Hvidovre IF – Næstved BK (0-4)

Hvidovre IF 0 – 4 Næstved Boldklub
Hvidovre Stadion/Pro Ventilation Arena, 1. division, fredag d. 14. oktober 2022 kl. 18.30


Jeg var et par stakåndede centimeter fra at blive sendt til tælling.

Mine trådløse hovedtelefoner har en både fortryllende og farlig evne til at lukke musikken inde og verden ude.

Jeg havde godt bemærket at jeg pludselig havde fået forvildet mig ind i, hvad der lignede en let radbrækket, men besjælet St. Patrick’s Day-fejring, da jeg kantede mig gennem den flok af glade Næstved-tilhængere, som samtidig syntes at blive ved at kante sig ud af deres bus, på de samme få kvadratmeter fortov som min rute førte mig over.

Hvad jeg derimod ikke havde bemærket var, at buschaufføren var ved at åbne smækken til bagagerummene under bussen, og det var med nød og næppe, jeg undgik en mellemting mellem et metallisk håndkantslag og en uppercut, da smækken pludselig vippede op og studsede randområdet af mit venstre øjenbryn.

Jeg præsterede at bide mig i tungen af forskrækkelse og – værre endnu – misse den bedste sekvens af Bo Burnhams ’That Funny Feeling’, men slap ellers nogenlunde uskadt og – vigtigere endnu – nogenlunde ubemærket fra optrinnet.

Da jeg gik gennem tælleapparaterne, efter at have fået begramset min rygsæk og bippet min billet, drev jeg forbi den lille ølbod ved banehegnet, og videre derfra, op ad cementtrapperne, op på den halvmørke tribune.
Jeg befinder mig som regel bedst et godt stykke oppe på rækkerne.

Det føltes som at sætte sig i en knapt så vindtæt biografsal – lige bort set fra at en fyr, et par sæder til venstre for mig, sad og brummede med på ’Mandags-Stævnemøde’, cirka fire oktaver under det oprindelige udlæg.

Foran mig sad to ældre gutter – vi kan, lidt jovialt, kalde dem ”gamle drenge” – som jeg forestillede mig, begge to hed Bent. 
Tilsammen delte de tre sæder og en klar enighed om, at denne kamp skulle resultere i tre point til hjemmeholdet. Mindst. ”Jeg’ ik’ engang tilfreds med uafgjort, du”, meldte Bent.

Efteråret er begyndt at gøre opmærksom på sig selv, ude på de københavnske tribuner. Kulden fra min øl tog min hånd med knoglede, krogede fingre. Den blå løbebane, der flyder mellem tilskuerrækkerne og banen, havde karakter af et ishav. Andre gange, på andre årstider, har den fremstået som Ægæiske farvande, men denne aften havde det ellers lune stadion blå læber. Oktober fyldte hele skærmen.

Det føltes himmelsk at sidde der, småfrysende, i halvmørket, med cement under sålerne, og grønt græs i synsfeltet. Alene, men alligevel nær folk med parallelle blikretninger. Det er det ultimative frirum for en introvert starut som mig, som holder af folk, men ikke føler stort behov for at snakke, med mindre en spontan anledning dumper ned fra tribunetaget.

Nik & Jay havde til gengæld en masse at sige, hvilket de gjorde med fredagsfrisk volumen. Det blæste så kraftigt fra stadionhøjtalerne, at jeg ikke kunne fornemme hvad Bent og Bent sagde til hinanden. Ud fra fagter og mimik, fik jeg dog en fornemmelse af at Bent mente, der burde have været flere boder åbne.

Det var unægtelig også et par velvoksne slanger, der havde lagt sig med kæberne omkring ølhanerne, men udsigten til disse forsvandt få øjeblikke senere, da en lille familie med 2-300 børn, alle udstyret øjne som store, smukke glaspartier, slog sig ned i nærheden, og lignede en feriekoloni for elvere. De ombestemte sig dog efter kort tid, forduftede, og sendte igen gennemsnitsalderen for vores tribunesektion direkte op i himlen. 

Billedet omkring mig var nu præget af hentehår og øreflipper i metermål. En enkelt tophue som en uplukket champignon, hvorunder en næse stak i løb. Ting måtte gentages over lydstyrken, musikken boltrede sig i. Gentagelsernes gentagelser måtte gentages. Bent rockede lidt med på ’Freed From Desire’, og kort efter gjorde Bent det samme.

Så skete der noget nede på banen. En flok grønne trøjer gled ind på scenen, og Næstved-spillerne blev buhet velkommen af hjemmepublikummet. Derefter gjorde de rødklædte Hvidovre-spillere deres entré til adressens indløbssang, hvor postnummeret 2650 klingede spidst og mp3-agtigt, gennem et sammenbidt tandsæt, med nerve og diskant. 

Mørket havde nu for alvor indhyllet tribunen, og de to stadionprojektører i modsatte side af parken, stak i blikket som to tandlægelamper da opgøret blev vakt til live.

Næstved afviklede et hjørnespark til lyden af en trommehvirvel, og i nogle sekunder var illusionen om, at Hvidovre Stadion var omdannet til ét stort cirkustelt, komplet.

Kort efter var det hjemmeholdet, der fik tilkendt en lille serie af hjørnespark. Det viste sig at der, denne aften, var en betalende hjørnesparkssponsor. Det ville være i overkanten at nævne det pågældende firmanavn her, for jeg kan allerede nu afsløre, at det var et navn, den gode stadionspeaker måtte læse op en hel del gange, som kampen skred frem.

Et par rækker nede, til højre for mig, holdt en ung fyr et kompetent og vidende foredrag for sine venner om zoneopdækning ved dødbolde, hvilket han – eller de fadøl, han havde nået at indtage – dog gentagne gange kom til at kalde ”zoneoverdækning”.

Jeg var i øvrigt ikke meget skarpere. I mine noter har jeg skrevet ”levende kano”.
Vi må antage at det, jeg prøvede at nedfælde, nok nærmere var, at det var en levende kamp.
For det var det.
Den bølgede frem og tilbage – i perioder primært frem mod gæsternes mål. Temperamenter viste sig på banen, hvor forestillingen var kvart i værtshusslagsmål mellem rød og grøn. Det blev dog ved lidt opkogte skærmydsler.

Jeg besluttede mig for endegyldigt at tage livet af mine hænder, og hente en øl mere. Denne øl blev skænket fra en ølhane med mundbind, der mindede mig om andre tider, der pludselig syntes langt væk.
Desværre mistede jeg Bent og Bent af syne, da jeg kom tilbage, og fandt en ny plads på tribunen. Til gengæld havde jeg udsigt til en gut, der – så vidt jeg kunne se – ikke havde udsigt til andet end den massive metalsøjle, som han, af uforklarlige årsager, havde valgt at placere sig lige bagved, og nu altså sad og stirrede intenst i øjnene.

Han kunne således formentlig ikke se at Hvidovre, i det 28. minut, kom frem til en kæmpe chance, hvor den store forskel i udfaldet, bestod i at spilleren, der skulle sætte sidste fod på bolden, satte sidste fod ved siden af bolden.

To minutter senere bragede en afslutning mod stolpen på gæsternes mål, fra en kantet vinkel. Folk nærmest jublede deres ærgrelse.
Kort efter fik hjemmeholdet endnu et af kampens talrige hjørnespark tilkendt. Firma-navnet, samt deres originale slogan ”Bedst til fest!” knitrede, for fjerde eller ottende gang, ud af højtalerne. 

Flere småskubberrier blandt de to mandskaber opstod. Dommeren lignede i nogle øjeblikke en træt børnehavepædagog, der havde fortjent flere tillæg.
Flere chancer tikkede ind i begge ender af banen. Hvad der tidligere havde virket som et cirkus, havde nu karakter af et tivoli. Spillet slog frem og tilbage. Det var vidunderligt, og til at blive søsyg af.

I det 37. minut modtog en Hvidovre-spiller en flot, høj aflevering, som han – desværre for hjemmeholdet – fulgte op med en flot, høj afslutning, der sejlede højt ud i oktoberaftenen.
I det 38. minut scorede Næstved, og svømmede euforisk tværs over ishavet for at fejre det med deres smålykkelige tilskuere. 0-1.

I minut 40 blev hjørnespark nr. 236 dømt til Hvidovre. ”Bedst til fest!”, hørte jeg, men er ikke sikker på om det var stadionspeakeren eller en indvendig stemme, der efterhånden kunne remsen.
I minut 41 blev hjørnespark nr. 237 dømt til Hvidovre. Bedst til fest. Vorherre til hest. Og den der kommer med som gæst.

Bag mig fægtede en dreng med en stadionpølse mens han havde travlt med at udråbe tirsdagens kamp mellem FC København og Manchester city til intet mindre end ”verdens sygeste kamp nogensinde, bror!” til sine to venner.

Første halvlegs sidste aktion var et – nej, to – hjørnespark til Hvidovre. Bedst til hest. Så blev pausen fløjtet ind i billedet, og pludselig tændtes lysene på tribunen for første gang, denne aften. Det føltes næsten grænseoverskridende.

En skøn flok glade, unge gutter, klædt i jakker der så ud som om, de var blevet pustet op, slog lejr på rækken foran mig. Humøret var ved at slå hovedet mod tribunetaget. Der var tydeligvis stadig tro på at hjemmeholdet kunne vende kampen.
Cirka samtidig fik jeg øje på Bent og Bent, nogle rækker nede. Bent sad med hele opmærksomheden begravet i sin telefon og Bent kiggede ud i luften.

Anden halvleg havde stadig søvn i øjnene, da en bold strakte nettet fra indersiden. Det var endnu en gang de grønblusede gæster der efterfølgende fandt hinanden i et gruppekram, mens hjemmepublikummet enten følte sig taget på sengen, eller stadig stod i kø ved boderne.
”Offside!” råbte en mand, ”Offside, mand!” råbte en anden mand, ”Op-side!” råbte den unge FCK-fan bag mig, ”Pølsehoveder!” råbte en mand og lød som om, han mente det.

En natsværmer baskede forbi og forsøgte febrilsk at stjæle billedet, men mislykkedes. Det var svært at flytte fokus fra den levende, hårdt spillede kamp; spidse albuer, spidse hjørnetænder, skarpe tunger.

Man kunne se det fra kilometers afstand; målet til 0-3. Det virkede næsten skrevet, fjernstyret. Folk brokkede sig allerede over scoringen, før målscoreren reelt havde modtaget bolden. Flere var allerede færdige med at beklage sig, da han skubbede bolden over mållinjen. Men så strakte en Næstved-spiller jublende armene op, ud mod tribunen, i kæk, småflabet triumf. ”Du’ tyk!” lød det prompte svar, et sted fra de bagerste rækker.

Slangen nede ved madboden var efterhånden lykkedes med at amputere halvdelen af sig selv, og på rækkerne foran mig, var de oppustede jakker nærmest punkteret. 
”Haps, haps, haps – nu skal vi snart have nogle øl” prøvede en gut. Med en helt fuld øl i hånden. Råbte ikke, konstaterede det nærmere. Tonløst, og på grænsen til mimikløst. Han havde muligvis ikke overskuddet til selv at bemærke det manglende rim, eller kendte måske ganske enkelt ikke originalversionen. Han resignerede i sit forsøg på at være festlig, inden han overhovedet kom i gang, og jeg fik stilfærdig medlidenhed med ham. Den kasket, han havde liggende oven på sit hoved, syntes også på mærkværdig vis at være sunket en etage. 
Hans venner reagerede ikke. Når de i ny og næ talte til ham, kaldte de ham i øvrigt et andet navn, men inderst inde ved jeg, han hed Dennis.

Med tyve minutter tilbage af kampen, fik Hvidovre spillet sig frem til en ny, anseelig chance. Folk rystede smilende på hovedet over det mål, der heller ikke denne gang fik lov at findes. Bent, som hele tiden havde haft armene over kors, havde nu også præsteret at krydse sine to tunge øjenbryn.

Fire øjeblikke senere opstod en ny chance til hjemmeholdet, hvor det umiddelbart så ud som om at spilleren, der afsluttede, førsøgte at gøre dette med sit støtteben.
Det er en svær manøvre, og bolden luskede pligtskyldigt ud over baglinjen.
”Ej, helt ærligt!” råbte nogen. Eller, hvis jeg skal være mere præcis, råbte han i virkeligheden ”Ej, helt early!”

Det er aldrig helt dumt når et tilskuertal til en divisionskamp nærmere klinger som et årstal i ens ører, når det annonceres. 
2019 tilskuere var vi samlet denne fredag aften, til en kamp som – set fra mit klapsæde – på mange parametre var en jævnbyrdig slagudveksling.
Der var bare lige den detalje, at måltavlen et par øjeblikke senere lyste 0-4 til udeholdet.

Det var efterhånden ikke meget af Dennis der kunne skimtes i hans punkterede North Face-jakke. Men denne gode gut blev siddende – eller, nærmere liggende – på sit sæde. Han så næsten smeltet ud. Flere ting begyndte nu at løbe ud i sandet. Angrebene, håbet, tilskuertallet. Der blev albuerum omkring mig.

Stadionspeakeren, som ikke kom sovende til sin hyre, denne aften, lød næsten som om, han så sig nødsaget til at trygle folk om at stemme på Man of the Match.
Men så buldrede det løs fra en række stemningsskabende, helhjertede Hvidovre-tilhængere, nogle tribunesektioner væk. Jeg holder meget af, når de hugger en hæl og klipper en tå af stavelserne;

Bank – bank – bank-bank-bank
Bank-bank-bank – bank-bank
”Hvidovr’!” 

– råbte de trofaste støtter. Og ellers råbte de ”Vider’!”

Under alle omstændigheder fortjener de hæder for ikke at lade sig slå ud.
”Vi’ fra Næstved – og det’ vi stolte af” lød tilbagemeldingen nede fra udebanesektionen.
Der findes fodboldfans der gør tossede ting i disse tider, men der findes heldigvis også fodboldfans, der bare beriger min fredag.

Efter lidt overtalelse lykkedes det mine stive ben at gå ned ad cementtrapperne, og jeg besluttede mig for at tage en imaginær cigaret (jeg har aldrig været ryger) nede omkring portene, i kampens sidste minutter.

Den efterhånden mildt anstrengende nyklassiker ”Fire-fire-fire-fire-nuuuuul” fik en tur i udebanejukeboxen – men der kan selvfølgelig netop gives dispensation til denne sang, når nu stillingen rent faktisk indeholder de nævnte cifre. Ekkoet fra modsatte side af stadion sang med, og forsinkelsen gjorde det til en lille kaos-kanon. 

Fjerdedommeren, derimod, fremviste en tavle, hvor et rødt 3-tal skar gennem et sort stykke oktober, alt imens politisirener begyndte at huje ude foran portene.

Sirenerne forsvandt dog lige så hurtigt som de var kommet, og da dommeren, klokken 20.19 – som en fin spejling af aftenens tilskuertal – blæste kampen af, forlod jeg matriklen til en lydkulisse der var lige dele sejrssang fra det gæstende publikum og ’Always Look on the Bright Side of Life’ fra stadionhøjtalerne.