Brønshøj Boldklub – Holbæk B&I (1-1)

Brønshøj Boldklub 1 – 1 Holbæk B&I
Tingbjerg Ground, Danmarksserien, lørdag d. 8. oktober 2022 kl. 14.00

Det startede med en kaffekop, der ikke var der.

For at gøre en historie – som muligvis allerede er for lang – en lille smule længere, så findes der et særligt krydsfelt, der forsøder min tilværelse; grænselandet mellem fodbold og kaffe.
I dette grænseland troner naturligvis det smukke fænomen fodboldklubkaffekoppen.

Kaffekopper med emblemer fra forskellige klubber, jeg holder af, fylder en solid procentdel af mit ikke nævneværdigt store køkkenskab, i min ikke nævneværdigt store lejlighed. Til gengæld er disse kopper med til at fylde mig og mine dage med både koffein og glæde. Flydende, sort solskin.

Der er imidlertid stadig huller i samlingen. Visse klubber glimrer ved deres fravær – hvilket jeg, i en henkastet bemærkning, gjorde opmærksom på, i en kommentar til opslag, et uspecificeret sted på Det Verdensomspændende (og Verdensopslugende) Vide Net.

Kort efter lå der en besked fra selveste Brønshøj Boldklub i min indbakke, hvor de gavmildt kunne berette at de havde foretaget lidt klubhus-arkæologi, og gravet en kop frem til mig.
Meldingen lød at jeg kunne stikke forbi og hente den, næste gang, jeg kom forbi deres hjemmebane i Tingbjerg Idrætspark.

Det gjorde jeg denne lørdag.

Da jeg meldte min ankomst, fik jeg en besked retur, som informerede mig om at jeg kunne afhente koppen i VIP-området på stadion, hvor jeg ydermere kunne se frem til at blive trakteret med en madbillet og lidt at drikke.

Jeg kan lige så godt tone rent flag: på nuværende tidspunkt er det, at skrive disse noter fra tribunen, en rungende underskudsforretning. De penge, jeg bruger på kampbilletter, kaffe, øl, en parade af stadionpølser til min ældste søn, overstiger i høj grad hvad skrivearbejdet i ny og næ kradser ind andetsteds. Den tid jeg bruger på det, mangler sjovt nok i familiekalenderen på hjemmefronten. Det kan med andre ord være svært at forsvare.

Men jeg gør det jo fordi, jeg ikke kan lade være.
Jeg skriver disse noter fordi jeg elsker at skrive. Jeg skriver disse noter fordi jeg elsker den ventil i verden, fodbold kan være. Jeg skriver disse noter fordi jeg elsker at se på folk, der ser på fodbold.

Summa summarum: får jeg kastet gratis ting i nakken, i forbindelse med mine udflugter, har jeg så sandelig ikke tænkt mig ikke at gribe dem.

Da jeg indfandt mig på Hvepsenes hjemmebane, halvvejs gennem en lørdag der fremstod som et svagt ekko af sommeren – turen dertil der havde budt på noget så sært som regn fra en skyfri himmel, krydret med en sol der insisterede på ikke kun at være til pynt – blev jeg hilst overstrømmende velkommen.

Allerede her fik jeg for første gang tanken, at de måske forvekslede mig med en anden Jonas Villumsen. En fornemmelse der blev forstærket yderligere et par gear, da en venlig ældre herre bad mig hilse en række navne, jeg ikke er helt sikker på, jeg kender. Jeg nænnede dog ikke andet end at love det.
Og hvis jeg nogensinde lærer dem at kende, skal jeg hilse dem, som de aldrig er blevet hilst før.

Med fornemmelsen af at have sneget mig fra børnebordet – hvor jeg egentlig hører hjemme – gående på stylter, under en lang frakke, iklædt påmalet overskæg og min morfars bløde hat, fik jeg udleveret den smukke kaffekop, såvel som gratis mad og drikke, i VIP-området.

Min fornemmelse af at være blevet forvekslet med en ægte vigtig – eller bare væsentlig – person var på ingen måde forduftet, og det føltes som om, det kun var et spørgsmål om tid før to tunge, men adrætte udsmidere, med oprullede skjorteærmer, synligt voksende skygger af skægstubbe og et underudhvilet udtryk i deres ansigter, ville dukke op og smide mig på porten, et sted i en dyster tegneseriegyde i grå nuancer og demonstrativt regnvejr.

Af samme grund var jeg et godt stykke under halvvejs tilfreds med mig selv, da det gik op for mig, at jeg, uden at skænke det en tanke, var kommet til at trække en cap over morgenhåret, som bar et simpelt motiv: en ugle.

Her bliver jeg trakteret med en lille juvel til min kaffekopsamling, madbilletter, øl, kaffe – der var sågar småkager til kaffen, for crying out loud – og så tropper jeg op i en kasket med en ugle på fronten.
Det er ikke en ugle der symboliserer noget bestemt for mig. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det en ugle; selve symbolet for Brønshøjs Boldklubs naboer og ærkerivaler fra Akademisk Boldklub Gladsaxe.

Jeg skævede ned til merchandise-boden, hvor et tørklæde med ordene ”Ingen ugler i vores mose” lyste mig i øjnene, og prøvede casual at dække over uglen der sad på min pande. Det kunne jeg ikke. Det kan man ikke. Der findes ingen henkastet positur, hvormed man kan dække over sin hovedbeklædning med sine hænder. Prøv selv. Og prøv så at forestille dig, hvor tåbelig jeg har set ud – ikke mindst for én, der prøvede at vække så lidt opsigt som muligt.

”… samtidig ønsker vi Hvepsen Verner tillykke med de nye sko – mon han kan danse i dem?” lød det fra stadionspeakeren, mens jeg kantede mig ud af VIP-området. Jeg listede en smuttur omkring boderne, for derefter at tage opstilling øverst, bagerst på den tribune, hvor Brønshøjs pragtfulde, brogede tilhængerskare samles.
Om den nævnte maskot kunne transformere sig til en ørn (ikke en ugle) på et dansegulv, nåede jeg ikke at registrere, for farverigdommen på tribunen i Tingbjerg er altid en fest for synssansen.

Fodboldhjertet lavede ormen under skjorten, da dagens to mandskaber trådte på banen. Et glædesbrøl med kort aftræk rev sig løs fra tribunen, og blev hængende et par meter over banen, i selskab med de kaskader af gul og sort konfetti, som et aflangt rør, placeret mellem to sæder, blev ved at nyse. Arme, der endte i hænder, der endte i øldåser, der endte i halvstresset ølskum, blev løftet over hoveder. Faner og flag – nogle i sort og gul, andre med regnbuer – tegnede ottetaller i luften. Det føltes på mange måder som et omvendt VM i Qatar.

Kampen kom på gled. Et topopgør, i øvrigt. En kamp mellem rækkens nummer ét – Brønshøj, i de historiske hvepsestriber – og rækkens nummer to – Holbæk, i blå bluser og sorte shorts.

Jeg kan lige så godt gå til bekendelse med det samme: selve kampen formåede kun at gribe min opmærksomhed i spredte stænk. Jeg tilskriver det en kombination af at opgøret var for urytmisk, usammenhængende en forestilling, og at det skævbenede liv, der findes omkring banen i Tingbjerg, har det med at forføre mit fokus.

Tribunen syntes at blive mere og mere mennesketung i løbet af kampens første minutter. En Holbæk-spiller begik et frispark. Dommen faldt omgående fra rækkerne, hvor en tromme lod sig slå halvt fordærvet;

Bum bum-bum bum-bum
Svin!
Bum bum-bum bum-bum
Svin!
Bum bum-bum bum-bum
Svin!
Bum bum-bum bum-bum
Møgsvin!

Det ser hårdt og kantet ud på skrift. Men det er i tilfælde som dette, at flosklen, om at et billede siger mere end tusind ord, rent faktisk rammer skiven. Kunne du, kære læser, se de levende billeder af de spillevende billeder, der stod på tribunen, ville du tydeligt kunne se det kollektive glimt i øjet. Selv fra et perspektiv, hvor jeg primært havde udsigt til folks nakker, glimtede det.

Man er i øvrigt også nødt til at gøre brug af ironiens elastik, for at gå fra ovenstående råb, til senere kærligt at brøle ”Kyyyysse og kramme – vi vil kun kyyyysse og kramme!”

Af andre klassikere fra sangkataloget kan nævnes den friske ”Vi er på vej – vi er på vej – vi er på vej i Champions League”, en løbsk karrusel af ”Vil du, vil du, vil du, vil du Brønshøj med mig?” i hektisk eskalerende tempo – og selvfølgelig den traditionsrige, halvtilfældige udvælgelse af modstanderholdets ene back – denne dag spillende med trøjenummeret 18; ”Num-mer 18, han er tyk! Num-mer 18, han er tyk!”, sunget på den godmodige melodi fra ’Limbo Rock’.

Inde på banen gik en hveps i græsset efter at have pareret en bold med de nederste dele af maveregionen. Den momentære, men intense smerte, der strålede fra ham, som han lå halvt indrullet i græsplænen, stod i skærende kontrast til de stående tilskuere, der havde taget opstilling på det flisebelagte område mellem boderne og banehegnet, og stod som komplet uanfægtede, smilende, let svajende solpaneler.

I det 23. minut faldt den første af kampens i alt to scoringer. Når jeg skriver ”faldt”, kunne jeg i princippet også have skrevet ”snublede”. En forsvarsfejl placerede bolden for fødderne af gæsternes Jannik Skov Hansen, som resolut udnyttede muligheden, og slog en bule i indersiden af hjemmeholdets målnet.
0-1 til Holbæk.

En gråsprængt mand, et sted på en anden tribunesektion, bekendte gladeligt udebanekulør ved at brøle noget begejstret, og svært forståeligt, om at have snøret støvlerne godt. Et stykke væk, efterabede en yngre gut ”Sno(d)t snøret snøvlerne, drenge!” som et forkølet, drilagtigt ekko. Det afholdt dog ikke ophavsmanden fra at fortsætte ufortrødent. ”Det’ bar’ flåååååååt, Hååååååårlbæææææk!” lød anmeldelsen, med pomp og pragt og perforerede trommehinder.

Et par minutter senere snublede udligningen over stregen i den anden ende af banen.
Hjemmeholdet smed et hjørnespark mod forreste stolpe, hvor den slog smut på panden af en Holbæk-spiller, og strøg i mål. 1-1.

Målet var halvtilfældigt, fejringen var helhjertet og omtrent lige så kaospræget som scoringen. De fulde halse, der blev råbt af, faldt dog efterhånden i hak.
”Vi ligger nummer 1! Vi ligger nummer 1!”, sang de. Og havde ret. Derefter sang de, henvendt til gæsterne, ”I ligger nummer 2”. Og havde ret.

Herfra er det småt med noter om begivenhederne inden for kridtstregerne.
Jeg kan huske at dommeren blev ramt af bolden, og i et øjeblik lignede et alvorligt vingeskudt stykke fjerkræ, hvorefter han fik samlet stumperne af sig selv og fortsatte gerningen.
At en Brønshøj-spiller, kort før pausen, lykkedes med nogle snævre driblinger på ingen plads, inden bolden stak af. En smuk slalom i en telefonboks, som løb ud i sandet.

Jeg husker derimod tydeligere begivenhederne på den anden side af banehegnet.
At det livlige hjemmepublikum råbte imponerende koordineret om Holbæks nummer 18’s hang til sovs. Og om hans hang til opbagt sovs.

At det blev annonceret, at vi var 624 tilskuere til stede – hvilket må siges at være pænt for en kamp i Danmarksserien.

At jeg sad nogle rækker bag en gut med briller og en gul hue, hvorpå der stod BATMAN.
Og at der, ikke langt fra ham, sad en fyr som til forveksling lignede både min ven Henning og Ulysses Karlsen fra ’Den utrolige historie om den kæmpestore pære’.

At der blev sunget adskillige sange, hvor det lød som om, de lyse toner døjede med hovedpinen fra andendagstømmermænd.

At en tilskuer råbte ”Er det nu dig igen, dommer!?”, da manden med fløjten dømte et frispark til det blåklædte udehold.

At jeg overvejede at lade morgenhattehår være morgenhattehår, og stikke min hovedbeklædning i rygsækken, da der blev jublet ”Looorte AB, lorte-lorte AB!” – på trods af at de grønne naboer ikke var en del af denne kamp, eller overhovedet spiller i samme række, for den sags skyld.

At der blev sunget ”Forstad til Asnæs – I er en forstad til Asnæs” mod gæsterne fra Holbæk.

At en cigaret tog sig selv af dage mellem fingrene på en kvinde ved siden af mig, hvilket for en stund indhyllede mit hoved i et lokalt skydække.

At en offside blev dømt, og at en fyr foran mig lavede VAR-tegnet med en dåse guldøl i den ene hånd.

At en gut, som jeg formoder hed Magnus, løb hele vejen rundt om banen med en hvepse-stribet fane højt hævet. At han blev tiljublet af tribunen – og blev lokket til at fejre rundturen med en tur mere. At der blev sunget ”Du løber skidegodt, du løber skidegodt” fra tribunen, som i disse stunder havde travlt med meget andet end at se fodbold.

På bagscenen – inde på banen – fik et kontraangreb lagt låg på sig selv, da to af hjemmeholdets spillere løb ind i hinanden.
Jeg bevægede mig ned mod hjørnet af parken for at se kampens sidste minutter, tæt ved banen.

”Brønshøj og satan – vi elsker Brønshøj og satan” sang tribunen muntert i distancen. ”Kom nu Brønshøj scor et måååååål”, sang en kvinde, som var på arbejde, solo, fra sin plads bag disken i ølboden.

Ét minut i beregnet lukketid, sprællede et hovedstød mod overliggeren på gæsternes mål, hvorefter bolden forsvandt ud af syne, og folk omkring mig rev sig i hår af varierende længde og tæthed.

Da vi ramte tre minutters overtid, jublede den syngende kvinde bag disken over den forløsende scoring til 2-1. Problemet var bare at den ikke fandtes. Den var falsk alarm, et fatamorgana. Bolden, som mange havde set blive headet i indersiden af netmaskerne, var i stedet blevet headet i sidenettet. Nærmest samtidig blev kampen fløjtet af. Mere hår faldt på jorden i ærgrelse.

Til gengæld er jeg i tvivl om hvorvidt, kvinden bag disken nogensinde opdagede at bolden ikke gik i mål. På sin vis håber jeg næsten for hende, at hun fik lov at tage fra stadion med placebo-varmen fra den ikke-eksisterende sejr. Det fortjente hun.

Under alle omstændigheder kan folkene i og omkring Brønshøj Boldklub glæde sig over stadig at indtage førstepladsen i rækken – og ikke mindst at være tilknyttet en smuk og umådeligt gæstfri fodboldklub.

Jeg kan i hvert fald bekræfte at min kaffe, netop som jeg skriver dette, smager af solskin og endeløse sommerferier.