man ikke bør. Jeg gik før tid. Langt før tid.
Det var sådan, det måtte være, hvor forkert det end føltes. Dog vil jeg halvretfærdiggøre det med, at det fra start havde været meningen at jeg skulle til det traditionsrige Københavner-opgør mellem B.93 og BK Frem – og at dette brudstykke af denne kamp, i Sundby, således var en lille forret, jeg spontant havde smidt i puljen på selve dagen.
Man kan så diskutere om det giver mere mening at se nul minutter af en fodboldkamp, end at se 30 minutter af en fodboldkamp. I hvert fald føltes det ganske sært at vandre ud gennem portene allerede inden der blev fløjtet til pause.
Jeg kunne senere se på min livescore, at der blev scoret tre mål i kampen. Jeg nåede at se lige nøjagtig tre færre end dét. Så kan jeg måske lære det. Denne manøvre er nok ikke en, jeg kommer til at praktisere meget fremover. 
B.93 – BK FREM
Østerbro Stadion, 2. division, fredag d. 28. oktober 2022 kl. 19.00
Jeg blev mødt af et altopslugende, kollektivt sug da jeg trådte ind på Østerbro Stadion. Lyden af hundredvis af mennesker der trækker vejret ind på samme tid.
Splitsekundet efter, vendte suget på vrangen og eksploderede i en vildtvoksende buket af et jubelbrøl.
I enkelte henseender har jeg begge fodsåler solidt plantet på asfalten, og før jeg gik i fælden, og begyndte at vinke rørstrømsk tilbage til den stuvende fulde tribune, som havde givet mig den overstrømmende varme velkomst, nåede jeg at registrere at en flok fodboldspillere, i hvide trøjer og sorte shorts, havde gang i en helhjertet fejring på grønsværen.
Der var spillet lidt under ti minutter af kampen, og hjemmeholdet, B.93, havde netop bragt sig foran 1-0.
Den særegne, på én og samme tid ranglede og kompakte, tribune var et smukt mylder. En tætvævet mosaik. I min tid som divisionsfodboldtilskuer har jeg endnu ikke set så mange mennesker samlet på denne tribunes træbænke.
Fint i tråd med dette traditionsrige, københavnske clásico, var den ene side af tribunen trukket i blå og røde farver, mens den anden halvdel lyste hvidt.
Før jeg nåede hen til tribunen, nåede jeg først og fremmest den fjerne ende af køen til ølboden. Der var lang vej til Paris. Jeg var dog fast besluttet på at overvære kampen med en øl i hånden, og tog opstilling ved menneskeslangens hale. Der blev jeg stående.
Jeg kan lige så godt tabe spoileren ud af fingrene og ned i tastaturet med det samme: med undtagelse af de sidste tretten minutter, tilbragte jeg hele kampen i denne kø.
Set i bakspejlet burde jeg naturligvis have ændret strategi. Jeg burde have lugtet lunten, da jeg registrerede hvordan der kom flere og flere folk bag mig, mens mine fødder ikke flyttede mig nævneværdigt fremad – hvordan den del af køen, der lå foran mig, på mærkværdig vis voksede støt i bredde, mens jeg stod naglet til jorden. Men jeg var åbenbart tilpas tørstig og tilpas stædig til at blive hængende i denne småkafkaske situation.
Et lille stykke bag mig stod et vennepar af nobelt ophav. I hvert fald havde de på det nærmeste et venligt skænderi, idet de begge insisterede på at give øl. Denne diskussion blev mere og mere hypotetisk, i takt med at de glemte at være en aktiv del af køen, mens flere og flere mennesker gled foran dem. Høfligheden skyggede for hele udsynet. Det var fascinerende at overvære dette omvendte tovtrækkeri. Men det modsatte af at trække, er at skubbe, og det er svært – stort set umuligt – at skubbe et tov. Og så må køen alligevel have flyttet sig lidt, for jeg tabte dem af syne.
Der blev luftet forskellige teorier, når det kom til hvorfor køen kun syntes at bevæge sig marginalt mere end de smukke, irgrønne statuer der udgør Østerbro Stadions evige tilskuere.
Nogle mente, man havde undervurderet hvor tørstige de gode medrejsende Frem-tilhængere kunne være på en fredag. Eller en hvilken som helst anden ugedag. Andre mente at der måtte være tale om en urinvejsinfektion hos de hårdtprøvede ølhaner.
Måske ligger sandheden et sted midt imellem – og mest af alt skal den nok findes i at tilskuertallet, denne fredag, slog hovedet mod himlen for en divisionskamp.
Hvor kedeligt det end er at overvære en fodboldkamp fra en ølkø, hvor udsynet mildest talt var begrænset, er det mest af alt bare ekstremt glædeligt at tilslutningen og opbakningen var så stor.
Her, lidt mere end en uge senere, varmer det mit fodboldhjerte i stor stil.
For mit vedkommende var det anden kamp i træk på dette stadion med sitrende stemning. Sidste gang var det Esbjerg, der var på besøg, denne gang var det de knuselskelige FREM’ere der spyttede i puljen.
Frem udlignede. Pausen kom og gik, hvorimod jeg blev stående. Nicolaj Thomsen bragte hjemmeholdet på 2-1. Og da jeg endelig, et sted omkring det 77. minut, nåede frem til Østerbro Stadions svar på Santiago de Compostela, bestilte jeg en øl til hver hånd.
Det føltes som et markant øjeblik, på en markant aften, hvor smukke klubber spillede fodbold i smukke omgivelser, og det måtte fejres. Derudover kunne jeg næsten ikke bære at have stået i kø så længe for kun en enkelt øl.
BALLERUP-SKOVLUNDE FODBOLD – AVEDØRE IF
Ballerup Idrætspark, Sjællandsserien, lørdag d. 29. oktober 2022 kl. 11.00
Hele verden havde søvn i hele synsfeltet, da jeg stod lænet op ad busstoppestedet ved Nørrebros Runddel, lørdag morgen. Solen var der også, men var heller ikke helt i stand til at få øjne.
Da jeg var tumlet ombord på 350S, og buschaufføren havde placeret mig eftertrykkeligt på et tilfældigt sæde, ved abrupt at gasse op, åbnede jeg min medbragte bog.
Men uanset hvor meget, jeg prøvede at koncentrere mig, kunne jeg ikke abstrahere fra, at den ældre herre, på sædet foran, benyttede en skriftstørrelse på sin telefon, der var dobbelt så stor som bogstaverne i min bog.
Bogen, jeg for tiden læser, er i øvrigt en ganske interessant sag, der omhandler UFO-observationer i et historisk perspektiv. Det gjorde den ældre herres SMS’er ikke.
Jeg faldt i staver, med blikket lænet op ad hans frisure, som mildest talt var spredt fægtning. Men så begyndte han at brumme. Nej, det var lysere end en brummen. Han nynnede. Ikke noget bestemt, lød det som. Vilkårlige toner. Og hans nynnen var fuld af rust og vildfarelse. Det lød ensomt. Jeg fik næsten lidt ondt af ham.
Samtidig blev en yngre fyr i denimjakke, der unægtelig lignede én der var på vej hjem fra byen, ved at ramme det blå Rejsekort-felt med sit ærme – Check ud – Check-check ud – uden at opdage at det var ham, der forårsagede den mekaniske talestrøm. Og da en tredje gut, iført aerodynamisk cykelhjelm, med vold og magt baksede et el-løbehjul ind i bussen, klappede jeg bogen i, lidt voldsommere end jeg havde behøvet.
Fyren med cykelhjelmen nøs fire gange i træk. Fire identiske nys, hvor det hver gang lød som om, han begyndte at græde.
Det var en lettelse at stige af bussen i Ballerup.
Her gik jeg forbi et par små moser i efterårsklæder med indtørrede dunhammere. Så fandt jeg stadion, og solen fandt sine øjne netop det øjeblik, jeg satte mig på et af den forholdsvis omfangsrige tribunes røde sæder.
Spillerne fra Ballerup-Skovlunde Fodbold og Avedøre IF var netop trådt på banen, og lagde an til kamp. Hjemmeholdet i rødt, udeholdet i de Juventus-klingende lodrette sorte og hvide striber.
”Halløjsa gutter! Gi’ dem en skalle, ik’!” sagde en mand til et par spillere nær banehegnet. Jeg vælger at lade tvivlen komme ham til gode, og antage at han ville have sagt ”Gi’ den en skalle”
Ballerup Idrætspark er et overordentligt fint sted at opholde sig sådan en efterårsformiddag. Jeg havde grebet en kop kaffe på vejen til tribunen. Skråninger, med vildtvoksende græs, buske og træer i årstidens fineste skrud, lå som et halstørklæde omkring banen. En trækonstruktion, som jeg forestiller mig kan tjene som TV/kommentatortårn, lignede et svensk jagttårn eller et strandhus uden vand.
Kontrasten til bussen var skærende.
Her syntes alle folk at kende hinanden. Undtagen mig. Og så var det alligevel som om, disse gode mennesker omkring mig var bekendte, jeg bare ikke havde mødt endnu.
Flere af mine kommende bekendte kunne i øvrigt godt klare en øl, trods det tidlige tidspunkt.
Opgøret kom undervejs.
Efter 10 minutters spil slængede en Avedøre-spiller, fra klos hold, bolden den forkerte vej rundt om stolpen, og tog sig til hovedet længe før, den overhovedet var trisset ud over baglinjen.
Tre minutter senere bragte en urokkelig inderside hjemmeholdet foran 1-0. En gut i Avedøre-trøje rejste sig omgående fra sin plads med de bitre ord ”Ingen grund til at blive!”, og forlod resolut parken. Eller, sådan så det ud. Men han lykkedes ikke med at ramme udgangen, derimod havnede han et sted nede omkring pølseboden, hvor han blev hængende lidt.
Det var en fin dag. Plænen så langhåret og frodig ud, grænsende til sumpet. Jeg smagte på min kaffe. Den smagte på mig. Jeg var mere tilfreds end den var. Det var både for koldt og for tidligt til en øl. Jeg besluttede mig for at gå ned og købe en øl.
Mens jeg stod og ventede på denne øl, i området bag det ene mål, skreg en Avedøre-spiller slemt, og følte sig aldeles ureglementeret nedlagt. Folk omkring mig lo hjerteligt. ”Jeg tror sørme, Pinocchio blev ramt på næsen!”, buldrede en ældre gut. Der blev dømt målspark. Der blev taget et målspark. En mand råbte ”pølse!”, hvorefter han tog en bid af sin pølse.
På banen blev der ikke taget let på noget. En Avedøre-spiller uden Pinocchio-mærkat brølede en serie ord, jeg ikke kommer til at gentage her. Jeg kan dog sige så meget, at den første stavelse, som blev efterfulgt af et par velvoksne udråbstegn, rimede på ”frog”.
Humøret blev ikke bedre hos gæsterne, da BSF bragte sig foran 2-0 i det 38. minut. Hjemmepublikummet applauderede fordoblingen, og nede bag det ene mål blev der, i al stilfærdighed – og vidunderligt søvndrukkent – kippet med to røde Ballerup-faner.
Solen var gået bagud af dansen igen. Det virkede som en lille overvindelse at stirre den øl i øjnene, jeg nu sad med i hånden.
En bortvist Avedøre-spiller hamrede næven mod indersiden af udskiftningsboksen, et vissent blad snurrede ned fra tribunetaget i en lodret serie ubalancerede piruetter, dommeren piftede pausen frem på scenen. Der blev viftet spagfærdigt med de to røde faner, mens spillerne trissede i omklædningsrummet.
Der blev viftet spagfærdigt med de to røde faner, da spillerne kom på banen igen, efter pausen. ”Hvad får du gult for i første halvleg?” spurgte en spiller en anden, og demonstrerede derved fodboldfolks sære modvilje mod at tale i datid.
Som så ofte, til kampe i divisionerne og serierne, var aldersspændet en særdeles elastisk størrelse. Fire gutter i den øvre ende af dette spektrum sagde en hel masse småvrisne sætninger, der alle endte på ordet ”dommer”, og lod til at hygge sig gevaldigt ved det.
Så faldt kampens tredje og sidste scoring.
Et tørt spark styrede selvsikkert, nærmest selvfølgeligt, mod indersiden af den ene opstander, og slog derefter smukt ind i indersiden af nettet. 3-0.
En skuffet gut med Avedøre-tilbøjeligheder anmeldte en af sine egne spillere således til sin kammerat: ”Jeg vil ikke sige at han har været direkte dårlig …men han har været meget, meget, MEGET ikke god”, mens en anden fyr, et stykke til venstre for dem, af en eller anden grund var troppet op i shorts, og nu var i færd med at fryse til en form for skulptur.
”Fire-fire-fire-fire-nuuuuuul” sang en fyr, der stod for sig selv og kiggede ned i græsset, nede bag det ene mål.
Det blev dog ved de tre. Og en overordentlig fin formiddag i Ballerup.
BRØNSHØJ BOLDKLUB – GØRSLEV IF
Tingbjerg Ground, Danmarksserien, lørdag d. 29. oktober 2022 kl. 14.00
Den bus, som skulle fragte mig tilbage fra Ballerup, ind mod min næste kamp, var stuvende fuld af folk, der i vid udstrækning virkede en anelse trætte af hinandens tilstedeværelse.
Jeg fik kilet mig ind ved midterdørene. Sad nærmest i spænd mellem et sæde og en spids albue i nyrehøjde.
Et par meter længere fremme i bussen, førte en ung kvinde en meget høj telefonsamtale. Til tider kan det være akavet, når folk taler i telefon i offentlig transport. Denne kvinde råbte i telefon. Det var ganske enkelt umuligt at trække frinummer, når det kom til rollen som tilhører.
Til gengæld var det ikke nogen kedelig samtale, hun førte. Den bød på linjer som ”Her på Sjælland spytter du altså bare folk i hovedet” – og min personlige favorit: ”Jeg havde en flaske Captain Morgan i tasken, som jeg skulle give i gave. Men så finder jeg ud af at jeg bare har siddet og drukket af den, så nu kan jeg jo ikke give den væk!”
Til højre for mig sendte en ung, rullekraveklædt gut på en lidt anden frekvens. ”Lige nu fokuserer jeg på Skatteøen – og så tager vi den derfra”, meldte han til sin kammerat.
Jeg fik med møje, besvær, og en manøvre der havde visse ligheder med brydning, mast mig ud, da vi ramte Veksøvej.
Ved bænken nær busstoppestedet havde nogen kastet op i en sirlig bunke. At dømme ud fra afstanden mellem bænken og bunken, kunne man få tanken, at den pågældende person må have siddet ganske fattet på bænken, og ganske kontrolleret have vendt vrangen ud på sig selv, lige mellem sine fødder.
”- den minder også om hvor lidt du bruger din fantasi” sang Sebastian ud gennem næsen, ud gennem højtalerne i Tingbjerg Idrætspark, da jeg drejede om hjørnet, ind mod stadion.
Med tanke på hvilke sange der synges fra tribunen i Tingbjerg, synes jeg nu ikke man kan klandre nogen for at mangle fantasi. Derimod vil jeg på det nærmeste hævde at fantasien er fast gæst på tribunen, hvor den står og brøler med en guldøl i hånden. Den skyder på alt, der rører sig.
Så slog det ned i mig, som isnede det i en tand med en dårlig attitude; jeg var endnu en gang kommet til at tage ud for at se Brønshøj spille, iklædt en cap med en ugle. Denne gang var det bare endnu værre end sidst. Det var topmålet af et lavpunkt. Det var en grøn kasket med en ugle på fronten.
En ugle og farven grøn – de to mest åbenlyse symboler for Brønshøjs ærkerivaler fra AB.
Det gik ikke. Der må være en grænse for ubetænksomheden.
Jeg styrede direkte mod merchandise-boden, og købte et fnulret udstillingseksemplar af en Brønshøj Boldklub-cap, som var smuk, men som også lignede noget, der havde tilbragt et årti i en hjemsøgt kasse med klæd-ud-tøj, i en institution med et presset rengøringsbudget. Det kunne jeg ikke tage mig af. Fejlen var ene og alene min, og jeg måtte omgående rette op på fadæsen.
Med marginalt bedre samvittighed kravlede jeg op, øverst, bagerst, på tribunen hvor de stemningsskabende Hvepse har deres bo. De to mandskaber indfandt sig på banen. ”Velkommen til helvede!” brølede en gut med skæg og briller – nej, det var ikke en udklædning – og så bemærkelsesværdigt nok ud som om, han mente det.
”VIL DU BRØNSHØJ MED MIG !” stod der på en fane, der tegnede sirlige mønstre i luften. Den fane har jeg set før. Med et udråbstegn. Ikke et spørgsmålstegn. Det gav sig selv. Det var ikke bare en konstatering, det var en højlydt selvfølgelighed.
Dommeren blæste liv i opgøret. ”Kære dommer, der er to bolde på banen” sagde stadionspeakeren over højtalerne, og havde ret.
På ganske få øjeblikke, gik rækkerne omkring mig fra at være en tribune, til at være et værtshus. Eller som minimum en mellemting. Jeg forsvandt i et tæt, nikotinholdigt skydække, og besluttede mig for at kravle lidt ned fra højderne igen. Når nu jeg var troppet op, ville det næsten være en skam ikke rent faktisk at se kampen.
I det 15. minut fik en herreløs bold lov til at slingre sig gennem Brønshøjs målfelt. Den snublede over tærsklen til det lille felt, og gik til sidst i brædderne i hjemmeholdets net, og lignede et stykke læder, der havde en brandert at sove ud.
0-1. Det føltes som om, sukket fra hjemmebanetilskuerne omkring mig, kom fra selve fundamentet af tribunen.
Brønshøj fik tilkendt et hjørnespark. ”Af og til på hjørne – vi scorer af og til på hjørne” lød den ukarakteristisk forbeholdne sang fra tribunen.
Kort efter lykkedes en hvepsestribet angriber med en elegant førsteberøring. Publikum stillede sig på tæer, med strakte halse, og spidsede øjeæbler – for derefter at punktere kollektivt, klappe sammen til halv størrelse, da afslutningen skruede så langt væk fra gæsternes mål, at der i nogle øjeblikke var tvivl om hvorvidt den ville blive vekslet til et målspark eller et indkast.
De gode folk i Tingbjerg fik dog hurtigt mobiliseret sig igen. Gul konfetti og brune blade hvirvlede en lille vals, og en mand bankede ivrigt i en tromme mens han rytmisk tryglede ”Kom – nu – Brønshøj, scor et måååål!”
Der blev lyttet.
Omkring det fyrretyvende minut, fandt en lumsk returbold fødderne af en hjemmedreng, hvorefter den blev placeret som en plombe i nettet til 1-1.
Jublen var medrivende og gled nærmest direkte over i en lille omskrivning af ’Kattejammer Rock’, hvor hooket nu lød ”For jeg er skæv, skæv, stiv-stiv-stiv – at være Brønshøj-fan, det er et super liv!”
En pause blæste forbi.
”Nummer 99, du har lektier for!” blev der sunget til en ungt udseende fyr fra Gørslev, da de to mandskaber igen var kommet på banen. En gut til højre for mig pudsede næse i et lommetørklæde. Det lød som en fanfare, spillet på trækbasun. Hvilken fest.
”Kun når vi skider – vi sidder kun når vi skider” rungede det fra tribunen, ud over parken. Hvilken fest.
Der var spillet omtrent 73 minutter af kampen, da Brønshøj scorede til 2-1.
Jeg skal blankt erkende at jeg ikke så målet, da mit blik netop var faldet på en fyr, som af uforklarlige årsager valgte at ryste sin dåseøl ivrigt, inden han åbnede den. Der var kulsyre, bølgeskvulp og uforfalsket begejstring over hele linjen.
Det, der foregik på banen denne dag, var – hvis sandheden skal frem – og det skal den til tider – ikke voldsomt yndefuldt. Til gengæld var det som om, al den aktivitet man savnede på banen, opstod på tribunen.
Fra det ene øjeblik til det andet, lød en kakofonisk myriade af stemmer i surround. Det var ærlig talt en smule overvældende, og kun ved en koncentreret mundaflæsning lykkedes det mig at afkode hvad der blev sunget; ”Altid i kanon – vi synger altid i kanon”
I det 84. minut blev en bold løbet i nettet efter et indlæg, og en jubel – der forekom mig at have en snert af lettelse – undslap håndflader og stemmebånd hos hjemmepublikummet.
3-1.
Min sidekammerat, en ældre fyr med en vejrbidt kasket, sagde noget til sin sidekammerat. Det ville bestemt give bedst mening hvis han sagde ”pligtsejr”, men jeg synes alligevel, det lød mest som om, han sagde ”slik-sejr”.
Kampen fandt selv udgangen, uden at gøre mere væsen af sig.
Jeg var både glad og en anelse slidt i betrækket, da jeg drev mod portene, efter at have befundet mig på fire forskellige stadioner, til fire forskellige fodboldkampe, i løbet af de seneste 20 timer.
Og alligevel var det som om, jeg følte behov for at forsinke afskeden med Tingbjerg Ground en smule.
Jeg elsker fodbold.
Noter fra tribunen 