B.93 – Aarhus Fremad (1-0)

B.93 1 – 0 Aarhus Fremad
Østerbro Stadion, 2. division, lørdag d. 9. april 2022 kl. 15.00


Himlen var i syv sind og jeg var i åben regnjakke.

Selv om jeg kun havde været på barsel i lige nøjagtigt fem dage, ud af i alt 12 uger, havde jeg det allerede som om, jeg var gledet eftertrykkeligt af jordens overflade, og nu skulle bruge lidt tid på at genetablere forbindelse til omverdenen.

Henning vinkede ovre fra porten. Han var, som altid, iklædt et varmt smilende fuldskæg.

Mine noter er som oftest skrevet fra kampe, jeg enten er taget til alene, eller i selskab med min syvårige søn. Denne dag var jeg, via en spontan aftale, havnet i selskab med en af mine bedste venner. Vi kalder ham Henning. Blandt andet fordi, det er hans navn. Og nu stod han altså ved indgangen til Østerbro Stadion, og vinkede mig ind i et bjørnekram der fik det til at knirke i brystkassen. 

I omfavnelsen tabte jeg højre del af mit headset, hvor Rosalía, få øjeblikke forinden, havde spillet ved lidt for høj lydstyrke. 
Men hun – Rosalía – er fra Sant Cugat del Vallès, nord for Barcelona, og laver flamenco-inspireret pop, og dette var den danske 2. division, under en himmel med dybe panderynker, så det var alligevel på sin plads at få revet dette lydtapet ned.

Jeg fik således swipet Rosalía op i himlen, fumlet vores billetter frem på min telefon, og vi blev sluset ind gennem tælleapparaterne. 

Henning og jeg har set fodbold sammen en del forskellige steder, men dette var hans første tur til Østerbro Stadion. Jeg selv har efterhånden nået det punkt, hvor jeg kender de fleste hjemmebaner i Københavnsområdet ganske godt, så det var en lille gave at kunne genopleve dette fine sted gennem min vens øjne, og nasse lidt på hans førstehåndsindtryk.

Ganske som jeg selv gjorde ved mit første besøg, bed han mærke i det særegne sammensurium af ting, der virkede nye, og ting der virkede gamle. Løbebanen, der lyser op som et blåt svømmebassin, i kontrast til de irgrønne statuer fra en anden tid. 

Måske var det samme spænd der gjorde sig gældende i boden ved tribunen, hvor den ene hane på fadølsanlægget havde en strømlinet tilgang til sit arbejde, mens den anden kun fnøs skum. Det tog derfor lidt tid, og en flok skyer med blygrå bug nåede at stimle sammen over hovederne på os, inden vi fik fuldt hus i det håndtag øl, vi havde bestilt.

Vinden stak Dannebrog en vandret lussing, da vi stavrede op ad trapperne på den stejle tribune. Flaget var hæftet på en flagstang til højre på os, og hang og dirrede i luften. 
Blæsten tumlede skødesløst rundt over rækkerne med de hvide træbænke, og der gik ikke mange minutter før Hennings tænder klaprede i en grad, så jeg troede Rosalía, ved en fejl, igen var begyndt at spille fra telefonen i min lomme, og var nået til en passioneret kastagnet-solo.

Vi blev stille en stund. Faldt i staver, et sted nede i en af de små grusgrave der punkterede den opkrittede sidelinje. Plænen var tydeligvis ikke kunstgræs, som man ellers ofte finder i divisionerne, men derimod den ægte være – eksponeret for de nådesløse danske vejrforhold.

Stadionspeakeren, som også altid er en ægte, levende størrelse, her på stedet, arbejdede sig gennem de to startopstillinger. Han rundede af med at annoncere: ”B.93’s cheftræner er en nyklippet Thomas Nørgaard”.

Da spillerne og dommertrioen løb på banen, gik solen gik helt bag om dansen. Omkring os lyste gule farver, fra ganske mange Aarhus Fremad-tilhængere, dog op.
”Linjedommeren er skaldet oppe i håret” bemærkede en repræsentant fra den lille stribe før-skolebørn i hvide B.93-trøjer, der sad på rækken foran os, solidt rammet ind af to stilfærdige tårne på hver side, i form af nogens forældre.

Opgøret fik liv. En tromme spadserede ud af en knoldet landevej, et sted nede fra B.93’s stemningsfans. Kampen hældte fra banehalvdel til banehalvdel, som en søsyg letmatros, mens skygger flimrede hen over den tyndhårede plæne.

Så skete der noget mærkeligt. En grå arbejdshandske faldt ned fra himlen og landede på tribunens gulv, på rækken foran os. Henning pegede, vi lænede os frem. Den lå og vinkede til os. Vi vendte os om, og granskede folk på rækkerne bag os. Ingen så ud til at mangle den. Jeg gjorde hurtigt status på indholdet af de øl, vi havde købt. Vi havde drukket omtrent en halv hver. Det var ikke dér, forklaringen skulle findes.

Vi nåede ikke længere med efterforskningen, for pludselig havde B.93’s Oliver Carrara bragt det hvidblusede hjemmehold foran, og omkring os fløj folk op på ben, der knasede som frosne kviste. Med glade, let forpinte ansigter, blev dybfrosne hænder slået mod hinanden, Aarhus Fremad-tilhængere stak næserne lidt længere ned i deres tørklæder, og måltavlen tikkede 1-0.

Da opgøret var blevet blev sat i gang igen, servicemeddelte stadionspeakeren om en scoring i kampen mellem FA 2000 og Thisted.
”Haha, tisse-sted” sagde en af de purunge bananer foran os. Og gentog det 7-8 gange. Men huen på den forælder, der sad placeret lige til venstre for ham, må have været af adskillige lag uld, for dette stoiske vagttårn hørte tilsyneladende ingenting. Det havde derimod travlt med at stirre luften intenst i øjnene.

Pausen indtraf.
Et par unge mødre – ikke de unge mødre – mimede med på ”Can I kick it? (Yes, you can!)” med kønne, trætte øjne, mens de enten stirrede på deres børn eller igennem dem.

Henning rejste sig med en pludselig bevægelse, men var næsten ved at vælte bagover. ”Mine ben er helt væk, mand!” sagde han, og pegede anklagende på sine knæskaller. Så pingvinmarcherede han stift mod trappen, der førte mod toiletterne under tribunen.

Jeg skal også blankt erkende at jeg havde mistet forbindelsen til yderområderne af min krop da anden halvleg blev sat i bevægelse. Men nede på banen, havde kampen fornemt blodomløb. På intet tidspunkt sad jeg med fornemmelsen af at spillet tog et hvil. Begge mandskaber havde ting, de ville.

Henning returnerede. 
”Det’ altså forkert dømt, linjedoktor!” brølede nogen bag os, da manden med flaget vinkede en tæt offside.
“…”linjedoktor”?..” undrede en anden sig, stilfærdigt for sig selv.

Kort efter brød hjemmeholdet gennem århusianernes defensive linjer, men gæsternes keeper fik pareret afslutningen med sit hoved, og trillede om i græsset. Heldigvis fik man hurtigt fornemmelsen af, at han ikke var kommet alvorligt til skade.
”Aaaambu-, aaaaambu-, ambulancen kommer nu” blev der sunget fra tribunen, da holdets medbragte læge pilede over banen for at tilse patienten.
Patienten kom på benene, og kunne spille kampen færdig uden problemer.

Det blev annonceret at vi var 632 løbende næser samlet til at overvære denne kamp.

Efter en time og to minutters spil, helkiksede en Aarhus Fremad-spiller sin afslutning fra en ellers gunstig position. De medrejsende fans, som havde nået at stable sig på benene, så ud som om, de fik et kollektivt piskesmæld, og trak sig frustreret i huerne. B.93-tilhængerne jublede som havde de selv scoret.

Efter en time og syv minutters spil, stoppede himlen helt og aldeles til. Temperaturen, som i forvejen var lav, gik i brædderne. Hvorefter den væltede ned fra gulvet.
”Frida, vil du lige la’ vær’ med det dér!” råbte en gut, bag mig, til dommeren. Jeg aner ikke om dommeren hed Frida, men jeg forestiller mig at gutten, i lige så høj grad, følte sig personligt fornærmet over de bidske kastevinde, når nu kalenderen havde slået april, og kom til at blande tingene sammen.

Nerver kan også have spillet ind for denne hårdt prøvede B.93-tilhænger. I hvert fald opstod der myldretid i hjemmeholdets felt, da vi ramte overtiden. Dannebrog lå fortsat på langs i vinden, og man kunne stå på skøjter på min øl. Mine fingre holdt kruset som fem kramper med deres egen vilje. 
Aktionerne fra hjemmeholdet på banen virkede nu ligeledes forkrampede, og emmede af længslen efter at høre dommeren – uanset om denne hed Frida eller ej – blæse den afsluttende fanfare.

Til sidst lød slutsignalet så. Henning lignede en fejlslagen, men glad polarekspedition. B.93’erne faldt hinanden om halsen. Huden på mine hænder sprak – revnerne lignede et detaljeret landkort – da jeg fiskede telefonen op fra lommen, for at sætte det sidste punktum i mine noter, og vi traskede mod udgangen.

Jeg glæder mig til at ramme indgangen igen.