Fremad Valby – Vigerslev Boldklub (1-1) – plus: BK Union – BK Avarta (0-1)

BK Union 0 – 1 BK Avarta
Genforeningspladsen, Danmarksserien, torsdag d. 14. april 2022 kl. 12.00
(Første halvleg)


Fremad Valby 1 – 1 Vigerslev BK
Valby Idrætspark, Københavnsserien, torsdag d. 14. april 2022 kl. 14.00



Skærtorsdag, kl. 12.04 (Boldklubben Union – Boldklubben Avarta)
 
Det var egentlig slet ikke meningen. Mine ben bevægede mig bare denne vej. Som om, nogen havde trådt fodsporene på forhånd, og jeg bare automatisk satte mine støvler i skabelonen. Verden lyste så stærkt gråt, at jeg måtte knibe øjnene sammen. Jeg registrerede at enkelte, forårskåde træer var begyndt at nyse lyserøde blomster.

Jeg havde forladt min hoveddør på Nørrebro, kort tid forinden. For at gå en tur. Med tanke på resten af mit dagsprogram, vidste jeg udmærket, at jeg ikke ville kunne nå at se mere end første halvleg af kampen, og alligevel fandt jeg så mig selv under træerne, i den ene ende af Genforeningspladsen, hvor kampen mellem Union og Avarta netop var startet. Hjemmeholdet i røde bluser, udeholdet i grønne. Hvide shorts tilfælles.

Første halvleg kunne vel være bedre end ingen halvleg.
Nogle gange er fodbold en ventil, andre gange er det en magnet.

Her var flere mennesker end jeg havde forventet. Hundeluftere var standset op og blevet hængende. Unge mennesker drak dåseøl i den sol, der hang ud, et sted oppe bag skyerne. Børn jonglerede med pølser, pølsebrød, sodavand og medbragte fodbolde. Lidt torden buldrede fra en enlig tromme, oppe på græshøjen, der slænger sig langs den ene sidelinje.

Jeg sporede støvlerne og begav mig op på højen. Mit blik faldt på den elektroniske måltavle. Den viste 11.21 – altså hverken resultatet eller antallet af spillede minutter. Eller det rigtige klokkeslæt, for den sags skyld.
Den var til gengæld også det eneste indslag, der tillod sig at stå og falde i staver.

Både på banen og blandt tilskuerne var temperamenter allerede begyndt at simre. Dette var en tidlig kamp, men mange havde for længst fået råbt søvnen ud af øjnene. Et af de fire hjørneflag var så medtaget, at det var blevet blæst bagover, og lå fladt på ryggen.

En Union-spiller blev udvist, og måtte kante sig gennem et bredt udsnit af de fremmødte tilskuere, ved de stentrapper der udgør stedets tribune. Solen stak en forsigtig snude ned gennem skyerne, men trak den til sig igen, da det gik op for den, hvor højlydte meninger, folk havde om hvorvidt, dommeren gjorde sit arbejde godt eller ej.

Da mit ur – ikke måltavlen – viste 12.26, slog en bold mod stolpen på hjemmeholdets mål, og sagde lige præcis den helt særlige, metalliske lyd, det siger, når en bold slår mod stolpen på hjemmeholdets mål. En mønt i en jukeboks.

Og da mit ur – ikke måltavlen – viste 12.31, bragte Avarta sig foran 0-1.
En grønbluset spiller foldede et slangehug ud af vristen, og placerede det som en dartpil i nettaget. En klokke ringede. Måske den selvsamme målklokke, som jeg har hørt ringe over Espelunden, Avartas hjemmebane. I så fald: point for indsatsen. Det er dedikeret at slæbe en klokke fra Rødovre til Københavns nordvestkvarter, i håb om at få brug for den.

Ovre i nærheden af trommen stod den håndfuld mennesker, som udgjorde hjemmeholdets stemningssektion. De sang til tider sammen, men mest på skift.
I nærheden af mig, oppe på højen, stod to gutter og var hinandens kammerater. Den ene af dem besluttede sig for at aflægge ølhanerne et visit. ”Bar’ køw’ en til mig også!” råbte den anden, men fik ikke andet svar, end at hans kammersjuk – nu med ryggen til – foldede finger nummer tre frem, og vinkede lidt med den.
 
Der blev fløjtet til pause, og jeg trissede ned fra højen igen, med kurs mod busstoppestedet ved Gandhiparken.

På vej fra Genforeningspladsen nåede jeg lige at overhøre en spiller, inde fra banen, smile ud mod til tilskuer, han åbenbart kendte; ”Skal du ikke drikke nogle flere øl? Jeg kan høre dig snakke, herinde, hele tiden, mand!”

Skærtorsdag, klokken 13.32 (Fremad Valby – Vigerslev Boldklub)

’Stor mand’ tumlede som en massiv, diskant vindheks mod mig, da jeg drejede ned ad en ellers tom Julius Andersens Vej. Kilden viste sig at være stadionhøjtalerne, for enden af vejen, hvor nogen havde besluttet sig for at give volumenknappen et smølfespark.

Solen var fremme, men der hang hele tiden en trussel om regn i den tunge luft.

En bil viste sig. Og så en fodgænger.
Jeg opfangede ikke hvad der gik forud, men bilisten rullede vinduet ned og råbte begejstret ”Det’ årets kamp i Valby, jo!”.

Der var noget særligt over dette lokalopgør. Fint illustreret ved at denne kamp – i Københavnsserien – skulle afvikles på selve stadion i Valbyparken, hvor traditionsrige BK Frem normalt spiller hjemme.
Det kunne ikke engang punktere det, at jeg, efter nøje at have udvalgt min plads på tribunen, overhørte en ung mand sige: ”Hvem er det, de spiller mod? … …Hva’? Jeg vidste slet ikke, Fremad Valby havde et voksen-hold!”.

Nede foran tribunen skulle en tusindkunstner med sved på panden, som ene mand på skansen, både vende pølser på grillen, betjene kunder og skifte ammunition i fadølsanlægget. Køen voksede, pølserne begyndte også at svede, og fadølsanlægget nægtede at dele ud. Han kæmpede så brav en kamp, at en tidlig Man of the Match-kåring lurede i mit baghoved.

Grøn røg i den særlige Vigerslev-nuance steg op, et sted ovre bag modsatte sidelinje, og kampen begyndte. Ganske som ved dagens første kamp, var holdet, der stod opført som hjemmehold, klædt i rødt, hvor det gæstende hold var klædt i grønt. Hvide shorts tilfælles.

Ganske mange sæder omkring mig havde fået ejere, og man fornemmede hvordan koncentrationen skærpedes, som en linse der pludselig stiller skarpt. Den ellers spredte summen fandt et fælles fikspunkt.
Tusindkunstneren nede i boden havde nu endelig fået assistance, og kunne nedskalere sin indsats til en rolle som femhundredekunstner.

En sky af sød pibetobak trak over tribunen, og jeg nåede lige nøjagtig at virre hovedet fri, til at se hvordan en Fremad Valby-spiller tog nærbilleder af græsset efter en fysisk duel. En repræsentant fra klubbens trænerstab fløj på benene og kylede en serie forargede gloser skarpt gennem luften.
”Er du OK?”, spurgte en Vigerslev-spiller. Men han spurgte ikke Fremad Valby-spilleren der lå og ømmede sig, han spurgte derimod den iltre træner.

I det 23. minut foretog en rødbluset spiller en serie æstetisk tilfredsstillende driblinger på højre-flanken, og sendte kuglen ind foran mål, hvor en ven eller en fjende stødte den i nettet. 1-0 til Fremad Valby, og klapsalverne boltrede sig under tribune taget, i den gavmilde akustik.

Fem minutter senere havnede kampen i en sær båndsløjfe, hvor Vigerslev, efter en stor chance, præsterede at få tilkendt en samlet serie på fem hjørnespark. En ældre supporter bed negle på den ene hånd, og kæderøg med den anden. Tribunen bød på et smukt spænd. Der var folk med nyvasket hår, folk med uvasket hår, folk der endnu ikke havde fået hår, og folk der havde tabt det hår, de engang havde haft.

På banen var luften tæt. Mundhuggerier og småskubberier. ”Nu er det jo ikke ligefrem Champions League, I spiller, drenge. Skru lige lidt ned for charmen, hva’?”, mumlede min sidemand kun lige akkurat højt nok til at det kunne høres, mens hans blik så ud til at fortabe sig et sted omkring horisontlinjen, hvor en flok svimlende langstilkede kraner var blevet stablet på højkant.

Pausen sneg sig ind på os, gjorde ikke det store væsen af sig, og listede ud af bagdøren igen.
”Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom ind” proklamerede en ung gut, som havde i sinde at forlade kampen før tid, men ikke helt vidste hvordan han skulle bære sig ad med dette.

Bag mig faldt nogle tyske groundhoppere i snak med en flok unge gutter. ”Sixth division is very better in Germany than in Denmark!”, sagde en af de tydeligvis pæredanske gutter.

I det 84. minut stemplede regnen langt om længe ind. Den gjorde det eftertrykkeligt, som lodret flimmer og hvid støj mod tribunetaget. Jeg skuttede mig. En gut, hvis hoved var ved at forsvinde i et enormt sæt hovedtelefoner, undertrykte et gab. Jeg opfattede det nærmere som en reaktion på temperaturernes pludselige hovedspring, end som en reaktion på kampen – som altså var en sprælsk størrelse. 
Tyskerne sad og råbte tysk.

Ét minut før den forvarslede lukketid, lykkedes det en Vigerslev-spiller at vende på en lykkemønt i det lille felt, og sende bolden netmaskerne. 1-1. Det rev noget løs, og affødte helhjertet jubel fra den grønne del af Valby, hvor flere havde tilbragt en times tid på kanten af sædet.

Der er noget rørende over at overvære de splitsekunders selvforglemmelse og uspoleret lykke, der kan ramme en fodboldtilhænger – uanset hvilken række, dennes klub spiller i – inden hverdagen igen daler ned i baghovedet. De bittesmå lykkeeksplosioner er ubetalelige, og kan nydes, selv fra sidelinjen, af en neutral seer.

Kampen, som havde budt på helhjertede indsatser fra de involverede parter, vaklede forpustet ind i overtiden. Vigerslev-keeperen kolliderede med en markspiller, og måtte lappes sammen med opmuntrende ord og servietter fra øl- og pølseboden.

Så lød slutfløjtet, og tilhængere af begge klubber drev fra stadion med smil på læben og skindet på næsen.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: